Dobbeltdækkeren er det bedste

For en lille østtysk pige var busserne det mest spændende, da hun i går sammen med sin far og mor kom på den anden side af Muren. Forældrene havde svært ved at fatte, at de virkelig var i Vestberlin.

Originalartikel fra 1989

Dobbeltdækkerbussen var det bedste ved Vestberlin, da Viola Knuth på treethalvt år i går med sin far, mor og bedstemor brød gennem Muren.

 Straks efter at have passeret grænsen ved Prinzessenstrasse, i nærheden af den legendariske Checkpoint Charlie-overgang, steg Viola muntert op i linje 29, der gratis kørte den lille familie til Kurfürstendamm, Vestberlins hovedstrøg, hvor titusindvis af østtyskere nu går op og ned ad fortovet, som havde de aldrig bestilt andet.

Forældrene, Gabi og Rainer Knuth, havde lidt sværere ved at kapere, hvad der var sket. Med blanke øjne kiggede Rainer Knuth, 37-årig svagstrømsingeniør, over på Muren fra vestsiden. En times tid senere, da Berlingske Tidende havde bænket dem i Möwenpick-restauranten på Ku’damm, over for ruinerne af Gedächtniskirche, sagde Gabi, 30-årig økonom og gravid i tredje måned med familiens andet barn:

 ”Jeg kan stadig ikke fatte det.”

Skrev liste over Vest-slægtninge
Gabi og Rainer Knuth tudede, da de fredag morgen i radioen fik bekræftet, hvad venner allerede havde fortalt dem aftenen før. De ringede til Rainers mor i Dessau, 170 kilometer fra Østberlin-forstaden Marzahn, hvor den lille familie bor i et kæmpemæssigt boligkompleks.

”Så satte bedstemor sig ind i sin Trabi og kørte for første gang helt alene den lange vej til storbyen. Hun var fremme fredag aften, og champagnen var parat. Vi talte den halve nat, prøvede at skrive ned, hvor mange slægtninge vi egentlig havde i Vesten. Da vi endelig gik i seng, havde vi svært ved at sove. Jeg tror, vi vågnede klokken halvseks, stive af spænding over, hvad der skulle ske.

Den 59-årige bedstemor, der hedder Viola Knuth, som sit barnebarn, har været i Vesttyskland én gang, på familiebesøg.

Hun var derfor den mest erfarne, da den lille trup om morgenen begav sig til grænsen. De ventede fem kvarter, fordi køen var lang, men selve ekspeditionen tog under et minut. ”Og de var flinke,” fortæller Gabi Knuth.

”De gad knap nok se vore papirer,” siger bedstemoderen og ryster hovedet i vantro. ”Kun med mit barnebarn ville de være sikre på, at formalia var i orden.”

Rainer Knuth husker, hvordan han for bare et år siden fik afslag på at rejse til sin mors kusine i Hannover for at fejre hendes 70-års fødselsdag. ”Myndighederne sagde nej,” fortæller han. ”Hvad gør man så? Jeg gik på værtshus og tænkte: Det kan da ikke være rigtigt.”

Næste dag gik Knuth på arbejde ”som om intet var hændt”. Man ville have haft et roligere liv, hvis den slags ikke var sket.”

I går, da familien fra deres vindue i restauranten kunne se tusindvis af deres landsmænd stå i kø foran en bænk ved Gedächtniskirche for at få udbetalt 100 D-mark i ”velkomstpenge” fra myndighederne i Vestberlin, sagde Rainer Knuth:

”Hidtil behøvede vi ikke at spekulere så meget på materiel rigdom og den slags, fordi vi ikke havde adgang dertil. Nu står vi i Vestberlin, vi kan røre ved velstanden, men har ikke råd. Det er på en måde værre end at leve i uvished.”

Nye steder andre priser

Såvel ægteparret som bedstemoderen havde svært ved at acceptere, at Berlingske Tidende ville invitere dem på et lille måltid. Rainer Knuth var ved at vende om, da han ved indgangen til Möwenpick så, at en kop kaffe kostede over tre D-mark eller hen ved 15 kroner.

”Vi er vant til selv at betale,” sagde de. ”Vi har ikke skyldt nogen noget, og lader være med at købe, hvad vi ikke har råd til. Men i Vestberlin er vore øst-mark jo intet værd. Det er virkeligt et problem.”

Bedstemor Knuth sad med sin kaffe – hun nægtede at indtage fast føde for en dansk avis’ regning – og tænkte tilbage på 1956, da hun sammen med sin mand og deres to børn var på vej til Vesttyskland. ”Vi havde allerede et sted at bo, og rullemadrasserne og det hele var sendt afsted. Men i sidste øjeblik valgte vi at blive i øst. Der er vort hjem, her har vi de fleste venner og slægtninge.”

Fem år senere kom Muren, og det var umuligt at rejse ud.

”Men tænkt om vi ikke var vendt tilbage. Det ville have været et andet liv…”

Gabi og Rainer Knuth tænker heller ikke på at forlade DDR:

”Man kommer ti verden et bestemt sted. Det må der være en mening med,” tror Rainer Knuth.

”Vi er begge født i Østtyskland, hvor alt er bygget op fra grunden. Og egentlig har vi præsteret ikke så lidt. Vi har et socialt sikkerhedsnet, fast arbejde, og nu bor vi i egen lejlighed. Vi har endog fået en kolonihave, som Viola elsker at lege i. Vores Wartburg er 12-15 år gammel, men spinder som en mis. Hvad mere kan man ønske sig, nu hvor vi også kan rejse til Vesten uden problemer?

”Jo, måske et par ting: Frie valg, for eksempel. Men man kan jo ikke ændre alt på én gang. Jeg vælger at tro, at myndighederne virkelig vil lytte til folket nu. Det er allerede begyndt på min arbejdsplads. Vi havde medarbejdermøde i den forløbne uge, og al kritik kom på bordet.”

Bedstemor Knuth: ”Tidligere var man bange for stikkere.”

Rainer Knuth: ”Ja, og det er forbi nu.”

Økonomien skal også på fode, og ”de vanvittige statssubsidier på bl.a. fødevarer afskaffes,” mener Rainer Knuth. Det kan så føre til, at den bløde øst-mark, der i dag ligner Matador-penge, engang kan veksles til en rimelig kurs til D-mark.

Neglebidende spændende

”Alt kan ske nu,” siger Rainer og Gabi Knuth. ”Indtil for nogle uger siden læst vi aldrig den kommunistiske partiavis, eller så den østtyske tv-avis. Nu kaster vi os over dem.

Politik er pludselig blevet neglebidende spændende.

”Men læg mærke til, ” siger Rainer Knuth, ”de hundredetusinder, der er kommet over til Vestberlin i dag. De er tegn på, at mange ikke tror, det holder. De vil benytte sig af rejsemuligheden i en fart, inden det måske er for sent. Jeg selv tror på fremtiden, Man kan ikke skrue alt dette dejlige tilbage.”

”På en måde,” siger Rainer Knuth, ”er det lidt synd for min datter. Hun er så lille, at hun ikke forstår, at hun tripper rundt midt i en verdenshistorie.”

Udenfor kører dobbeltdækkerne. Efter en smule middagssløvhed er Violas interesse vakt igen, og sammen drager familien på besøg hos en slægtning i Vestberlin, der ikke aner, at de kommer. Vejret er smukt, gaderne er fulde af glade mennesker, og da Rainer, Gabi og to gange Viola Knuth stiger ind i bussen igen ligger melodien til ”I Østen stiger solen op” lige på tungen.