Dobbeltkonfekt

Både Louisiana og Statens Museum for Kunst åbner nu udstillinger med maleren Henri Matisse. Dobbeltkonfekten i dansk kultur har eksisteret i årevis - tag bare DR og TV 2s samme kamera-vinkler af royalt bryllup eller Bush-besøget. Men er der da ingen grænser for dobbeltdækningerne?

Konflikten var tydelig for enhver og har formentlig ulmet i månedsvis. Og i denne uge brød den ud:

Uenigheden mellem direktørerne på de to store kunstmuseer, Lousiana og Statens Museum for Kunst, om hvem der først fandt på at udstille den franske maler Henri Matisse. Og hvem der i så fald snylter på den andens idé og markedsføring.

Konflikten har skær af både polemik og petitesse - men rummer principielle problemer om manglende koordinering og spild af offentlige kulturkroner. Samt ikke mindst om evnen til at respektere andres gode ideer i det danske kulturliv.

For selv om den franske verdensmaler er en fantastisk kunstner med mange gode historier - læs blot særtillægget om ham i dagens avis - virker det uigennemtænkt at udstille ham samtidig på to af landets største kunstmuseer. Også selv om de to museer fokuserer på meget forskellige perioder af malerens liv: Louisiana satser stort og har indsamlet i alt 160 værker fra alverdens store kunstmuseer, mens Statens Museum for Kunst i langt mindre format viser ni værker af museets enestående Matisse-samling. Med den oplagte konsekvens, at den lille udstilling nasser på den store, som Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner har anført i ugens løb. Den kulturelle dobbeltkonfekt er dog langt fra ny i det danske kunst og kulturliv.

Hele fejringen af H.C. Andersen er en masse gentagelser af kunstneriske udtryk over samme eventyr, samme liv og samme forfatterskab. Senest med to forestillinger, »Havfruen« og »Den Lille Havfrue«, der har præsenteret samme eventyr i forskellige former.

Danske forlag kopierer konstant hinandens gode ideer og udsender i disse år stakkevis af biografier. Ofte om de samme politikere eller kendisser. Og så sent som i fjor skete det i utrolig lighed, da kronprinsesse Mary blev portrætteret af først Ninka og så af journalisterne Karin Palshøj og Gitte Redder på samme tid.

Og endnu tydeligere er det hos DR og TV 2, der ved kongelige begivenheder og præsidentbesøg er fuldstændig identiske i sendefladen - kun adskilt af, hvilke journalister der er sat til at interviewe hinanden.

Sund konkurrence skader som udgangspunkt nok næppe dansk kunst og kultur. Snarere tværtimod. Og både kunstnerne og kulturcheferne har deres frihed til selv at vælge og tilrettelægge. Alligevel er der ikke meget fornyelse og dynamik, hvis alle går i samme fodspor. Hverken i forhold til kunstudstillinger eller andre kulturelle værker og projekter. Og grænsen går måske netop dér, hvor to institutioner med statstilskud konkurrerer om præcis det samme publikum. Det svarer til at sende dyre TV-nyheder eller dyr dansk TV-dramatik på samme tidspunkt på både DR og TV2. Til skade for både publikum og institutioner.

Netop derfor har de to TV-stationer da også indgået en såkaldt gentleman agreement om at undgå den form for dobbeltdækning - med lidt hjælp fra de ansvarlige politikere. Kunstmuseer og andre institutioner med offentlige tilskud bør gøre det samme. Både for at undgå overlap og for at skabe særskilte profiler, så ikke alle kommer til at ligne hinanden.

Alternativet er at få patent på den gode idé - og anlægge sag, hvis andre kopierer den. Som dansk films makkerpar Mogens Rukov og Thomas Vinterberg gjorde det, da de skulle følge op på succesen »Festen« og ville beskytte ideen om en scene med flyvende ugandere til filmen »It's All About Love«.

Den juridiske vej er dog endnu mere konfliktfyldt end den aktuelle misere. Det danske kulturliv er bedre tjent med selvjustits - eventuelt motiveret af de politiske tilskudsgivere.

Og det har manglet i denne uges kunst-konflikt. Kulturen på Spidsen sætter hver fredag sin spids i en aktuel kulturdebat fra ind- og udland.