Digter med livret og seler

Søren Ulrik Thomsen er med sin formstrenge poesi, tankevækkende meninger og letgenkendelige look blevet mere end blot et skrivende menneske. Søndag fylder han 60.

Søren Ulrik Thomsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nogle år siden interviewede jeg Søren Ulrik Thomsen i hans lejlighed på fjerde sal i Bartholinsgade. Han var venlig og nærværende, men også bestemt, og som betingelse for interviewet havde han stillet, at han bagefter måtte skrive sine svar igennem. Mail havde han ikke, så jeg måtte en uge senere cykle tilbage med hans svar, som jeg havde skrevet ud, og et par dage senere hente dem hos ham igen.

Det var ikke, fordi han havde skrevet svarene om. Slet ikke. Han havde snarere thomsenficeret dem. Ordene havde fået den klang og rytme, der ikke så meget er i hans måde at tale på som i det, han skriver. I hans digte, essays, poetikker, avisindlæg.

Når jeg læser andres interview med Thomsen, kan jeg se, at han også har gennemskrevet dem. Det peger på flere træk ved digteren – det er jo først og fremmest det, han er – der er blevet en titan i det danske kunst- og kulturliv og nu også fylder 60.

For det første vidner gennemskrivningerne om en udtalt omhyggelighed. Selv sammenlignet med andre digtere, sprogets sensibilister, er han nidkær med sine ord. Samtidig synes der at være en bevidsthed om eftertiden i omhyggeligheden. At han ikke bare ønsker kontrol over sine udgivelser, men også over de interview, der kommer til at ligge på nettet til evig tid.

Hans måde at klæde sig på peger i samme retning. Mod kontrol, genkendelighed og eftertiden, og han klæder sig oftest – i hvert fald i det offentlige rum – i samme sæt: Tweedjakke, hvid skjorte, opsmøgede mørkeblå jeans, seler, sorte sko. Og 1950er-briller.

Hvordan peger det mod eftertiden? For mig at se er det en bevidst måde at gøre sig selv til et ikon på; at gøre sig selv til en let genkendelig skikkelse nu og i tiden, hvor han ikke længere er her. Og hans mangeartede omhyggelighed er fascinerende. Og usædvanlig.

Tag en anden ikke helt ung digter som Henrik Nordbrandt. Han er ikke optaget af billedet af sig selv på samme måde, men nyder heller ikke en status, der rækker ud over personen, sådan som Thomsen faktisk har gjort det siden den første digtsamling, »City Slang« fra 1981.

Metropolens blå

Marie Højholt, datter af digteren Per Højholt, har i et festskrift kaldt Thomsen for »1980ernes pave«, og selv om Pia Tafdrup, Michael Strunge og en række andre digtere også var markante stemmer, viste måden, hvorpå Thomsen fokuserede på kroppen i metropolens blå rum, at han var den stærkeste digter.

»City Slang« ramte rent, og Lars H.U.G.s tonesætning hjalp også debuten godt på vej. Men Thomsen behøvede egentlig ikke hjælp. Digtene havde deres egen klang, deres egen såvel konkrete som patosladede tone, der også ekkoer op gennem de følgende digtsamlinger, hvor en stærk formstrenghed, en slags moderne klassicisme, også er trådt frem.

Syv digtsamlinger er det hidtil blevet til. Udgivet med stadigt længere mellemrum. Fra »Det skabtes vaklen« fra 1996 til »Det værste og det bedste« gik der seks år. Efter den atter ni år før »Rystet spejl«.

De blanke år på udgivelseslisten er alligevel ikke blanke. Ud over digtene har Thomsen skrevet essays, poetikker og ikke mindst tekster om det København, han flyttede til efter en barndom på Stevns.

Og han elsker hovedstaden. Eller måske rettere elskede. I datid. Tiden før blomsterkummer, grønne børnevenlige arealer, bilfri Nørrebrogade og provinsialisme, tiden med brune værtshuse, brusende biler og plads til alle de skæve i mere end én forstand.

Men jeg forsimpler billedet. Både af Thomsens poesi og hans øvrige skrifter. For han er altid en nuancernes mand. Eller som Suzanne Brøgger engang skrev, så er han »en sjælden race inden for lyrikken: Han er en intellektuel, han tænker«.

