Direktør overvejede at gribe til civil ulydighed. I stedet sparkede han gang i en stor diskussion: »Det er jeg stolt af, at jeg var med til«

Norske Erlend Høyersten drømte egentlig om at blive læge. Ved et tilfælde forelskede han sig i kunsthistorie, og siden 2014 har han siddet i direktørstolen på ARoS. Under coronaudbruddet satte han spørgsmålstegn ved regeringens prioritering af kulturen og skabte debat, da han overvejede at åbne sit museum under nedlukningen. Erlend Høyersten er udvalgt af Berlingske som et forbillede. Læs hans historie her.

Erlend Høyersten, ARoS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg var museumsdirektør for KODE i Bergen, da jeg blev tilbudt jobbet på Aros. Det blev jeg meget glad for, for jeg tænkte i forvejen, at jeg gerne ville arbejde i et andet land.

Klokken seks om morgenen en søndag i januar 2013 blev jeg vækket af en SMS, hvor der stod, at jeg hellere måtte komme hen på museet i Bergen. Der havde været et avanceret og ret brutalt indbrud i museets store samling af kinesiske antikviteter. Indbruddet var åbenbart planlagt over lang tid, og inden tyvene var brudt ind, havde de antændt to biler på hver sin side af centrum, så de vidste, at politiet var optaget, når museets alarmer gik i gang.

Mellem studiet og sit første job som kunsthistoriker arbejdede Erlend Høyersten som ufaglært i psykiatrien, hvor han lærte, at »nogle har en tungere skæbne end andre, og den skal man ikke skal dømme et menneske ud fra«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Allerede samme dag var lokalaviserne klar til at interviewe folk, som mente, at jeg skulle fyres. Der blev kørt en stor kampagne mod mig i den tabloide presse og politikerne begyndte at stille spørgsmål til museets sikkerhed. Over tid begyndte jeg at tænke: Okay, fuck this – jeg slider mig selv op og arbejder lange timer for at gøre byen mere interessant, og nu mister jeg folks tiltro.

12 måneder senere flyttede jeg til Aarhus og startede på Aros i 2014. Min far er norsk og min mor er dansk, så Danmark var ikke fremmed for mig, men jeg har alligevel sagt farvel til meget ved at flytte fra Bergen.

Jeg savner mine forældre virkelig meget, og jeg har mindre kontakt til gode venner og det landskab, som jeg er vokset op i og finder tryghed i.

Danskerne er heller ikke så imponerede over nordmænd, så jeg har nogle gange følt mig lidt isoleret. Flere har sagt: »Hvad laver du egentlig her?« og »Er du nordmand? Hvorfor er du så ikke oppe i Jomfru Ane Gade og drikke?« Jeg har også fået at vide af nogle, at jeg ikke ville klare opgaven som direktør for Aros, men den type udmelding har bare fået mig til at tænke: »Jeg skal bevise, at du tager fejl.«

Provokeret af kulturministeren

Da jeg kom til Aarhus, var Aros allerede en succes, så min opgave var at lave en succes oveni en succes. Jeg er stolt af mange ting – især at vi som museum er kommet på kortet på en anden måde end før.

For mig handler kunst om menneskets iboende behov for at skabe mening og sammenhold. Kultur er i det hele taget vigtigt, fordi vi mennesker er mere end nogle, der spiser, skider og sover – vi er mere end en tarm. Kunsten har en evne til skabe fællesskab, empati og sympati og minde os om vores menneskelighed, hvor vi kommer fra, og hvor vi måske er på vej hen.

»Jeg blev så træt af folk i starten af corona. Facebook blev den spanske inkvisition, hvor man moraliserede og udskammede, og folk indtog en privilegeret position, hvor de skulle vise, at de gjorde det rigtige ved at sidde hjemme i deres store villa og skrive: #Staythefuckhome,« siger Erlend Høyersten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Men alt det blev snakket ned og prioriteret bort, da coronavirus ramte. Jeg blev enormt provokeret af kulturministeren, som snakkede om Maslows behovspyramide. For kunst, musik og kultur er essentielt for mennesker – især i en krisesituation.

Min mor arbejdede som sygeplejerske på en kræftafdeling, og i min barndom kom hun dagligt hjem og fortalte om døende mennesker. Da jeg læste kunsthistorie sagde hun: »En ting er at få folk til at overleve, en anden ting er at få folk til at leve« – det er det, kunst kan.

Det tog otte uger før ministeriet kom med nogle signaler om, hvad vi skulle. Og otte uger er fandme længe. Da vi endelig troede, at vi kunne åbne igen, blev det udskudt, mens storcentrene måtte åbne. Der tænkte jeg: »Okay, nu stopper det«, og derfor skrev jeg et debatindlæg til Kulturmonitor, hvor jeg satte spørgsmålstegn ved prioriteringen og overvejede civil ulydighed ved at genåbne.

