Disney for voksne

Celine Dion har gjort kitsch, kliche og klister til en lukrativ levevej, som torsdag aften førte hende forbi Parken.

Foto: Mogens Flindt/Scanpix

Der findes diskussioner, som aldrig finder en konklusion. Om Gud eksisterer, om Maradona var bedre end Pelé, og om salgstal siger noget som helst om en kunstners kvalitet.

Mener man det sidste, må man imidlertid være rede til at nævne Celine Dion i samme åndedrag som Vincent van Gogh, William Shakespeare og Andy Warhol. For fransk-canadieren er nemlig alle tiders bedst sælgende sangerinde med afsindige 180 millioner solgte plader i ryggen.

Er man derimod af den overbevisning, at kunstnere skal bedømmes udfra størrelser som personlighed og originalitet, stiller sagen sig noget anderledes.

For vel har Celine Dion en vokal, som er fuld af klang og farve, men hvad hun vil med sine sangforedrag – udover at demonstrere tonal spændvidde og udgyde klicheer – står hen i det uvisse.

Hendes enorme popularitet taler ikke desto mindre sit eget klare sprog. Hun har »noget«, hvad enten man kan høre det eller ej.

Og stort må det være, for torsdag aften var Parken besat til sidste sæde af et plus 30-publikum i pænt tøj og perlende humør, der alle havde betalt en formue for at se og høre sangerinden, som blandede sange fra sit seneste album med de FM-hits, hun har begået siden 1990.

Ned med Titanic
Den 40-årige hovedrolleindehaver åbnede showet med en cover-version af Roy Orbisons fine »I Drove All Night« og afviklede siden numre som »I’m Alive«, »All By Myself« og »It’s All Coming Back To Me Now« med alt, hvad den kunne trække af fællessang og indstuderede introduktioner.

Aftenen kulminerede dog med den ualmindelig sejlivede »Titanic«-schlager, »My Heart Will Go On«, som Celine Dion gav med så meget patos, at det veloplagte publikum måtte sætte alt, hvad de havde af lightere, mobiltelefoner og glowsticks ind på at matche hende.

Men når alt kom til alt, var showet på intet tidspunkt mere end kitsch på topprofessionelt plan. Lyset fungerede, det store band ramte tonerne, og Celine Dion sang sig helt ud mellem de akustikdræbende plasticsæder.

Andet var der bare ikke i de små to timers musik, som snildt kunne være et glemt soundtrack til en Disney-film, hvor sentimentalitet og banalitet også har det med at finde sammen i et veltilrettelagt og fuldkomment ligegyldigt udtryk.

På stavepladeniveau
Det var ganske enkelt tomhed på højeste niveau og frustrationen over, at Celine Dion ikke har nogen ægte kunstnerisk vision at byde sin stærke stemme blev kun formildet af en række ufrivilligt komiske optrin, som inkluderede fem kostumeskift, et fuldkommen grinagtigt flamenco-intermezzo og et meget, meget besynderligt medley af Queen-numre.

Dertil kom Celine Dions skuespil – eller rettere overspil. Som når hun igen og igen knyttede næven mod himlen i en eller anden komplet utroværdig girl power-hilsen, eller når hun efter et par af de stille sange tørrede tårer af kinden, som slet ikke kunne ses på storskærmenes close-up.

Kommunikation på stavepladeniveau, kunne man kalde hendes gestik, og det samme gjaldt musikken, som rungede rundt i Parkens fuldkommen håbløse betonkonstruktion.

Men sælge billetter og plader, det kan Celine Dion, så diskussionen om kunst og kasseapparat kan fortsætte i helt samme lydspor som før hendes besøg i København.

Sørgeligt forudsigeligt, sørgeligt sandt.