Hvad skulle det være? Diesel, benzin, hybrid, el, naturgas eller en plugin-hybrid? Forvirret? Det kan jeg godt forstå, men det er spørgsmålet, nutidens bilkøber skal tage stilling til, når han eller hun indleder sin jagt på en ny bil.
For bare fem år siden stod motoriseringsvalget ved køb af ny bil mellem diesel og benzin. Tommelfingerreglen dengang var, at kørte du mere end 25-30.000 kilometer om året, skulle du vælge diesel. Kørte du mindre, kunne benzin bedst betale sig. Dieselbilerne var som oftest en anelse dyrere, og den merpris skulle holdes op mod brændstofbesparelsen pr. kørte kilometer ved at vælge diesel. Så købslogikkan var, at du først valgte et bilmærke, så en model og dernæst, om det skulle være diesel eller benzin. Sådan er det ikke mere, for i takt med at bilproducenter gør sig klar til en fremtid uden fossile brændstoffer, har de valgt forskellige veje og strategier dertil, og det kan man allerede se ude i bilforhandlernes udstillingslokaler.

Farvel til diesel og hej til hybridjunglen
Hos Toyota triller de sidste dieselbiler ud i trafikken i disse uger. Fra starten af 2019 er det slut med dieselmotoriserede Toyotaer. Så er du superpendler og kører mange motorvejskilometer hver dag, kan de ikke hjælpe dig. Til gengæld har de en masse benzinhybridmodeller – hvor benzinmotoren er suppleret af en elmotor – der er forrygende til at give flere kilometer pr. kørte kilometer. Men det giver kun pote ved bykørsel og på landevej. På motorvej er de stort set ikke mere effektive end en benzinbil, og der er altså stor forskel på at køre 13-14 km/l med benzinmotor og at køre 19-20 km/l med dieselmotor på den daglige motorvejspendling. Især hvis man kører 35.000 kilometer om året.
Hos Tesla får du kun elbiler, mens Volvo også langsomt er begyndt at udfase dieselmotoren – startende med den nye S60. Hos Mercedes har man krudt til at dække alle motoriseringer af. De kører ovenikøbet med plugin-hybrider (hvor en traditionel forbrændingsmotor suppleres med en elmotor og et batteri, du kan oplade i stikkontakten, så bilen får en rækkevidde på 30-50 kilometer på ren el) baseret på både diesel- og benzinmotor. En diesel plugin-hybrid er forrygende til pendleren, der kører mange motorvejskilometer, men som samtidig gerne vil have en bil, der kan fungere som elbil i byområder. Benzinhybriden er til dem med mindre kørselsbehov og et lille motorvejsforbrug, hvor benzinmotoren ikke bliver unødigt stresset. Derudover har Mercedes elbiler på vej i produktion, og i 2022 vil der være syv selvstændige Mercedes-elbiler i handlen. Biler, der ikke egner sig til ferieture til Sydfrankrig, men som på en opladning vil kunne køre over 300 kilometer og dermed opfylde de fleste danskeres kørselsbehov.

Afdæk dit behov
Inden der går mærkeopremsning i den, så tag et kig på faktaboksen for at se, hvor dit kørselsbehov passer bedst ind i den store motorforvirring. For har du først styr på, hvilken motorisering du skal vælge næste gang, så bliver det langt lettere at vælge den rigtige bil til dig, og du slipper for at spilde tid på mærker og modeller, der slet ikke matcher dit behov. Når du så er skarp på motoriseringen, kan du hurtigt tage et kig på en producents hjemmeside for at se, om de overhovedet udbyder den motorisering, der matcher dine behov. De fleste er dog på vej til at dække det meste af paletten, men lige nu står vi i et vadested, hvor bilkøberen bliver den store taber, hvis ikke man foretager lidt grundig automobil-behov-soul-searching, inden slutsedlen underskrives.