Diktaturets kunst

Begejstrede kunstnere var med til at hjælpe Hitler, Stalin og Mussolini til at befæste magten. De var diktaturets håndlangere, og selv demokratier som Amerika kunne lære af teknikken, viser en udstilling i Berlin.

Stalin med 6-årige Gelja på armen i 1936. Han smiler godmodigt, samme år lod han Geljas far arrestere.<br>Foto fra udstillingen. Fold sammen
Læs mere

En sommerdag for snart syv år siden rullede en række lastvogne op foran indgangen til Det tyske historiske Museums billeddepot i Berlin. Over 700 malerier og skulpturer blev losset af. Mange af dem var ganske store. Det var alt sammen nazistisk kunst fra Det Tredje Rige, vist på udstillinger mellem 1937 og 1944. Det var sådan Føreren forestillede sig kunsten skulle være - heltemodig, undertiden sentimental og teknisk upåklagelig.

Værkerne var blevet beslaglagt af amerikanerne efter Anden Verdenskrig og siden lagret på toldkontoret i München. De samlede støv og blev ikke tilset. Mange anede ikke, at de eksisterede, og nogle af dem, der vidste besked, ville helst glemme det. Det var et pinligt kapitel af tysk kunsthistorie, som ganske vist ikke kan byde på mange internationalt kendte malere gennem tiderne - i modsætning til f.eks. Holland og Frankrig - men dog havde stor betydning for europæisk kultur. Britiske genier som J.M.W. Turner var tiltrukket af tysk romantik, det samme var H.C. Andersen.

Der var imidlertid ikke meget geni over den nazistiske arv. Det var i reglen godt håndværk, men smagløst eller med en skjult dagsorden. Fælles for dem var, at de tjente et diktatur.

Billederne blev overladt museet i Berlin efter en typisk tysk diskussion om, hvad man skulle stille op med braset. Kunne man være bekendt at vise det - skulle man ligefrem? Og hvordan burde det præsenteres, så det ikke blev en reklameforanstaltning for Adolf Hitler?

Begejstringen

Nu foreligger et resultat, som er ganske intelligent. Det er en udstilling, hvor ikke alene nogle af de 700 tyske objekter er med, men også propaganda fra Italien, Sovjetunionen og såmænd De Forenede Stater. Amerika er med dels som en modvægt til diktaturerne, dels for at anskueliggøre at også demokratier kan anvende teknikker, som normalt forbindes med væmmeligere himmelstrøg. Udstillingen koncentrerer sig om tiden mellem 1930 og 1945; den dækker bl.a. præsident Roosevelts store, sociale projekt New Deal, der i begyndelsen af trediverne skulle afhjælpe arbejdsløsheden i USA med offentlige anlægsarbejder, statslige bestillinger af kunst og udsmykningsopgaver. Præsidenten skulle sælge ideen, der af nogle blev anset som uamerikansk, og det skete med slagord og symboler, der minder påfaldende om samtidige fremstød i Italien og Tyskland.

Man kan endvidere fastslå, at der over alt var begejstrede billedkunstnere, som var villige til at give en hånd med. I Tyskland, hvor man var imponeret af vitaliteten, uden at se brutaliteten bag, blev det politiske liv æstetiseret efter alle kunstens regler. I Sovjetunionen skubbede en særlig tjenstivrig gruppe af kunstnere deres mere avantgardistiske kolleger ud på et sidespor.

Avantgardisterne, bl.a. senere stjerner som Aleksandr Rotjenko, blev bagtalt over for magthaverne. Det er en fremgangsmåde, som er almindelig anvendt af totalitære kræfter, der gerne selv vil frem. Det lykkedes i Moskva, hvor der ikke var brug for mellemtoner. I Italien opstod et registreret partnerskab mellem futurisme - den nye kunstretning - og fascisme.

