Digter med minushæl

Digt »Dumhedens løvefødder«Henrik Nordbrandts nye prosabog er et flammende opgør med dumheden. Ingen, hverken kongehuset, læseren eller islamiske fundamentalister, går ram forbi i den idiosynkratiske krydsild.

Henrik Nordbrandt grundholdning til tilværelsen er ikke opmuntrende: »Mennesket er en af naturens største fejltagelser.« Arkivfoto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Henrik Nordbrandt for år tilbage fik et par fodformede, sunde sko med minushæl i fødselsdagsgave af sin søster, blev han syg af fodtøjet allerede på den første tur ned til bageren. Han fik ondt, ikke kun i fødderne, men også i ryggen, og selv om skoforretningen i St. Kongensgade mente, at en udblokning af slæberne nok ville hjælpe, fortsatte lidelserne. Digteren ville forståeligt nok have pengene tilbage. Fik det dog ikke, skoene var jo brugte, og skrev da fluks et af disse »fornærmende breve«, som Nordbrandt er en sand mester i, hvad enten modtageren er et forsikringsselskab, et supermarked, en litteraturkritiker eller et skattevæsen. Brevet var stilet direkte til fabrikanten, og konklusionen lød:

»Det produkt De sælger, kan ikke betragtes som sko. Det er hæmsko.«

Digteren fik aldrig svar, men nyder i dag - påstår han - en særlig fryd og glæde, hver gang han er hjemme i København, nemlig at gå gennem St. Kongensgade uden at få øje på forretningen: »Jeg håber den er gået konkurs og dens tidligere ejer vansmægter på fattiggården.«

Had og humor
Hele det tragikomiske optrin, der står at læse i Nordbrandts nye bog, som rummer 31 essays, er såre typisk for mandens hyperfølsomhed, hans had, humor og hang til altid at opsøge de steder, der gør mest ondt i kroppen og sjælen. »Hæmsko« er nærmest en betingelse for, at et nomadisk, rastløst menneske som Nordbrandt kan finde bare en lille smule mening med sin gang i tilværelsen.

Intet er derfor mere pinagtigt inspirerende for den kosmopolitiske dansker end at komme hjem til Danmark i forhadte november, hvor ikke kun klimaet stinker, men også et folkeligt fænomen som bogmessen fylder Forum med vammel hørm af øl og pølser, og Nordbrandt - rystende nervøs - år efter år tager opstilling som »lyrikluder« og læser sin nyeste digte op midt i det akustiske helvede. Ren masochisme!

Og sådan er denne nye bog én stor masochistisk minushæl. En knivskarp kile baglæns ind i såvel digterens som læserens dårlige samvittighed. Ordet »optimist« optræder ikke i Nordbrandts vokabularium. Hans grundholdning til tilværelsen er ganske klar: »Mennesket er en af naturens største fejltagelser.«

Og fra dette dystopiske udsigtpunkt - som djævlens advokat med dansk pas, udstationeret i Tyrkiet og Spanien m.m. - gradbøjes det moderne menneskes ufattelige dumhed. Personificeret i de titusindvis af danskere, der hver morgen sidder i kø på indfaldsvejene til København i hver deres firhjulstrækker med hver deres mobiltelefon klæbet til øret, og radioen kørende i baggrunden med pseudo-nyheder, der ikke kommer i nærheden af sandheder som:

»Dagligt dør 30.000 børn af sult og sygdom, mens der er mennesker i den rige del af verden, som kræver, at staten skal betale for kunstig insemination.«

En smålig gud
Lyder det som en bog, De ikke har spor lyst til at læse?

Så vov det alligevel, for størstedelen af Nordbrandts essays, skrevet under hans årelange selvvalgte eksil i Ankara i 1990erne, er ikke kun provokerende, humoristisk-hadske udfald mod fædrelandet højt mod nord. Det er også oplysende vandringer dybt ind i den aktuelle europæiske kulturkamp mellem kristendom og islam og forsøg på at forstå de mekanismer, som gør folk til fanatikere.

Alt sammen bæres af Nordbrandts lidenskabelige historisk-politiske interesse i at få verden til at hænge sammen. Naturmæssigt og kulturelt, og uden nogen som helst form for religiøs overbygning.

Størst af alle Nordbrandts idiosynkrasier er religion, fordi det efter hans mening ligger i religionernes natur at stjæle, udnytte og manipulere. Digteren mener ikke, vi har brug for Biblen, og da slet ikke Koranen:

»Den sande moralist er ikke den, der lader sig overbevise af en smålig, hævngerrig gud, men den, der ved at lytte til sit eget hjerte lærer at skelne mellem godt og ondt. Så vidt jeg kan se, er det kun afstumpede personer, der har behov for en religion til at fortælle dem, hvad der er godt og ondt.«

Og sådan får vi alle - kristen som muslim - læst og påskrevet. For mit eget vedkommende har jeg nydt den verdensomspændende vandring på digterens minushæle.