Dobbeltanmeldelse: Dansk krigsdrama til 42 millioner er et sentimentalt skrummel af en film

Med et budget på 42 millioner er »I Krig & Kærlighed« en historisk dyr film efter danske standarder. Men hverken krigsveteranen eller filmredaktøren er tilfredse med resultatet. Måske skulle pengene i højere grad være brugt på den krig, historien tager udgangspunkt i.

Sebastian Jessen vender hjem fra 1. Verdenskrig og opdager af hans kone måske, måske ikke er forelsket i en anden i I Krig og Kærlighed Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I Krig og Kærlighed« anmeldes af både infanterist og redaktør af militærsitet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen, samt af filmredaktør Sarah Iben Almbjerg.

Et sukkerchok, der overdøver sanserne

»I Krig og Kærlighed« er et stort skrummel af en film, der har så travlt med at vække vores følelser, at man nærmest får sukkerchok undervejs, mener filmredaktør Sarah Iben Almbjerg.

★★★☆☆☆

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Sarah Iben Almbjerg Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Ifølge Gyldendals Store Danske Ordbog er sentimentalitet et begreb, der dækker det overdrevent følelsesfulde, der med forkærlighed dyrkes i triviallitteratur, popmusik og film. Hvis det sentimentale skal være godt, kalder man det rørende eller gribende. Er det skidt, kan man kalde det spekulation.

Lad mig komme med et eksempel: Du ser en mand og en kvinde på en strand. En kvindestemme synger »Sig nærmer tiden«. Du ser manden lege med barnet i modlys. De flyver med et krigsfly. Stemmen synger videre. Violiner tager over. Klip til en grøft under Første Verdenskrig, hvor tre mænd mumler noget uforståeligt om at savne deres børn i Danmark. Der kunne lige så godt bare stå: Føl, mærk, tud.

Sådan er det med åbningen »I Krig og Kærlighed«, der føles som at blive stukket af en kanyle fuld af sukkervand. Det er pænt ment, det ser godt ud, men det er også alt, alt for meget.

»En del af budgettet må være brugt for det evindelige strygerorkester, der ligger som en tyk sukkerbund under hver eneste scene, der indeholder et længselsfuldt blik «


»I Krig og Kærlighed« er på alle måder en storfilm. Budgettet er på svimlende 42 millioner kroner. En del af den formue må være brugt på det evindelige strygeorkester og klaveret, der ligger som en tyk sukkerbund under stort set hver eneste scene, der indeholder et længselsfuldt blik eller et kys. Første Verdenskrig er til gengæld reduceret til 20 minutters skyttegravskrig, nogle ruiner og en kampvogn, der bryder i brand. Forventer man fodfolk og marcherende soldater, bliver man skuffet.

Filmen er nemlig i højere grad et kærlighedsdrama om Esben, der kommer hjem fra krigen til en kone, der måske, måske ikke, er blevet forelsket i en tysker. Personligt ville jeg godt kunne forstå det, for »Game of Thrones«-stjernen Tom Wlaschiha har fået filmens mest interessante rolle som den ret sympatiske Gerhard, der forsøger at stille alle tilfredse, selvom han render rundt i den forhadte - og usædvanligt velsiddende - uniform.

I et forsøg på at få konen for sig selv, beordrer Gerhard, at Esben bliver sendt tilbage til fronten, selvom han allerede er blevet erklæret uegnet. Esben flygter og gemmer sig på loftet af familiens mølle. Gennem små huller i gulvet kan han se, hvordan tyskeren forsøger at overtage rollen som familiefar.

Tom Wlaschiha (til venstre) som den gode tysker overfor Ulrich Thomsen, der bare er almindeligt gemen i "I Krig og Kærlighed" Fold sammen
Læs mere

Det er gribende nok at overvære, men der er også noget underligt skabelonagtigt over både Esben (Sebastian Jessen) og hans kone Kirstine (Rosalinde Mynster). Jeg havde i hvert fald svært ved at forstå, hvad de vil. Jo, Esben vil gerne have sin familie. Alligevel foretager han ulogiske valg, der adskiller ham fra dem. Og Kirstine vil gerne have sin mand, men alligevel inviterer hun tyskeren til middag, ligesom hun sender ham længselsfulde blikke ved en fest. Det er altsammen ret forvirrende.

Måske vil filmskaberne slet ikke have, at vi forstår filmen. Måske skal vi bare føle den. Det vil i hvert fald forklare klaveret og strygerne i baggrunden.

Og hvis man vælger at se »I Krig og Kærlighed« som et meget dyrt, poetisk digt, er den faktisk flot og medrivende. Mange billeder er så smukke, at de fungerer som små værker i sig selv.

Men som spillefilm føles den lang, sentimental og lige så skrumlende som det krigsfly, der til allersidst tager afsted og minder os om, at vi trods alt står i en af verdenshistoriens største krige og ikke bare i et kærlighedsdrama på Kanal 2.

Rosalinde Mynster kæmper med et underligt manuskript og med sin mand, Esben, i I Krig og Kærlighed Fold sammen
Læs mere

Krigsscener rammer som vådeskud i film om kærlighed

Den er blevet sat stort op som den første danske film om Første Verdenskrig. Men »I Krig & Kærlighed« handler først og fremmest om kærlighed, og de få krigsscener gavner ikke filmen. Dem kunne instruktøren med fordel have udeladt, mener tidligere infanterist og redaktør af militærsitet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen.

