Det britiske medie BBC har været centrum for heftigt kritik den seneste uge, efter et internt notat blev beskrevet i The Telegraph

Notatet var skrevet af Michael Prescott, tidligere ekstern rådgiver for BBCs komité for redaktionelle standarder. I det kritiserede han blandt andet, at en BBC-dokumentar havde redigeret i en tale, som Donald Trump holdt 6. januar 2021 på dagen for Stormen på Kongressen. 

Dokumentaren var en del af den journalistiske programserie »Panorama« og blev sendt en uges tid inden det amerikanske valg. 

Klippet, som du kan se ovenfor, er blevet anklaget for at være vildledende, og for at det fik det til at fremstå, som om Donald Trump direkte opfordrede til voldelige handlinger ved Kongressen. 

Balladen har nu ført til, at to af BBCs topfolk har trukket sig. Og advokater for Donald Trump har bebudet et gigantisk erstatningskrav.

Ifølge Reuters forlanger Trump, at BBC skal trække dokumentaren tilbage senest 14. november, hvis de vil undgå at blive sagsøgt for »ikke mindre end en milliard dollar«.

Det svarer til 6,5 milliarder danske kroner. 

»Vi kæmper som ind i helvede«

I »Panorama«-udsendelsen fremstod det, som om Donald Trump sagde:

»Vi går ned til Capitol, og jeg vil være der sammen med jer, og vi kæmper. Vi kæmper som ind i helvede«.

I det originale, uredigerede klip, sagde Trump:

»Vi går ned til Capitol, og jeg vil være der sammen med jer. Vi vil heppe på vores modige senatorer og kongresmedlemmer.«

Først 54 minutter senere i samme tale, sagde han den anden del af citatet fra BBC-dokumentaren:

»… og vi kæmper. Vi kæmper som ind i helvede«.

Opsigelser og undskyldning

Søndag valgte både direktøren for BBC News, Deborah Turness, og generaldirektøren for hele BBC, Tim Davie, at sige op. 

Mandag har Samir Shah, BBCs bestyrelsesformand, undskyldt i en udtalelse til det britiske parlaments udvalg for kultur, medier og sport.

Han siger, at offentliggørelsen af notatet har ført til, at BBC har modtaget over 500 klager, som nu bliver behandlet. 

»Det har også ført til yderligere refleksioner i BBC. Konklusionen på disse drøftelser er, at vi accepterer, at den måde, talen blev redigeret på, gav indtryk af en direkte opfordring til voldelige handlinger. BBC vil gerne undskylde for denne fejlvurdering,« skriver Shah i udtalelsen.

Shah forklarer dog, at dokumentaren var klippet sådan, for at seerne bedre kunne forstå, hvordan Donald Trumps tilhængere tilsyneladende forstod præsidenten – idet en del af dem som bekendt senere samme dag som talen stormede Kongressen. 

BBC News i Storbritannien har nu fået en ny chefredaktør for redaktionel kvalitet og standarder, der skal overvåge den indenlandske nyhedsproduktion, mens BBCs verdensomspændende nyhedstjeneste, hvorunder BBC Arabic hører, også har fået en lignende chef, der kan tale arabisk.

Sidstnævnte sker, fordi der også har været kritik af BBC Arabic, der angivelig skal have fremmet Hamas’ synspunkter under krigen i Gaza. 

BBC skriver selv, at man har modtaget brevet fra Trumps – men endnu ikke besvaret det.

Forstå tiden, vi lever i med Birgitte Borup

I nyhedsbrevet »For tiden« deler international kommentator Birgitte Borup hver uge sit syn på alt det, der binder os sammen og alt det, der skiller os. Lige fra parforhold til politik.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.