Døden går amok

Der er masser af mageløst muntert vanvid i György Ligetis modernistiske mesterstykke »Le Grand Macabre«. På Operaen går det hele op.

To, der elsker hinanden: Amando (Elisabeth Jansson) og Amanda (Denise Beck) i »Le Grand Macabre«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nekrotzar er døden selv, han forkynder for menneskene, at i nat går verden under. To unge mennesker, svimle af lyst, leder efter et sted at elske. Hofastrologen, der er blevet arbejdsløs, holdes som sexslave af sin frodige hustru. Den hvide og den sorte minister holder den unge prins fanget. Sære ting sker. Så bliver det midnat, og så er alt slut. Og det er det så alligevel ikke. Dødens mission mislykkes. Døden går i graven.

György Ligetis store og eneste opera, »Le Grand Macabre«, udfolder et absurd, surrealistisk, sort-humoristisk univers, og stemningen bliver sat lige fra starten, med mange båthorn, der båtter lystigt og kraftigt. Såvel autoriseret som uautoriseret slagtøj er der i det hele taget mængder af, nede i orkestergraven, og det ikke-konventionelt melodiske, rytmisk komplekse og nogle gange ganske vildt forviklede partitur gør denne anti-anti-opera, som Ligeti selv kaldte den, til den grellest tænkelige modsætning til klassisk opera a la Puccini eller noget andet forførende og lækkert.

Et prægtigt værk er det ikke desto mindre, i sin egen ret, et modernistisk mesterstykke, og hvis man har mod på den slags, må man ikke misse repremieren på Operaen på Kasper Holtens inspirerende iscenesættelse fra 2001. Den daværende operachef havde til lejligheden allieret sig med to trofaste støtter, scenografen Steffen Aarfing og lysdesigneren Jesper Kongshaug, og der er så mange skønne skæve syner at se, at alene det gør det hele så godt, og der er en smuk, koreograferet kvalitet over forestillingen, en præcision i bevægelserne, der aldrig bliver private, men indlejres i en herligt helstøbt helhed. Musik for øjnene.

Muntert? Ja, faktisk

At chefdirigent Michael Boder og kapellet og koret så tydeligt trives med Ligeti, og at der også er så mange gode solister med ved denne repremiere, gør ikke den ungarske mesters dødedans mindre livsbekræftende.

Som de unge elskende er Det Kongelige Teater-debutanten Denise Beck (kvinden) og Elisabeth Jansson (manden) bare så dårende smukke og vellydende, det er dem, der har operaens smukkeste musik, æterisk skøn, den forløser de. Og man kan nævne Randi Stene som henrivende vulgær astrologhustru, og man kan fremhæve en sanger som Morten Staugaard, forestillingens sorte minister, der er uddannet skuespiller, og som man ikke før har kunnet høre i en opera på Operaen. Det kommer man garanteret til, han kan både spille skuespil og synge. Det kan den erfarne norske bas Ketil Hugaas også, han brillerede med mimik og muskuløs sang som døden selv, mens en anden norsk gæst, Eir Inderhaug, blandt andre ting leverede overdådigt spil og de sikreste koloraturer i rollen som Gepopo, operaens noget atypiske chef for det hemmelige politi. Bengt-Ola Morgny skal også lige nævnes, han var måske til tider næsten for grotesk vanvittig som den fordrukne Piet von Pils, men også kun næsten, vanviddet er en del af denne operas åndedræt, det muntre vanvid, så det kan næsten ikke blive for meget. Muntert? Ja, faktisk. Nok går døden amok, men den får jo, som allerede nævnt, en lang næse, og også derfor kan man forlade Operaen opløftet. Verden står endnu. Det gør Ligeti i den grad også.

Hvad: György Ligeti: Le Grand Macabre.

Hvem: Iscenesat af Kasper Holten. Det kongelige kapel, dir.: Michael Boder.

Hvor: Operaen.