★★★☆☆☆

Peter Ernsted Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Man plejer at sige, at godt begyndt er halvt fuldendt. Set i det lys kommer filmen »I Krig & Kærlighed« ualmindeligt skidt fra start. Og det tager desværre lang tid at overvinde den irritation, som de indledende »krigsscener« skaber for enhver med bare en smule indsigt i militære forhold. Det er synd, for filmen vinder i det lange løb som et flot fortalt drama om sønderjydernes lidelser under Første Verdenskrig.

Vi skal dog meget ondt igennem inden. Og her tænker jeg ikke på de rædsler, som Første Verdenskrig påførte millioner af unge europæiske og amerikanske mænd med næsten 10 mio. døde og over 20 mio. sårede. Jeg tænker først og fremmest på de scener i filmen, som danner bagtæppet for hele den efterfølgende fortælling om soldaterne og sønderjyderne Esben og Jes.

»»krigsscenerne« udstiller billedet af en kærlighedshistorie, der med vold og magt skal pakkes ind i den forfærdelige historie om Første Verdenskrig«


Første Verdenskrig er kendt for det meningsløse slagteri af millioner af unge mænd, som døde til ingen verdens nytte. Alene i slaget ved Cambrai i Frankrig omkom sammenlagt 45.000 soldater på begge sider, og det er lige præcis her, filmen tager sin begyndelse. Men de hundredetusindevis af soldater er reduceret til … tre. De er tilsyneladende ikke under kommando og går som forvildede spejdere uden kompas oprejst rundt midt i krigszonen, som altså er komplet blottet for ikke bare soldater men mennesker i helhed.

Man er lige ved at rejse sig op og forlade biografen, da de frejdige danske sønderjyder standser som to dådyr fanget i lyskeglen ved synet af en britisk kampvogn. Den triller langsomt frem af nogle ruiner. Men i stedet for at søge skjul og dækning bliver vores uheldige helte stående, tager ladegreb på deres Garant-geværer og begynder at skyde mod denne pansrede kampvogn. Suk!

I præsentationen af filmen kan man læse følgende: »Filmen har en dramatisk og konfliktfyldt stemning, og den indeholder passager med realistiske skildringer af krig og soldater i kamp. I én scene bliver en soldat desperat, da han sidder fast i pigtråd, og i et forsøg på at få ham til at være stille, kommer andre soldater til at slå ham ihjel. I andre krigssituationer ses udpenslede skader på soldater, efter at en granat er sprunget (nej, det hedder sprængt, red,), og i en længere scene vises en skrigende soldat brænde ihjel.«

Nej, nej, nej! Filmen indeholder ingen realistiske skildringer af krig og soldater i kamp. I stedet render vores uheldige helte rundt i en tom ruin og finder én såret fjende, som bliver skudt. Hold nu op. Der lå ingen enkeltkæmpere og forsvarede en hel by under Første Verdenskrig.

Hvor er de menige sønderjyders sergent og resten af deres gruppe? Hvem har kommandoen? Hvorfor kører en fjendtlig kampvogn ubeskyttet rundt i en ruin uden støtte? Hvorfor løber de tre soldater forvildede rundt og løser en udefineret opgave helt alene, som ville kræve indsættelsen af mindst en deling eller snarere et kompagni? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Det giver ingen mening, og man bliver mildest talt biograftræt, inden filmen overhovedet er kommet rigtigt i gang.

I stedet for at bruge ressourcer på at bygge en vellignende britisk kampvogn havde pengene været bedre brugt på en militær konsulent, der kunne have luget de værste klichéer og fejlskud ud. Bedre bliver det ikke, når holdet bag filmen skriver i præsentationsmaterialet, at hovedrollen Esben deserterer fra krigen. Forkert. Han har fået et kødsår på hånden, bliver behandlet på et lazaret, hvor en ungarsk doktor forklarer en tysk kommandant, at den unge Esben ikke kan sendes tilbage til fronten med sin ødelagte hånd.

»»krigsscenerne« udstiller billedet af en kærlighedshistorie, der med vold og magt skal pakkes ind i den forfærdelige historie om Første Verdenskrig«


Derpå får Esben ros fra kommandanten og en medalje for sin heltemodige indsats, hvorefter han bliver løst fra krigen og får lov at rejse hjem. Det har intet med desertering at gøre. Formuleringen og »krigsscenerne« udstiller billedet af en kærlighedshistorie, der med vold og magt skal pakkes ind i den forfærdelige historie om Første Verdenskrig – uden at holdet bag har den fjerneste anelse om, hvad krig, soldater og militære termer handler om. Derfor tyr man til det nemme. Klichéer, som gør det til noget af en udfordring at se resten af filmen med åbne øjne.

Peter Ernstved Rasmussen er journalist og redaktør på OLFI, som dækker dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Han har derudover en baggrund som infanterist, reserveofficer og delingsfører ved Den Kgl. Livgarde.

»Krigsscenerne« udstiller billedet af en kærlighedshistorie, der med vold og magt skal pakkes ind i den forfærdelige historie om Første Verdenskrig, mener Peter Ernstved Rasmussen Fold sammen
Læs mere

»I Krig og Kærlighed«: Instruktør: Kasper Torsting. Medvirkende:  Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Thure Lindhart og
Tom Wlaschiha m. fl. Premiere i biografer over hele landet i dag.