Din weekend i København: Velklædt cykeloptog, musikfestival, fredagsbar og lopper

AOK giver tips til ugens oplevelser i København.

Foto: PR

Festival hylder verdensmusikken

Toner fra hele verden breder sig ud over københavnske pladser, barer og spillesteder fra onsdag til søndag i denne uge. Copenhagen World Music Festival er over os, og det betyder, at der er rig mulighed for at lytte til bands og solister, du ikke har stiftet bekendtskab med før.

På festivalen optræder musikere fra bl.a. Etiopien, Tjekkiet, Grønland, Ukraine, Nepal og Brasilien.

Onsdag er der gratis åbningskoncert på Rådhuspladsen, hvor afrosoul-sangerinden Feridah Rose, folkbandet Hvalfugl og det energiske tjekkiske band BraAgas optræder.

Se hele programmet for festivalen her.

Hvad: Copenhagen World Music Festival
Hvor: Flere steder i byen
Hvornår: 5.-9. september

Golden Days indtager Københvan

Fredag indtager Golden Days 2018 København med en to uger lang festival, hvor kulturhistorien hyldes.

Afsættet for festivalen sker i Skuespilhuset, hvor der inviteres indenfor til gratis åbningsfest med syv smagsprøver på årets festivalprogram. Her kan du bl.a. kan komme med bagom Skuespilhusets arkitektur, se hemmelig vintage-porno i garderoben, høre de to DJs Lucia Odoom og Mads Axelsen spille samt nyde en kold øl.

Årets tema for festivalen er »Historiens B-sider«, som skal sætte fokus på den præstationsfikserede tid, vi lever i med nulfejlskultur og fotofiltre. Derfor vender Golden Days historien på vrangen og undersøger kulturhistoriske skønhedspletter.

Se hele programmet og læs mere om festivalen her.

Hvad: Golden Days 2018
Hvor: I dag kl. 14 i Skuespilhuset Kbh K. Fremover over hele byen til 23. sep.
Hvornår: Fra 7. sep til 23. sep 2019

Sol, sommer og kolde øl. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Fredagsbar på Carlsberg

I løbet af sommeren har øltørstige københavnere kunnet gå weekenden i møde med fadøl, grillmad og sommerrytmer i Carlsbergs gamle bryggergård, og nu er det blevet tid til årets sidste udgave af Carlsberg Fridays.

Uden for de ikoniske bryggeribygninger kan man slå sig ned i sækkestole og loungemøbler, mens en DJ og en saxofonist spiller weekenden i gang. På grillen er der Dark Lager-pølser.

Fredagsbaren begynder kl. 16 og slutter kl. 22, og der er gratis adgang.

Hvad: Carlsberg Fridays
Hvor: Visit Carlsberg, Gamle Carlsberg Vej 11, København V
Hvornår: Fredag 7. september kl. 16-22

Foto: PR.

Velklædt cykeloptog

Lørdag triller en særdeles velklædt parade gennem byen, når Copenhagen Tweed Ride for syvende gang hylder den uldne vintageuniform. Allerede kl. 9 om morgenen møder deltagerne op ved sceondhand-butikken A Touch of Vintage i Indre By, og herfra begiver de sig ud på en cykeltur gennem de københavnske gader. Undervejs bliver der taget gruppebillede og holdt picnic, inden der til sidst gøres holdt på en hemmelig adresse, hvor der vil være afslutningsfest.

Man kan vælge at se paraden fra fortovet undervejs på ruten, eller man kan hoppe i sit flotteste tweed- eller vintage-outfit og selv deltage. Det koster 100 kr. at være med, og med i prisen er bl.a. morgenkaffe, mulepose og velkomstdrink ved afslutningsfesten.

Børn er også velkomne. De skal blot købe billet, hvis de cykler selv.

Det er ikke et must at være iklædt tweed, men arrangørerne ser gerne, at man følger paradens stil - ligesom at ældre cykler nok klæder optoget bedst, men nyere modeller også er velkomne.

Ruten afsløres på Copenhagen Tweed Rides Facebook-side på dagen.

Læs mere om Copenhagen Tweed Ride og køb billet her.

Hvad: Copenhagen Tweed Ride
Hvor: Mødested: A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, København K.
Hvornår: Lørdag 8. september kl. 9-2

Loppemarked på Vesterbro

Der er gode genbrugsfund at gøre på Vesterbro søndag, når stribevis af loppeboder overtager pladsen foran Øksnehallen for en stund, og de lokale sælger ud af gemmerne.

Du kan bl.a. finde vintage-tøj, vinyler, kunst, børnetøj og ting til boligen på loppemarkedet.

Trænger du selv til at få solgt ud af garderoben eller gemmerne, kan du booke en stand ved at skrive til onkeldannysloppemarked@hotmail.com. Herefter modtager du info om pris og lign.

Der er gratis adgang.

Hvad: Onkel Dannys Loppemarked
Hvor: Kvægtorvet, København V
Hvornår: Søndag 9. september kl. 10-16