Når seere skal afgive deres stemme i forbindelse med børnenes MGP den kommende lørdag, skal det ske via sms.

Det skyldes, at der under Dansk Melodi Grand Prix i weekenden opstod problemer med den app, som typisk bruges under afstemningen.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse onsdag.

Problemer betød, at tiden trak ud, da vinderen skulle offentliggøres.

Inden børnenes MGP den kommende lørdag har man derfor taget sine forholdsregler og droppet appen helt.

Der er ikke tilstrækkelig tid til at sikre, at løsningen er stabil og fungerer som den skal inden lørdag, lyder det.

Aino Olsen, underdirektør i DR Teknologi, kalder problemerne for »uacceptable«.

»Vi havde i lørdags et helt uacceptabelt nedbrud på den app, vi har købt eksternt. Vi har afventet en redegørelse fra leverandøren. Den er nu kommet. Nedbruddet skyldtes en teknisk fejl hos leverandøren.«

»Den fejl er, ifølge leverandøren, udbedret, men vi har ikke haft tilstrækkelig tid til at kunne teste systemet, så vi har tillid til, at fejlen er udbedret, og appen er klar til børnenes MGP.«

»Derfor bliver der taget ekstra forholdsregler i forhold til driftssikkerhed ved afstemningen på lørdag,« siger hun i meddelelsen.

Sangeren Reiley endte med at løbe med sejren ved Dansk Melodi Grand Prix.

Derfor skal han repræsentere Dannebrog til Eurovision i Liverpool i maj med nummeret »Breaking My Heart«.

Selvom han måske er ikke særligt kendt blandt Danmarks 5,8 millioner indbyggere, har han skabt sig et ganske stort navn internationalt.

I skrivende stund har sangeren 10,8 millioner følgere på TikTok og 344.000 følgere på Instagram.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.