Dolkestødet

Den dukkede op i Tyskland efter Første Verdenskrig, og den dukkede op i USA efter krigene i Korea og Vietnam: Dolkestøds-legenden, ideen om, at nederlags-magere - DEFAITISTER - underminerede krigsindsatsen. Nu er den også begyndt at dukke op i debatten om krigen i Irak. Men vil den virke denne gang?

Tegning: Michael Ramirez Fold sammen
Læs mere

Det er en ualmindeligt effektiv tegning. Stregen er humoristisk, men pointen så giftig som en grøn mamba.

Den forestiller en soldat i kampuniform, med en halvautomatisk riffel i hænderne. Påærmet har han det amerikanske flag og et mærke med teksten »Irak«. Hans ansigtsudtryk er imidlertid det mest fremtrædende; øjnene er spilåbne, hans mundvige nedadvendt og han ser himmelfalden ud.

Hvorfor? Jo, midt i soldatens ryg sidder en sværbladet køkkenkniv. Blodet driver ned ad bladet og ned over et enkelt ord: »Kongressen«.

Sagt med andre ord: Dolkestødslegenden er tilbage.

Tegningen kan i sig selv være lige meget - hvis ikke det var fordi, den ramte den nuværende Irak-debat lige på spidsen. Krigen går ikke, som den skulle gå. Det sidste halve år har været det blodigste halvår for amerikanerne under krigen, og det knaser gevaldigt på hjemmefronten. To-tredjedele af amerikanerne er imod præsident Bush og hans politik i Irak, og et flertal vil have de amerikanske soldater hjem nu. Den demokratiske leder, Harry Reid, siger, at »krigen er tabt,« og meningsmålinger viser, at et overtal af vælgerne er enige i hans resignation.

En række republikanske nøglesenatorer, som Richard Lugar, Chuck Hagel, Lamar Alexander, Gordon Smith, John Warner og Pete Dominici, er nået til samme konklusion. Strategien i Irak virker tydeligvis ikke; der skal en ny til, sagde f.eks. Richard Lugar, der er tidligere formand for Senatets udenrigsudvalg.

Dermed har amerikanerne taget hul på en ualmindelig smertefuld debat, en debat om hvem, der tabte Irak, og det er her, dolkestødstegningen kommer ind i billedet.

Præsident Bush har i den forgangne uge ikke blot skullet kæmpe mod oppositionen, men også mod revolten i sit eget parti. Det er tydeligt, at nerverne i Det Hvide Hus er på den tynde side af tyndslidt, og i højere og højere grad forsøger præsidenten og hans mænd at spinne debatten som en debat mellem på den ene side patrioterne og på den anden side »defaitisterne«, nederlagsmagerne, som - endnu engang - vil tale og lovgive USA til fald.

Præsident Bush sagde eksempelvis ved sin pressekonference i denne uge, at han naturligvis tog ad notam, at »gode venner som Dick Lugar og Pete Dominici« opfordrede ham til at ændre kurs, men - lod han forstå - han ville ikke ændre kurs, for det ville være at komme nederlagsmagerne, defaitismen, i møde. Den reelle debat er ikke, om vi skal ændre strategi eller ej, sagde han.

»Den reelle debat om Irak står mellem dem, der mener, at krigen er tabt ... og dem, som mener, at krigen kan vindes.« Defaitisterne - nederlagsmagerne - »udspreder myter om, at krigen er tabt,« sagde præsidenten, og det er ikke uden konsekvenser. Det underminerer krigsindsatsen.

Da journalisterne torsdag blev ved med at udspørge præsidentens talsmand om den republikanske revolte, kaldte talsmanden pressekorpset for nederlagsmagere: Når det amerikanske folk ser og hører journalisterne, »så må folk tænke, at I fyre er fokuserede på nederlag,« sagde Tony Snow, og da de tilstedeværende journalister protesterede, kaldte han dem »defaitister«.

En af de toneangivende konservative kommentatorer og radioværter, Hugh Hewitt, havde ligeledes det store d-ord ude af posen. De republikanske politikere, der bliver svage i ledene og dolker partiet, præsidenten og soldaterne i ryggen, vil selv få kniven, meddelte han.