»Kunst- og kulturinstitutioner er ekstremt vigtige for, at vi har et funktionelt samfund. Mennesker har brug for kunstinstitutioner som ARos, hvor forestillinger og fordomme udfordres, hvor man udvikler sig mentalt, og hvor man lærer at forstå andre mennesker,« siger Erlend Høyersten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det har måske noget at gøre med, at jeg har gået på Rudolf Steiner-skole, hvor jeg fra en tidlig alder lærte at stille spørgsmål til ting og sige: »Hvorfor?« Det at undre sig betyder ikke nødvendigvis, at man er kritisk – man kan bare spørge hvorfor. Jeg synes generelt, at folk stillede for få spørgsmål. Der var en stiltiende accept og alt for mange mennesker, der bare sagde: »Javel« til regeringen.

Mit indlæg var med til at sætte gang i en større diskussion, og jeg oplevede faktisk, at der var flere journalister, der begyndte at stille spørgsmål ved regeringens prioriteter. Det er jeg stolt af, at jeg var med til.

Ville være læge

Jeg har ikke altid vidst, at jeg ville arbejde med kunst. Indtil jeg var 21, var jeg fast besluttet på at blive læge.

Det skete, da jeg var 14 år gammel og blev indlagt på sygehuset, fordi mit hjerte begyndte at slå meget hurtigt. Mine forældre blev voldsomt bange for, at jeg havde en medfødt hjertefejl, men det viste sig heldigvis bare at være en virus, der havde sat sig på hjertet.

Jeg blev indlagt, så lægerne kunne undersøge mig, og jeg havnede på voksenafdelingen, hvor jeg lå med ældre mennesker, som i mine barneøjne var døden nær, og jeg følte mig ekstremt fremmedgjort. Der var intet internet og få tv-kanaler, så jeg lå bare og kiggede op på lysstofrørene og havde god tid til at tænke. Der besluttede jeg mig for, at jeg ville være læge, fordi jeg blev så fascineret af den omsorg, der var på sygehuset.

Mens jeg var indlagt, fandt jeg desværre ud af, at jeg hverken kunne læse eller skrive. På sygehuset kom en lærer fra folkeskolen, som gennemgik matematik og norsk på det niveau, jeg burde være på, og jeg kunne slet ikke følge med. Der blev jeg bange. Jeg blev eksistentielt bange og forstod ikke, hvordan jeg var kommet gennem systemet.

»Det første musikalske oplevelse, der gjorde indtryk på mig, var da min far spillede Tjajkovskijs Romeo og Julie. Jeg fik en »wow«-oplevelse, fordi jeg kunne mærke, at det fik noget indeni mig til at bevæge sig. Jeg tror, jeg var fem eller seks år,« siger Erlend Høyersten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Så jeg begyndte at konkurrere med mig selv. Jeg købte engelske aviser, som jeg sad og læste for at blive bedre til sproget, og det blev i det hele taget en sport for mig at komme op på det niveau, det krævede, hvis jeg ville uddanne mig som læge. Og det gjorde jeg.

Efter gymnasiet på Rudolf Steiner tog jeg eksaminer i matematik, fysik og kemi og søgte faktisk ind på medicin i Aarhus, fordi min søster studerede der. Men lige præcis det år, ville Aarhus Universitet ikke have flere nordmænd, fordi de var trætte af, at der kom så mange for at læse medicin og efterfølgende rejste tilbage til Norge.

Jeg kom i stedet 12 måneder i marinen, som gjorde, at jeg i højere grad stillede spørgsmål ved mine valg, og jeg søgte derefter ind på kunsthistorie, fordi jeg tænkte, at det var en god ide at have et kommunikationsfag, hvis jeg ville være læge. Jeg så det som et slags sabbatår, inden jeg igen ville søge ind på medicin.

Men i marts 1993 fik jeg en vækkelse. Vi var på studietur i Rom, og jeg var omgivet af mennesker, der studerede noget, de var glade for. Jeg sad med en kammerat på trappen uden for Maria Maggiore, og så sagde jeg: »Fuck det, jeg bliver kunsthistoriker.«

»Danskerne er heller ikke så imponerede over nordmænd, så jeg har nogle gange følt mig lidt isoleret. Flere har sagt: 'Hvad laver du egentlig her?'« siger Erlend Høyersten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Min familie rejste en del i bil ned gennem i Europa i min barndom, og jeg er blevet trukket rundt i diverse middelalderkirker. Men under en forelæsning på kunsthistorie gik det op for mig, at jeg ikke rigtig havde set det, jeg havde set. Det var en aha-oplevelse, og det gjorde mig forelsket i faget. Da jeg kom ud fra forelæsningen, så jeg min by på en anden måde. Jeg så, hvordan den historiske arv, tiders forskellige idealer, politiske strømninger og de økonomiske opgangs- og nedgangstider havde sat sine mærker på Bergen.

I dag tænker jeg nogle gange, at det ville være dejligt at være læge, fordi man ikke nødvendigvis har samme opmærksomhed på sig. På den anden side har min far sagt, at han kender to mennesker i verden, som er glade for det, de laver. Den ene er mig.