Diversitet er på dagsordenen: Eleverne syntes, at programmet rummede for mange mandlige oscarvindere

Det er ikke kun Den Danske Filmskole, der oplever stigende krav fra eleverne. Også de øvrige filmskoler har sat diversitet og repræsentation på dagsordenen efter krav fra de studerende. »Jeg har en stærk sympati for unge filmoprørere,« siger skoleleder.

På Filmhøjskolen i Ebeltoft manglede der, ifølge eleverne, film i pensum fra kvindelige, oscarvindende filminstruktører. Her er det Kathryn Bigelow, der modtager sin oscar for »The Hurt Locker« i 2009 – en af de få gange, hvor oscaren er uddelt til en kvindelig instruktør. Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

Mere fokus på kønsidentitet, race og miljø i undervisningen. Flere film lavet af kvinder på pensum.

Det er ikke kun på Den Danske Filmskole, at nye tanker om etnisk og kønslig diversitet er sat på dagsordenen. En stribe af de højskoler og uddannelser, der udbyder filmkurser, og som hyppigt fungerer som trædesten for fremtidens filmarbejdere, er dybt engagerede i diskussionen. Det viser en rundringning foretaget af Berlingske.