Hipster eller borgerdyr?

Thomsens skriftlige arbejder er tegnet af to strømme, nemlig tankens og sansningens. Det er ét af Thomsen-værkets vandmærker. Men når han er et navn, der vækker genklang langt ud over kunstscenens irgange, skyldes det ikke så meget digtene, men snarere hans tilstedeværelse i aviser med klare meninger om byens og borgernes udvikling. Senest i forbindelse med den aktuelle tekstsamling, »En hårnål klemt inde bag panelet«, hvor han i et interview med Politiken blandt meget andet sagde: »I dag er folk jo klædt ud som hipstere, men lever vel i virkeligheden mere borgerligt, end man nogensinde har gjort.«

Det får mig til at tænke på hans lysende essay »Balladen om den tynde mand« fra 2009-bogen »Repremiere i mit indre mørke«. Her skriver han om, hvor nedladende, udvendigt og fantasiforladt kunstnernes syn på den normale, velfriserede borger kan være. Bob Dylan har sunget om én af dem i »Ballad of a Thin Man«, og C.V. Jørgensen har gjort det »I en blågrå kupé«, der handler om et borgerdyr, som var »en noget usikker human robot«.

 

Hvor unfair og stereotype den slags linjer er, påviser Thomsen ved at fortælle om sin far, der udadtil lignede en af de pæne borgere: »Bankmand, oven i købet, som hver morgen omhyggeligt studsede sit skæg og pudsede sine sko, før han i mørkeblå habit cyklede til Store Heddinge og Omegns Spare- og Laanekasse.«

Men hjemme i haven stod han altså, skriver Thomsen, splitternøgen og modellerede en gigantisk kvindetorso, drak øl og dansede.

Hvordan Thomsen kan skrive sådan, nuanceret og præcist, og så dømme »hipsterne« uden reelt at kende til andet end deres udseende, præcis som Jørgensen og Dylan, forstår jeg ikke.

Stil og selvparodi

Ellers er der ikke mange selvmodsigelser hos Thomsen. Alt er jo så omhyggeligt tilvirket. Men med megen omhyggelighed, en distinkt stil og faste temaer og figurer lurer selvparodien også.

Flere ord om Københavns fortrædelige udvikling savner jeg i hvert fald ikke og heller ikke flere linjer som dem i den seneste digtsamling, »Rystet spejl«, der ligner og lyder som noget, jeg har læst før, bare bedre, i tidligere bøger.

Om »Sølvgadekrydsets styrtende lys« eller »en sen novemberdags svindende lys«. Eller hele dette digt, der ligner en træt kopi: »Elskede, må vores kærlighed altid være/som musik der lyder fra et andet rum./På The Waldorf-Astoria. Mens det regner«.

Der er naturligvis selvreferencer i spil. Thomsen er hyperbevidst om sit eget værk, så selvfølgelig er der det. Men det kræver altså en superfan at elske de nyeste digte, men dem er der nu også mange af, altså fans.

Det vidner »Samlede Thomsen« fra 2014 om. En papirklods, der udsiger: »Dette er vigtige sager for de mange, og dette er kanonisering, ja, dette er udødelighed i bogform.«

Netop udødelighedens modsætning, døden, er et tydeligt tema i Thomsens digtning. Men også på andre måder end den, der handler om hjertet, der ophører med at slå. Som i »Ikke døden«, hvor de sidste linjer er »døden er/ikke at elske og alt er som det plejer.«

Livet er at elske og at mærke alt forandre sig. Det er pointen, når linjerne fremkaldes i negativ. Det kan jeg godt lide. Og at en nu 60-årig Thomsen findes derude i gaderne med paraply eller på sin herrecykel. Måske på vej hjem fra en restaurant, hvor han har spist et par svinekoteletter. Det er nemlig hans livret, hvis man skal tro en meget morsom tekst, som den fine forfatter Bent Vinn Nielsen har skrevet.

Thomsen har i det hele taget mange venner i kunstens øvre lag. Dér hvor han, faktisk, fra han var ganske ung, har indtaget pladsen som poesiens aldrende statsmand.