Dialog er man helt hævet over. Man smadrer bare. Det er for fulde gardiner

Kulturkommentar. Har man ingen respekt for autoriteter, er der intet, der hindrer én i at smadre en Y-stol, ødelægge busten af Frederik 5. eller vandalisere et elsket kunstværk af Asger Jorn, mener Morten Hesseldahl.

Morten Hesseldahl er Gyldendals direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1995 blev Hans J. Wegners Y-stol skåret i stykker med en motorsav på Kunstmuseet Trapholt.

Det var en måde for en ny generation af designere og møbelarkitekter at sige på, at den gamle stod i vejen. At nu skulle magten overdrages.

Selv forstod Wegner ikke, hvorfor hans pæne stol, skulle molesteres, men den slags sker, når man er en autoritet. Man bliver udfordret og kritiseret, og hvis ikke man hummer sig hurtigt nok, risikerer man at blive truet med shitstorme, motorsave eller det, der er værre.

Autoriteter er altid under beskydning. Nogle gange med god grund, men ofte alene fordi mindre ånder synes, at det nu skal være deres tur til at få opmærksomhed.

Den moderne historie er én lang kamp mod autoriteter. Man kunne nævne præsten, lægen, læreren, manden, vesterlændingen og den heteroseksuelle som eksempler på nogle, der har mærket motorsaven bide og deres positioner bryde sammen.

I 1970erne var det Ungdomsoprøret, der gik forrest, mens det i de senere år har været woke-generationen, der har påtaget sig rollen som skarpretter.

Dumhed og nihilisme for fulde gardiner

Kritik af fortiden er ligesom kritik af autoriteter vigtig. Den har gennem historien ført til mere frihed og bedre handlemuligheder for den enkelte. Indimellem har kritikken dog givet grobund for revolutionære bevægelser, der kategorisk afviste den trinvise, erfaringsbaserede udvikling og i stedet forårsagede tilbagegang og mørke.

Ifølge ordbogen er det at være en autoritet »en anerkendt ret til at bestemme inden for et bestemt område«. Uden anerkendelse bliver autoriteter let autoritære og dermed illegitime. Autoriteter skal derfor hele tiden gøre sig fortjent til deres position. En vanskelig opgave i en tid, hvor man kun nødigt underlægger sig andre end sig selv.

Har man ingen respekt for autoriteter, er der intet, der hindrer én i at smadre en Y-stol, ødelægge busten af Frederik 5. eller vandalisere et elsket kunstværk af Asger Jorn.

Dialog er man helt hævet over. Man smadrer bare. Det er dumhed og nihilisme for fulde gardiner.

Men det behøver ikke at være sådan. Autoriteter behøver ikke kraftløse at lade sig blæse omkuld af en tilfældig tidsånd. De kunne i stedet kritte skoene og tage kampen op. Hæderkronede institutioner som Københavns Universitet, Filmskolen og Kunstakademiet kunne stå fast på egne værdier frem for at lefle for en ny tids fikse ideer. Ikke alt nyt er nemlig godt nyt.

Formentlig er det også derfor, at den kulturradikale småborger i mig finder en stille glæde ved at konstatere, at Wegner og hans generation af formgivere trods stormløb og motorsave stadig holder skansen. Autoriteter er nemlig autoriteter af en grund. Det har noget med kvalitet at gøre. Men det starter med, at de selv tror på det.