Dopingdokumentar tager Oscar foran danske produktioner

Det blev ikke til en gylden statuette til hverken "De sidste mænd i Aleppo" eller "Strong Island".

Los Angeles. De oscarnominerede dokumentarfilm "De sidste mænd i Aleppo" og "Strong Island", der begge har danske kreative kræfter bag sig, går ikke fra dette års oscaruddeling med en gylden statuette.

Det står klart, efter at filmen "Icarus" natten til mandag dansk tid blev kåret til bedste dokumentarfilm ved showet i Los Angeles.

"De sidste mænd i Aleppo" er en dansk hovedproduktion med støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI). Søren Steen Jespersen er producer på filmen.

Den amerikanske dokumentar "Strong Island" er dansk koproduceret med støtte fra DFI.

Men begge dokumentarer må altså se sig forbigået af "Icarus", der handler om det omfattende, statsstøttede dopingprogram i Rusland.

/ritzau/