Dirigent bliver i Danmark

Italieneren Giancarlo Andretta har forlænget sin kontrakt som chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester med tre år til 2012, og hele det danske musikliv, der nyder godt af den 44-årige superdirigent som også professor på Musikkonservatoriet og som operadirigent, kan ånde lettet op.

Andretta har fravalgt karrieren som efterspurgt stjernedirigent på farten til fordel for balance i familie- og arbejdsliv, og så kan han lide stemningen i Aarhus Symfoniorkester, som han dirigerede første gang i 1998, da han med kort varsel erstattede en sygemeldt Francesco Cristofoli. Næste torsdag, den 6. september, indvier han Aarhussymfonikernes nye hjem, som er i »Symfonisk Sal« i tilbygningen til Musikhuset Aarhus. Det sker med Nikolaj Znaider som solist i Beethovens Violinkoncert og Carl Nielsens 4. symfoni »Det uudslukkelige«.