Digte, druk og damer

Bøger: Ambassadøren Den islandske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris er et sjovt og satirisk, men også lidt langt bekendtskab med en drikfældig og pinlig digter, der bringer læseren med på litteraturfestival i Litauen.

Bragi Ólafsson har udover at forfatte fire romaner skrevet poesi, noveller og skuespil. Han er medstifter af forlaget Smekkleysa. Fold sammen
Læs mere
Foto: norden.org - Einar Falur Ingolfsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad laver folk på litteraturfestivaler?«, lyder spørgsmålet i Bragi Òlafssons roman »Ambassadøren«. De læser selvfølgelig digte op for hinanden i lange baner og udveksler digtsamlinger, og så drikker de ganske tæt – hvis man altså skal tro Ólafsson, og den skælm er vist ikke helt til at stole på. Hans hovedperson, lyrikeren Sturla, er i hvert fald så moralsk anløben, at han nærmer sig karikaturen. Han drikker, spiller, stjæler, snyder, lader eks-konen og de fem børn sejle deres egen sø, er på vej til en luder og forelsker sig i en hviderussisk lyriker. Det sidste er måske slet ikke så galt og sandsynligvis det mest »fornuftige«, Sturla foretager sig romanen igennem.

Sturla er næppe den ambassadør, som embedsmænd og kolleger havde i tankerne, da de sendte ham til international litteraturfestival i Litauen. For at sige det mildt, er det stærkt begrænset, hvad han får ud af den, da han konstant har andre ting at tænke på. For eksempel at hans splinternye og dyre frakke bliver stjålet på en cafe, og at han bliver anklaget for groft plagiat i sin nye digtsamling hjemme i Island. Historien om frakken udvikler sig til den rene farce, der gør romanen til en rigtig sjov oplevelse.

Den skæve gang på jorden

Sturla er digter, men lever af at være vicevært. I Island er der angiveligt en kunstner for hver anden indbygger, for Sturla møder den ene efter den anden, der afslører, at de vil digte. Og hvad er en digter så? Sturla mener, at digteren er »sprogets samvittighed, at det påhviler denne at skabe sproglige udtryk for det, andre ikke lægger mærke til eller ikke gider sætte ord på«. Det lyder fint nok – ja, definitionen kan måske bruges i den verserende debat om kunstfonden. Digteren sætter ord på verden og gør dermed virkeligheden større, samtidig med, at han holder selve sit medium under skarp og kritisk kontrol.

Hvad skal vi så med alle de ord om en fiktiv litteraturfestilval i Litauen? Den beskrivelse, Sturla selv giver af den, skriver han allerede hjemmefra, fordi han kender forløbet af den på forhånd: Druk, digte og damer! Det er i og for sig heller ikke selve festivalen, som bliver beskrevet i »Ambassadøren«, men Sturlas skæve gang på Jorden. Og hvad skal vi med al den opmærksomhed over for en halvgammel, fordrukken, middelmådig digter fra Island og alle hans pinlige handlinger? For fornemmelsen for det pinlige står stærkt i romanen. Sturla bringer sig hele tiden i situationer, hvor han opfører sig ekstremt pinligt. Denne pinlighed appellerer i høj grad til os netop nu. Tænk på den populære serie »Klovn«. Vi ryster på hovedet af den pinlige, men kender ham også som den angst, vi føler for selv at virke pinlig. Digteren beskriver en del af os selv, som vi dårligt vil være bekendt og vil eller tør sætte ord på. For så vidt har digteren i dag den gamle klovnerolle og gør grin med alt det ophøjede og fremhæver alt det lave i grotesk forstørrelse.
»Ambassadøren« blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, men vandt som bekendt ikke, da Naja Marie Aidt og hendes bavian løb med prisen. Det er helt i orden, for historien om Sturla bliver i perioder lige lovlig langtrukken. Men den lever da, og er Sturla ikke nogen bavian, så er han en pinlig, komisk og højst irriterende ambassadør, som man ikke skal snyde sig selv for et bekendtskab med.