Dobbelthæder til "En Soap"

Pernille Fischer Christensens »En Soap« blev i aftes hædret to gange med filmkritikernes pris Bodil. VIDEO: Interviews med vinderne

"Soap" løb med Bodil-prisen for Bedste danske film til instruktøren Pernille Fischer Christensen. Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til dem der har skal mere gives. Filminstruktøren Pernille Fischer Christensen havde i går en indbringende aften, da landets filmmedarbejdere hædrede hendes debutfilm »en soap« med to Bodil-priser som bedste danske film og for bedste kvindelige hovedrolle Trine Dyrholm. Dermed har instruktøren fulgt flot op på prishøsten fra sidste års filmfestival i Berlin, hvor hendes følsomme drama om forholdet mellem en hård kvinde og en blød transvestit fik både en Sølvbjørn og en debutantpris.

»Det er altid en fornøjelse at hædre en modig og original film, men glæden er ekstra stor, når filmen er lavet af et nyt og lovende navn - selv om ordet »lovende« egentlig er for svagt, når det drejer sig om Pernille Fischer Christensen. Hun demonstrerer nemlig her i sin første spillefilm så stor en sikkerhed og så stærk en profil, at hun allerede er hinsides det lovende og placeret som et centralt talent i dansk filmkunst,« lød det i begrundelsen fra Bodil-komiteen, der sluttede med at ønske Pernille Fischer Christensen en lang og produktiv karriere.

Trine Dyrholm modtog for bedste kvindelige hovedrolle en Bodil for sin præstation i samme films rolle som Charlotte, der boltrer sig i mænd og problemer med mænd, og som indleder en famlende relation til sin forhutlede transvestit-nabo. Trine Dyrholm blev i komiteens udtalelse kaldt mange pæne ting, heriblandt »talentfuld«, »smuk« og »begavet«.

»Men lige nu har vi allermest lyst til at bruge ordet frygtløs! Hele den unge Dyrholms allerede lange karriere viser nemlig på den flotteste facon, at hun som kunstner ikke er bange for at gå i lag med de sværeste og mest krævende opgaver - eller for den sags skyld bange for åbent at erkende sin usikkerhed over for nogle af disse opgaver, hvad der om muligt må vække endnu mere respekt,« sagde Bodil-komiteen.

Prisen for bedste mandlige hovedrolle gik til Nicolas Bro i Christoffer Boes aparte film »Offscreen«. I filmen spiller Bro tilsyneladende sig selv, men efterhånden udvikler han sig til et menneskeligt monster og sprænger alle grænser mellem det biografiske, det dokumentariske og det fiktive.

»Vi er stærkt fornøjede over, at han i »Offscreen« omsider fik den kæmpestore hovedrolle, som han fortjente - og som hans talent bærer uden besvær, selv om vi stadig ikke er kommet os helt over, at denne tilsyneladende så venlige og fredelige mand kan blive så uhyggelig,« lød det blandt andet i komiteens begrundelse.

Bedste biroller gik for kvindernes vedkommende til Stine Fischer Christensen som Mads Mikkelsens hemmelige datter i Susanne Biers Oscar-nominerede »Efter brylluppet«.

»Hvis den film senere i aften får en Oscar ovre i USA, er det blandt andet Stine Fischer Christensens fortjeneste,« lød kommentaren fra filmkritikerne med henvisning til oscaruddelingen, der også fandt sted sent i går aftes.

Bent Mejding fik en birolle-Bodil for sin magtfulde præstation som tyrannisk rektor i Niels Arden Oplevs »Drømmen«.

Andre danskere der kunne hjemtage priser var blandt andre Anders Østergaards »Gasolin'« for bedste dokumentarfilm, mens Jørgen Johansen fik prisen som bedste fotograf for sit arbejde i »Prag«. Og sidst, men ikke mindst, fik Helle Virkner en særlig æres-Bodil for sin samlede filmkarriere.