Futuristerne elskede bevægelse og kraft og bekæmpede traditionen. Fascisterne kunne bruge denne dynamik og finansierede en stor del af foretagendet. George Biddle, en amerikansk kunstner og studenterkammerat med Roosevelt, havde boet i Italien, iagttaget udviklingen og efter hjemkomsten foreslået præsidenten noget lignende. Roosevelt handlede hurtigt, og tusinder af amerikanske kunstnere fik kortvarigt arbejde, så de kunne undslippe den økonomiske depression. Der er forskelle. New Deal var et demokratisk projekt og Roosevelt statsoverhovedet i et frit land. I USA var det også tilladt, ja, nærmest velset, at vise nøden i dele af befolkningen; det skulle vække solidariteten hos mere velstående. I diktaturerne skulle folk altid fremstilles som supermennesker, med mindre de tilhørte fjenden. I så fald var de afskum. Men fundamentet er det samme, og ofte ligner plakater og malerier i Europa og Amerika hinanden til forveksling.

Illusionen

For både Hitler, den italienske fører Mussolini og den sovjetiske Stalin gjaldt det, at de var diktatorer, der i begyndelsen ikke var særlig kendt og med nøje iscenesatte billeder skulle præsenteres befolkningerne. I dag ville man kalde det branding. Hitler havde sin hoffotograf, Heinrich Hoffmann, der allerede i begyndelsen af 1920rne forevigede ham i en række portrætter, som virker latterlige, men åbenbart havde deres virkning. Mussolini, lille af statur, holdt af at lade sig fotografere som feltherre, rytter, racerkører og andre martialske beskæftigelser.

Stalin havde et særligt problem, fordi titlen som Oktoberrevolutionens - og således Sovjetunionens -»store, geniale fører« allerede var tilkendt Lenin. Stalin valgtes til kommunistpartiets generalsekretær i 1922, men ingen kendte ham, og det blev ikke bedre, da Lenin døde to år senere. Der opstod en Lenin-kult. I 1929 var der over tolv millioner Lenin-portrætter i omløb, mens Stalin kun var afbildet hist og her i nogle aviser.

Fra begyndelsen af 1930rne gik en stor kampagne, som skulle fæstne Stalin i befolkningens bevidsthed, i gang. Målet var at flytte »forhåndenværende følelsesmæssige energier«, som ruslandseksperten Rosalinde Sartori skriver i udstillingens glimrende katalog, til næste generation. Kampagnen var på den ene side mod Lenin, fordi han ikke måtte forblive den eneste, anerkendte leder. Men den var også for Lenin, for kun en værdig efterfølger til føreren med fipskægget ville blive anerkendt.

Stalin havde lagt mærke til, at Lenin blev afbildet som et forholdsvis beskedent menneske. Han ville kopiere ham og fremstå som en mand af folket. Det gik ganske godt, selv om det ikke havde det fjerneste med virkeligheden at gøre. Stalin sendte flere mennesker i døden end Hitler. Et speciale var billeder med små børn, det berømteste er måske fotografiet af sovjetlederen med den seksårige Gelja på armen fra 1936. Stalin smiler godmodigt, samme år lod han Geljas far arrestere. Da der i 1946 skulle produceres en Stalin-film, valgte han selv den skuespiller, der skulle spille ham. »Den film er en illusion, men den dikterer reglerne for livet,« bemærkede sovjetlederen rammende.

Det samme kan åbenbart siges om nutidens Rusland. Udstillingen i Berlin er blevet til gennem et samarbejde også med museer i Moskva, der beredvilligt har stillet materiale til rådighed. Men den russiske historiker Irina Sjerbakova advarer i kataloget mod en reaktivering af tyrannen. Meningsmålinger i Rusland viser, at Stalin bliver stadig mere populær, mindesmærker »skyder som svampe op af jorden de forskelligste steder«, og de nye magthavere synes åbenbart, det er en god idé. I mange byer, også i Moskva og Skt. Petersborg, er der indsamlinger for Stalin-statuer. »Folkemasserne bliver lettere ofre for en stor løgn end for en lille,« sagde Hitler engang. Hvilket viser, at han i hvert fald talte sandt en enkelt gang. Det varede skrækkelig længe, inden de fandt ud af det. Man kan se hvorfor i Berlin til slutningen af april.