Digterens provinshul

Lars Rix, souschef på Berlinske Kultur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Så er København på vej mod afgrunden igen. Byen er ved at udvikle sig til - uha uha - noget så slemt som provinsen.

Ja, provinsen. Man kan ligefrem mærke det iskolde gys gå gennem samtlige streetart-gallerier og suppe- og raw food-barer i Kødbyen ved tanken. Ja, over i Politikens Hus, hvor arkitektur- og ibyen-redaktionerne åbenbart lige nu sidder helt stille med tilbageholdt åndedræt og bare venter på, at Rådhuspladsen langsomt forvandles til Farum Midtpunkt.

Sagen er, at Søren Ulrik Thomsen har talt i spalterne. Digteren er trist. Der er ganske enkelt for meget grønt i København. Det ligner jo slet ikke en rigtig storby. Der er også alt for meget nyt og småborgerligt byggeri. Nej, så er det bedre, hvis det hele lignede Elmegade på Nørrebro. Med små dejlige butikker, ølbarer og knæk på ruten. Det synes Thomsen er »eventyrligt«. Og når Thomsen siger, at noget er eventyrligt i København, så lytter man. Det er jo trods alt ham, der har beskrevet København som et parcelhuskvarter på højkant.

Og knapt var tryksværten tør på Thomsens debatindlæg før den sædvanlige horde af meningsdannere om hvad som helst stod i kø for at lovprise budskabet. Dette råbekor på Facebook, der skriger »hørt!« lige så snart nogen har en mening, der passer ind i egen pseudorebelsk kontekst. Vi taler om dem der en gang i 80erne har læst »City Slang«, og nu sidder i deres store Nørrebro-lejligheder med Poul Kjærholm væg-til-væg og bare bliver mere og mere autentiske efterhånden som bourgognen rammer Spiegelau-glasset.

Sagen er bare, at de har gjort regning uden vært. For selv om Søren Ulrik Thomsen har ret i meget, så har han denne gang fået asfalteret sin tankegang. Han er med sit indlæg og kritik af moderne byggeri og kærlighed til det mørke Nørrebro, hvor selv en mælkebøtte ikke kan finde jord, havnet i den bagstræberiske storbyromantik som han ellers burde være den første til at vende ryggen.

Sagen er, at hvis man gør som Thomsen tænker, så vil man netop ødelægge den diversitet som man finder på Nørrebro i dag. Måske vil man få flere unge ind, som så kan sidde i deres forældrebetalte lejligheder og hænge ud i alle de caféer og butikker som Thomsen drømmer om i stueetagerne. Men de indvandrere, der bor i det grimme byggeri i dag, vil der så til gengæld ikke være plads til. Heller ikke den pengestærke middelklasse, de socialt udsatte eller den sidste rest af arbejderklasse som Thomsen mener bliver kuet af børnefamiliernes øko-mentalitet.

Og ideen om at alt grønt ikke hører hjemme i en »rigtig« storby lyder da også underligt. Er Berlin med sin byggemasse og grønne områder ikke en rigtig storby? Hvad med New York? Paris?

Hvad er i det hele taget en »rigtig« storby? Er det ikke en by i konstant udvikling, hvor nyt og gammelt blandes med grønt og gråt? Hvor nostalgien aldrig får overtaget, men udviklingen er til gavn for os alle, der bor her? Søren Ulrik Thomsens stenbro-romantik virker mest af alt provinsiel.