Din sure kone bliver mine børns død

Denne gang gik det heldigvis kun ud over naboens plankeværk. Guderne må vide, hvad – eller hvem – han rammer næste gang, han lige skal nå i Silvan inden lukketid.

Søren McGuire er klummeskribent i Berlingskes daglige B-tillæg, hvor han leverer sine »Tanker fra Berlingoland«.
Læs mere
Fold sammen

KLUMME: Der var nogen, der kørte ind i Brolæggerens plankeværk i søndags.

Jeg hørte godt nok et ordentligt brag ude fra vejen, men eftersom der jævnligt er hjemmebyggede carporte, der vælter i vinden herude, tænkte jeg ikke mere over det, lige indtil ungerne kom løbende ind i huset og begejstret fortalte, at en mand havde torpederet naboens indkørsel, at det så vildt sejt ud, og at jeg skulle skynde mig ud og se det.

Og så stod vi der i silende regn og måbede over, hvor stor materiel skade i form af bøjede vejskilte og knækkede fortovsfliser, en gammel Skoda Fabia med for meget fart på egentlig kan forårsage.

Bilisten havde ifølge de andre og lige så nysgerrige naboer igen tolket hajtænder og stopskilt som værende til ren og skær pynt, mistet kontrollen i en desperat undvigemanøvre uden om en anden bilist og pløjet direkte ud i krydset og videre ind i Brolæggerens træværk.

Da vi flyttede herud for snart fem år siden – og første gang med hamrende hjerter slap vores børn løs på de ellers fredelige villaveje – kunne tanken om deres møde med Amagers mange fartglade unge mænd i sænkede BMW’er holde mig vågen til langt ud på natten. Men dem kan du i det mindste se og høre på lang afstand, når de kommer blæsende gennem parcelhuskvarteret med fuld knald på den dunkende technobas.

Sådan er det ikke med den fartglade familiefar i den fornuftige familiebil. Han er træt, sur, udkørt og stresset, og hans bil larmer ikke, selv om han presser den til sit yderste i forsøget på at komme hjem, før frikadellerne bliver kolde.

Nogle gange tager han Berlingoen, andre dage Skodaen, Passaten eller Teslaen. Men uanset hvad han kører i, har han altid travlt med at nå ind på kontoret, ned til bilvasken eller ud i Silvan inden lukketid.

Hvis ungerne har været besværlige, og konen er sur, leder han frustrationerne ud gennem højrefoden og videre gennem speederen, mens han zigzagger demonstrativt ind og ud mellem parkerede biler, trailere og andre folks legende børn. Altid 10-15 kilometer hurtigere end det tilladte.

Det er på grund af ham, at mine børns folkeskole finder det nødvendigt at minde os om, at der er noget, der hedder fartgrænser på de omkringliggende veje, at det ikke nytter noget at gasse hidsigt op, når vi forlader skolens kys-og-kør anlæg, bare fordi vi var lidt for længe om at få sagt farvel til ungerne, og at sådan en 13-årig knægt fra skolepatruljen sjældent har de bedste odds, når han pludselig er oppe imod en stresset familiefar i en brølende Peugeot Partner.

Trafikal fornuft og almindelig omsorg burde være selvindlysende taget i betragtning, at stedet her er overrendt af legende børn, men det er det tilsyneladende ikke. Og det bliver kun værre jo mere stressede, vi fædre bliver.

Denne gang gik det heldigvis kun ud over naboens plankeværk. Guderne må vide, hvad – eller hvem – han rammer næste gang, han lige skal nå i Silvan inden lukketid.