Død og liv i Venedig

På Gl. Holtegaard kan man gå gennem Venedigs historie og i velvalgte nedslag forstå, hvorfor byen på vandet har tiltrukket så mange malere. Og masseturismen.

Også nulevende billedkunstnere som Pipilotti Rist har anvendt Venedig som kunstnerisk igangsætter. Dette er et still fra en videoprojektion oven på et ældre maleri af Canal Grande. Pressefoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget, der hedder Stendahl-syndromet. Opkaldt efter den franske forfatter, som under et besøg i Firenze i begyndelsen af 1800-tallet blev helt svimmel og desorienteret efter at have oplevet byens kunstskatte.

Så selvfølgelig kan følelsen af mødet med overvældende skønhed også bruges om Venedig, og »Venedig-syndromet« er netop, hvad Gl. Holtegaard har kaldt en udstilling, der handler om byen på vandet. Eller La Sere­nissima som Venedig ikke uden grund på et tidspunkt kaldte sig selv. Det betyder så meget som den mest lysende og ophøjede by.

Enhver Venedig-rejsende ved, at Venedig ikke er lutter idyl. Byen, der er opstået på småøer på havet, har sine problemer med navnlig masseturismen og dens nedslidning og herunder de store krydstogtsskibe, som sender rystelser ind i byens undergrund, hvorfra vandet – og vandet fra havet – stiger op og i perioder gør passage vanskelig. Dertil kommer det høje prisniveau og restauranternes ofte lave kvalitetsniveau. Begge dele også fremkaldt af endagsturistens alt for hyppige standardbestilling af pizza og cola.

Og så alligevel. Bevidstheden om byens dramatiske historie. Udsigterne mod lagunen og ned af nogle af kanalerne. Paladserne langs Canal Grande, de mange kirker og al den kunst, der er i dem. Venedig er enestående.

Udsøgte værker

Det fremgår også af udstillingen, der undersøger en række af de måder, hvorpå kunstnere og intellektuelle gennem århundreder har været draget af byen. Og selv bidraget til forherligelsen af den gennem bøger og malerier.

Både på grund af sin magtpolitiske og økonomiske betydning og på grund af sin skønhed blev Venedig et yndet motiv fra mange malere. Canaletto, hans samtidige og efterfølgere, for eksempel, som malede byens kanaler og bygninger med så stor akkuratesse, at motiverne flere hundrede år efter står friske og troværdige. De var de såkaldte vedute-malere, der tilstræbte en virkelighedstro gengivelse.

Samme bestræbelse finder man på udstillingen også blandt eksemplerne på de danske guldaldermalere og deres meget smukke scenerier og anekdotiske fortællinger. Nogle af dem foregriber vore dages konfrontationer mellem turisten og lokalbefolkningen – og de tyve og tiggere, der altid tiltrækkes af mange turister.

Trods krige og erobringer blev Venedigs arkitektoniske egenart i det store hele skånet, så også hos danske malere i det 20. århundrede som J.F. Willumsen genkender man uden besvær motiverne ved Canal Grande, men kompositionen er nu friere og farveholdningen anderledes. Vild og ekspressiv og Venedig mere som sjælelige dramer end solbeskinnede paladser.

Blandt udstillingens højdepunkter er mesterlige sort/hvide fotografier af Viggo Rivad, der i modsætning til de fleste andre tog til Venedig i de mørke, tågede og regnvåde vintermåneder. Udstillingen understreger igen og igen gennem sine eksempler, at Venedig er utrolig inspirerende.

Lidt pudsigt er det måske, at en af Venedigs store malere blev døbt Canal – og siden kendt under navnet Canaletto. Det er nu ikke Giovanni Antonio Canal selv, men en kunstner fra hans værksted, som har malet denne udsigt med Palazzo Ducale og Markuspladsen. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

Venedig som temapark

Ikke desto mindre; Venedig synker. I et maleri af Per Kirkeby anes kun noget af det øverste af paladserne, og i videoversionen af Alfredo Jarrs model af Giardini – den park mange af biennalepavillonerne er opført i – ser man vandet stige og stige.

Vandet forsvinder så igen. Men det hjælper ikke meget, for videoen begynder forfra, og atter stiger vandet og dækker Venedigs ambitiøse forsøg på også at blive et centrum for moderne kunst.

Også den er inspirerende. Så inspirerende, at man hele tiden glemmer alt det besværlige ved Venedig, der både skyldes topografien og den forbandede men selvfølgelig fuldt ud forståelige masseturisme. Sidstnævnte adresseres også i en film, der forudser Venedigs skæbne som temapark. Før syndfloden.

Hvad: Venedig-syndromet. Hvor: Gl. Holtegaard, Attemosevej 170. Hvornår: Tirsdage-søndage 12-17, torsdage tillige til 20. Til 14. december.