Dødbringende diamanter

Edward Zwicks film »Blood Diamond« leverer storslået Hollywood-underholdning på en tragisk baggrund.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Slutningen på filmen »Blood Diamond« er afgjort for god til at være sand. Den er så opbyggelig, at man næsten hører harperne i Himlen klinge højere end normalt, men på den anden side er det sikkert sundt for os nu og da at opleve den slags slutning, der skal få os til at tro, at idealisme kan nytte, og at det er muligt at forbedre verden.

Det tyder ret meget ellers ikke på tidligere i filmen, der ligesom Mel Gibsons »Apocalypto« begynder med et voldsomt overfald på en fredelig landsby. Denne gang befinder vi os i 1999 i Sierra Leone, hvor den mest bestialske af alle afrikanske borgerkrige raser, og hvor filmens ene hovedperson, den flinke fisker Solomon Vandy (Djimon Hounsou), under overfaldet adskilles fra sin familie og føres bort som slave, præcis som hovedpersonen i »Apocalypto«.

Herefter holder ligheden mellem de to film i høj grad op. Solomon er heldig nok til at finde en gigantisk diamant, som det lykkes ham at skjule nedgravet ved en flod, og ad diverse bugtede veje bringer det ham i forbindelse med lejesoldaten, diamantsmugleren og lykkeridderen Danny Archer (Leonardo DiCaprio). Hvorefter de to sammen, om end ud fra vidt forskellige motiver, forsøger at finde dels diamanten, dels Solomons familie, hvad der selvklart er vanskeligt i et land opløst i blodigt anarki - oven i købet er Solomons elskede søn i mellemtiden blevet tvunget til at fungere som morderisk børnesoldat i den sindssyge oprørsbevægelse, der har for vane at hugge armene af de mennesker, som ikke bare bliver dræbt på stedet.

Bloddiamanter og børnesoldater - meget store og meget alvorlige emner er under behandling i Edward Zwicks film, der ikke kan beskyldes for at tage letfærdigt på sine tunge temaer, men som et klassisk Hollywood-produkt heller ikke vil fremstille dem mere indviklet end nødvendigt. I sine mest seriøse øjeblikke bliver »Blood Diamond« indtrængende pædagogisk og kan minde om en filmatiseret aviskronik.

Imidlertid har en række effektivt fungerende film fra »Ærens mark« til »Den sidste samurai« demonstreret, at Edward Zwick er usædvanlig dygtig til at håndtere det store episke format og ikke mindst ultradramatiske kampscener. Dem er der også en del af i »Blood Diamond«, og de fungerer fantastisk flot, ligesom filmen i det hele taget stråler af veloplagt kompetence - til gengæld kan man se det som et lille moralsk problem, at historiens handlekraftige helt er en pengegrisk lejesoldat, men det dilemma løser Edward Zwick behændigt til slut, mens de himmelske harper klimprer som besatte.

Melodrama, patos og Hollywood-klicheer? Ja, det findes alt sammen i den umanerlig lange film, men en voldsomt spændende historie baseret på et vedkommende fundament er den nu alligevel. Man lader sig rive med af dens ultradynamiske actionscener, og man konstaterer, at den p.t. Oscar-nominerede Leonardo DiCaprio stadig er en begavet skuespiller og nu har fået en maskulin kropslig fylde, som klæder den tidligere splejs ret godt.

Den talentfulde Jennifer Connelly virker derimod ret overflødig i en påklistret rolle som garvet, men stadig idealistisk krigsreporter - hun er nok primært med for at supplere de mange vrede mænd med lidt feminin kløgt, så også kvinder kan få lyst til at se filmen - men det er glimrende, at det lykkes for »Blood Diamond« at fylde tilskueren med et sundt og solidt had til den hæslige slags mennesker, som finder morskab i at massakrere sagesløse civile.

Subtilt er det selvfølgelig ikke, og helstøbt kan man heller ikke kalde den i passager tungt travende handling. Men topprofessionel underholdning med holdning er nu alligevel ingen ringe ting.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse