Digtene findes

Inger Christensens digte er gjort af en vedvarende sproglig vilje til at overvinde det umulige og skabe en slags parallelsprog. Eller sagt på en anden måde: de er gjort af det sommerfuglestof, der fanger skønheden.

Inger Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Meddelelsen om Inger Christensens død er en rystelse. Det er dansk lyriks andet store tab inden for få dage, og hvis F. P. Jac måske først og fremmest på sin egen uforlignelige måde var et dansk fænomen, så har Danmark med Inger Christensen mistet en af sine helt få digtere i den verdensklasse, hvor nobelprisen regelmæssigt er blevet nævnt som en oplagt mulighed.

Med den unge digters syngende stemme klingende for det indre øre - som den huskes fra 1960’ernes oplæsningsarrangementer - er skridtene over til reolen den første indlysende reaktion på meddelelsen om Inger Christensens død. Uvilkårligt griber hånden ud efter digtsamlingen ”Alfabet” og hvad er mere nærliggende end at slå op under bogstavet d:

”duerne findes; drømmerne, dukkerne/dræberne findes; duerne, duerne;/dis, dioxin og dagene; dagene/findes; dagene døden; og digtene/findes; digtene, dagene, døden”.

Så enkelt og så storslået kan det siges hos Inger Christensen. Dagene, døden og digtene! Det hele rummes i fem linjer og et udvalg af gloser med begyndelsesbogstavet d: det strømmende, drømmende bevægelige liv, som for eksempel duerne repræsenterer, det stivnede, golde liv som dukkerne, dræberne og dioxinen henviser til. Dagene spændt ud mellem utopien og de destruktive kræfter. Døden som et definitivt punktum for livet og teksten. Men netop med døden som en påtrængende realitet er det vigtigt at holde fast i udsagnet ”digtene findes”.

Inger Christensen kom i årenes løb omkring de fleste litterære genrer. Romanerne, essaysamlingerne, skuespillene, børnebøgerne findes, og heldigvis da og de skal ikke overses, men kernen i forfatterskabet er de seks mesterlige digtsamlinger, ”Lys”, ”Græs”, ”Det”, ”Brev i april”, ”Alfabet” og ”Sommerfugledalen”, fordelt på fire årtier og drevet frem af ”den fortsatte undren” for nu at bruge en formulering fra hovedværket ”Det”.

De to første bøger fra 1960’ernes begyndelse skrev sig ind i en sammenhæng med årtiets modernistiske nybrud, men alligevel med en svævende, syngende musikalitet i tonefaldet som et særligt kendetegn og med betoningen af et næsten moder jordsk natursyn, sådan som det fortættes i de to første linjer fra ”Græs” og som det bærer frem igennem hele forfatterskabet: ”Duerne gror på marken/Af jord skal du igen opstå”.

Med bogen ”det” fra 1969 trådte Inger Christensen for alvor i karakter som en af det 20. århundredes største danske digtere. På et tidspunkt, hvor ungdomsoprøret var begyndt at sætte præg på samfundslivet, og hvor et af de litterære slagord var ”systemdigtning” blev ”det” en overvældende demonstration af den frigørende kraft, der kunne ligge i arbejdet med system og struktur.

»det« er en skabelseshistorie og et vældigt favntag med verden og eksistensen. Hele ”det” er en storstilet sproglig indsats for at overskride en grænse, for at frigøre sig fra de fastlåsende strukturer og nå til en forbundethed med det inderste, uforklarlige i verden, i liv og samliv med mennesker - og i sproget. Digtets epilog formulerer det spørgsmål som er en drivende kraft i Inger Christensens digtning:

”hvordan/styre/direkte/ind i/dit hjerte/på andet/end dette/parallelsprog/der ikke/er til/og aldrig/bliver til”.

Ved siden af ”det” er ”Alfabet” og ”Sommerfugledalen” Inger Christensens hovedværker. I ”Alfabet” starter Inger Christensen fra bunden med tallet ét og bogstavet a for at skrive en livets og dødens abc frem i en suveræn balance mellem system og inspiration, og med sonetkransen ”Sommerfugledalen” demonstrerer hun endnu engang det enestående frigørende potentiale og det betagende poetiske løft, der for hende ligger i overvindelsen af systemernes og den stramme styrings modstand.

”Sommerfugledalen” formulerer en stor betagelse af livets overvældende pragt og mangfoldighed, men også en uro og bekymring på planetens og mangfoldighedens vegne. Netop forpligtetheden i forhold til natur og univers er en af de gennemgående linjer i forfatterskabet og gør Inger Christensen til en meget aktuel stemme i en tid med voksende miljøbevidsthed.

”De stiger op, planetens sommerfugle/som farvestøv fra jordens varme krop,/zinnober, okker, guld og fosforgule,/en sværm af kemisk grundstof løftet op ...”

Inger Christensens digte er gjort af en vedvarende sproglig vilje til at overvinde det umulige og skabe en slags parallelsprog. Eller sagt på en anden måde: de er gjort af det sommerfuglestof, der fanger skønheden, skrøbeligheden, flygtigheden i den luftige flugt.

Til antologien ”Se døden i øjnene” fra 1989 skrev Inger Christensen et ”Digt om døden” med linjerne:

”det er ensomt at tænke/på døden i december/med skyernes liglagen/rundt om sit hus”.

Konfrontationen med Inger Christensens død er en rystelse. Så meget vigtigere er det at huske, at ”digtene findes”.