Disse fire film med dansk islæt kan vinde en Oscar

En dansk filmfotograf er nomineret til verdens fornemmeste filmpris, mens tre film med en særlig tilknytning til Danmark ligeledes er blandt de nominerede til Oscar-uddelingen.

Filmen »The Shape of Water« har indbragt en Oscar-nomering til den danske filmfotograf Dan Laustsen. Filmen har dansk premiere den 22. februar. Fold sammen
Læs mere

Den danske filmfotograf Dan Laustsen kan vinde en Oscar i kategorien for bedste fotografering for sin rolle i produktionen af filmen »The Shape of Water«.

Foruden Dan Laustsen er tre film med dansk islæt nomineret til priser. Det drejer sig om svenske »The Square«, amerikanske »Strong Island« og dansk-syriske »De Sidste Mænd i Aleppo«.

Det kom frem i dag, hvor listen over de nominerede film blev offentliggjort. Dermed er Dan Laustsen den første dansker, der er nomineret i kategorien for bedste fotografering siden Mikael Salomon i 1990.

Filmen »The Shape of Water«, der er instrueret af Guillermo del Toro, fører an med hele 13 nomineringer til årets Oscar-uddeling. Om den også kaster en dansk Oscar-vinder af sig, finder vi dog først ud af den 4. marts, hvor prisuddelingen finder sted i Los Angeles.

Dan Laustsen har arbejdet tæt sammen med Guillermo del Toro på flere filmprojekter, men han har en lang karriere som filmfotograf bag sig. I Danmark er Dan Laustsen især kendt for film som »Gummi-Tarzan« og »Nattevagten«, mens han i udlandet har arbejdet på store filmprojekter som »Silent Hill« og »League of Extraordinary Gentlemen«.

Han har kun ros til overs for Guillermo del Toro, som han til Ritzau kalder »et visuelt geni«. Til Ritzau fortæller Dan Laustsen yderligere om »The Shape of Water«, at del Toro:

»[...] har gået med historien i sit hjerte i mange år, og så har vi løftet det i flok sammen med alle de andre på filmen, og det har været en meget stor kreativ proces.«

Filmen er et overnaturligt eventyr, der foregår under Den Kolde Krig. Den er blevet sammenlignet med del Toros tidligere film »Pans Labyrint«, der ligeledes blander virkelighed med fantasi. Filmen forventes at have dansk premiere den 22. februar.

To dokumentarer og Guldpalme-vinderen

Den svenske film »The Square« har allerede gået sin hædersgang ved at vinde priser verden over. Blandt andet den prestigefyldte Guldpalmen ved filmfestivallen i Cannes. Til Oscar-uddelingne er den nomineret i kategorien for bedste ikke-engelske film.

I hovedrollen er Claes Bang, mens også den danske skuespiller Christopher Læssø har en rolle i filmen. På rollelisten findes flere andre internationale stjerner som Dominic West (bl.a. kendt fra «The Wire« og »The Affair«) og Elisabeth Moss (bl.a. kendt fra »Mad Men« og »The Handmaid's Tale«). Desuden er det danskeren Jacob Schulsinger, der har klippet »The Square«.

Filmen er en samfundssatirisk fortælling om museumsinspektøren Christian (spillet af Claes Bang), der kommer ud for en række absurde hændelser i dagene op til en stor premiere på en ny kunstudstilling. Rollen indkasserede Claes Bang en pris for årets mandlige hovedrolle ved European Film Awards. Han er dog ikke indstillet til nogle individuelle priser ved Oscar-uddelingen.

Derudover er Danmark repræsenteret direkte gennem dokumentarfilmen »De Sidste Mænd i Aleppo« og indirekte gennem dokumentaren »Strong Island«.

Den førstnævnte handler om redningstjenesten De Hvide Hjelme, der har hjulpet civile i den krigshærgede syriske by Aleppo, mens den sidstnævnte er en stærkt personlig historie, hvor den amerikanske instruktør Yance Ford undersøger omstændighederne omkring sin brors død.

Begge er blevet til i samarbejde med danske filmfolk. »De Sidste Mænd i Aleppo« er en dansk-syrisk coproduktion, instrueret af syriske Feras Fayyad sammen med medinstruktør Steen Johannessen. Den er coproduceret Søren Steen Jespersen fra Larm Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

»Strong Island« er klippet af danske Janus Billeskov Jansen og coproduceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real - også med støtte fra Det Danske Filminstitut.