Digte sælger ikke

Lyrik på scenen er en succes. Lyrik på bog lever stadig stille og tilbagetrukket. Sådan er lyrikkens paradoksale situation i Danmark i dag. Men det kunne sagtens være meget værre, lyder budskabet for forlæggerne.

Hvis man vil være hurtigt rig, er det ikke nogen god ide at satse på lyrikken.

»Langt de fleste digtsamlinger, der udkommer her i landet, hvad enten de er danske eller oversatte, bliver kun solgt i få hundrede eksemplarer,« siger Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

»En digtsamling sælger for så vidt ikke,« supplerer Borgens salgs- og marketingchef, Lars Sonnergaard.

Men derfra til at sige, at lyrikken lever et liv, fjernt fra verdens vrimmel og uden mindste bevågenhed fra læserne, er der et langt spring. Hvis den modernistiske lyrik, som den svenske forfatter Göran Palm hævder i et interview her i avisen i dag, er en total fiasko, set fra et publikumsmæssigt standpunkt, så gælder det i hvert fald ikke lyrikken som sådan. Heller ikke den nye danske lyrik.

For det første findes der stadigvæk, som Johannes Riis påpeger, en håndfuld lyrikere, hvis bøger når op i et oplag på nogle tusinder.

»Det kan der være flere grunde til, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, at de er specielt let tilgængelige,« siger han.

For det andet ligger antallet af digtsamlinger, målt over en længere årrække, nogenlunde stabilt. Sådan er det hos både Gyldendal og Borgen, der er nationens væsentligste lyrikforlag. For det tredje har synet på lyrikken på flere måder ændret sig, og ikke til det værre:

»Da jeg startede som boghandler for mange år side, var digtsamlinger noget, man lige skulle støve af og vise frem med andægtighed,« siger Lars Sonnergaard.

»Jeg kan slet ikke se, at det er det samme i Danmark i dag. Der findes selvfølgelig nogle dinosaurer og ronkedorer, men det er slet ikke som for 20 år siden.«

Lars Sonnegaard siger også, at lyrik i dag jo ikke bare er noget man læser, men også noget, man lytter til og ser på. Det kan f.eks. være ved tidsskriftet Øverste Kirurgiskes oplæsningsaftener eller i forbindelse med Poetry Slam på Roskilde Festivalen, hvor ordet – rent undtagelsesvis – får ordet. Her får man også – om ikke andet – tag i et ungt publikum.

»Men der er noget, der kunne tyde på, at dette publikum er mere interesseret i performanceaspektet end i læsning. Vi har i hvert fald ikke registreret nogen mærkbar stigning i salget af lyrik,« påpeger Johannes Riis, der, trods dette beklagelige faktum, finder det omsonst at kræve af digterne, at de skal være mere i øjenhøjde med læserne:

»Kunsten følger sine egne veje, og der er ikke nogen, der kan komme og »kræve«, at en forfatter skal skrive på en bestemt måde, heller ikke på en let tilgængelig måde,« siger Johannes Riis.

»Det kan kun forfatteren selv afgøre. Hvis han eller hun har en vanskeligt tilgængelig udtryksform, kan en af følgerne nemt være, at læserskaren ikke bliver så stor. Men det synes de fleste digtere at være indforståede med, og det kan næppe være meget anderledes.«