»Det republikanske parti vil med tiden udrense disse defaitister, også selv om det vil betyde, at vil vil tabe et valg eller to ... Det republikanske parti er beslutsomhedens parti, et parti, der har forpligtet sig på sejr i den lange krig, og som ikke har plads til defaitister.«

En konservativ avis skrev i sidste måned, at demokraterne i Kongressen »skamløst forsøger at underfinansiere og besejre de amerikanske tropper og vende sejr til nederlag«. Demokraterne er »ivrige efter at se et amerikansk nederlag«, skrev avisen. Den førende konservative weblogger, Glenn Reynolds, fulgte op:

»For nogle mennesker var Vietnam ikke et nederlag, den rigtige side vandt, den rigtige tabte, og nu er de pågældende kun ovenud lykkelige for at gentage historien«.

Pointen i dolkestødstegningen og kommentarerne er således ikke til at misforstå. Hvis USA taber krigen i Irak, er det ikke soldaternes eller regeringens skyld. Soldaterne gjorde, hvad de skulle gøre, og regeringen gjorde, hvad den skulle gøre. Nej, nederlaget skyldes medierne, som kun fokuserede på de negative historier, nederlaget skyldes fredsbevægelsen, som piskede en stemning mod krigen op, og nederlaget skyldes Demokraterne, der brugte deres nyvundne flertal i Kongressen til at trække tæppet væk under krigen.

Med andre ord: Dolken og den dertilhørende legende er hvæsset - og en gammel kending er tilbage.

Dolkestødslegenden har optrådt med jævne mellemrum i verdenshistorien - men er bedst kendt fra Tyskland og tiden efter Første Verdenskrig. I 1919 spiste den tyske generalstabschef Erich von Ludendorff frokost med den britiske ambassadør i Berlin. Ambassadøren sagde af høflighed, at den tyske hær havde kæmpet tappert, men den var i sidste ende »blevet dolket i ryggen«. Historikeren John Wheeler Bennett beskriver Ludendorffs reaktion:

»Hans øjne lyste op, og han greb efter udtrykket, som en hund griber efter et ben. Dolket i ryggen? Det var præcis, hvad der skete, sagde Ludendorff, vi blev dolket i ryggen.«

Historikeren Kevin Baker beskriver i magasinet Harpers, hvordan Ludendorff derefter kastede sig ud i en offensiv for at overbevise sine landsmænd om, at han og de øvrige soldater havde gjort deres pligt - ved kapitulationen i november 1918 stod den tyske hær fortsat på fransk og belgisk jord, men politikerne, bolsjevikkerne, industrien og jøderne underminerede krigsindsatsen. I 1917 var der f.eks. 500 strejker i Tyskland, over to millioner arbejdsdage gik tabt, og nogle af de store kanoner i industrien producerede våben for begge sider i krigen, mens jøderne og socialisterne i Rigsdagen fedtede med pengene til hæren, hævdede Ludendorff.

De fleste eksperter har i dag afvist dolkestødsargumentet. Ludendorff regerede nærmest som en diktator i de sidste to krigsår, og det var ham - og ikke politikerne - som efter en fejlslagen offensiv i 1918 konkluderede, at krigen var tabt. Men i den tyske datid havde legenden en enestående gennemslagskraft, og det blev et af de argumenter, som godt et årti senere førte Adolf Hitler til sejr.

Også i USA har dolkestødslegenden haft en imponerende effekt på meningsdannelsen.

Tag mccarthyismen. Senator Joe McCarthy begyndte i 1950 sin politiske kampagne, efter Mao og kommunisterne havde vundet borgerkrigen i Kina. McCarthy mente, at præsident Truman havde tabt Kina på gulvet, fordi administrationen var fyldt med kommunistsympatisører, og han fik blandt andet udrenset stort set hele den asiatiske afdeling i det amerikanske udenrigsministerium.

Debatten gentog sig igen under krigen i Korea. Kinesiske og nordkoreanske styrker sendte general MacArthur i retræten, og generalen udtænkte en modoffensiv. Han ville angribe selve Kina, han ville kaste 34 atombomber over landet og lægge et radioaktivt bælte mellem Kina og den koreanske halvø.

Præsident Truman sagde nej, MacArthur nægtede at tage et nej for et nej, og Truman fyrede ham i 1951 som øverstkommanderende. General MacArthur lancerede derefter sin version af dolkestødslegenden. Truman havde dolket ham og hæren i ryggen og forhindret den ultimative sejr, skriver Kevin Baker.

MacArthur blev troet i samtiden. Han vendte tilbage til en heltemodtagelse i New York, og Trumans opinionstal røg helt i bund. Eftertiden har imidlertid givet Truman ret og fastslået at MacArthur var »en af de farligste mænd i USA.«

Umiddelbart skulle man synes, at krigen i Vietnam ikke egnede sig til en dolkestødslegende.

Krigen var tværpolitisk - Demokraterne havde begyndt den, og Republikanerne havde fortsat den - og USA satte alle konventionelle ressourcer ind, fra 2,7 mio. soldater til napalm, og krigen vendte fortsat ikke. Som professor David Greenberg har beskrevet det: I 1970erne var de fleste eksperter enige i den realisme, som præsident Nixon og udenrigsminister Kissinger havde udtrykt: At krigen var uvindelig, og at USAs dage som ene-supermagt var talte.

Men en gruppe af konservative var dybt uenige i den konklusion, og en mand som den nuværende vicepræsient, Dick Cheney, konkluderede, at ideen bag Vietnam var god nok. Hvis bare USA havde engageret sig militært lidt hårdere, og politikerne havde keret sig lidt mindre om hjemmefronten, så kunne krigen have været vundet. I stedet lukkede det demokratiske flertal i Kongressen for pengekassen, og regeringen lod sig koste rundt med af opinionstallene og fredsbevægelsen. Dét - og ikke krigen i sig selv - var problemet, konkluderede Cheney.

I filmen »First Blood« fra 1982 udtrykte Vietnam-veteranen John Rambo holdningen således:

»Det var ikke min krig ... Jeg gjorde, hvad jeg skulle gøre for, at vi kunne vinde. Men der var nogle, som ikke ville lade os vinde.«

To venstrefløjsaktivister skrev for nylig i en kommentar, at de konservative efter nederlaget i Vietnam »gav Demokraterne og fredsbevægelsen skylden, og de gjorde det med stort held«. Det samme vil ske igen efter Irak, og det må»vi forberede os på,« skrev de to, historikerne Jeremy Brecher og Brendan Smith.

Så vil det ske igen efter Irak - og vil krigstilhængerne have held af det?

Hvis krigen går skævt, vil de uden tvivl forsøge at tørre udviklingen af på modparten, siger professor i politisk videnskab, Ron Peters, til San Francisco Chronicle. Strategien »har virket igen og igen« i løbet af de seneste 60 år, og strategien »kan virke igen«.

På sin vis har præsident Bush og Demokraterne i de seneste to år allerede udkæmpet denne kamp.Og på nuværende tidspunkt har Demokraterne vundet kampen om aben. I sidste måned spurgte Fox News i en meningsmåling vælgerne:

»Hvis USA ikke er i stand til at skabe et stabilt Irak - hvis skyld er det så?«

43 procent af vælgerne placerede ansvaret hos Bush eller hans partifæller, mens 15 pct. placerede ansvaret hos medierne og Demokraterne.

Men det betyder ikke, at præsident Bush for tid og evighed vil eje krigen og ansvaret for krigens eventuelle nederlag.

Den næste præsident ser i øjeblikket ud til at blive en demokratisk præsident, siger professor Robert Dallek til San Francisco Chronicle, og det bliver så ham eller hende, som i 2009 skal lukke og slukke i Irak, og når det sker, vil »Republikanerne igen kunne sige, at partibogstavet »D« står for defaitisme. De vil igen sige, at Demokraterne er for slappe i sikkerhedspolitikken«.

Men analytikeren Thomas Mann fra tænketanken Brookings har sine tvivl om, hvorvidt skylden for Irak overhovedet kan tørres af på andre. Han mener, at krigen har varet så længe, den har været så kontroversiel, og den er så upopulær, at kun præsident Bush og Republikanerne kan få skylden.

»Republikanerne vil uden tvivl forsøge at skyde skylden over på modparten, men det vil være svært. For det første fordi offentligheden ser krigen som George Bushs krig, og for det andet, fordi offentligheden vil være lettet, når krigen slutter«.

Irak kan være det ene tilfælde, den ene krig, hvor dolkestødslegenden ikke virker.