Da sangerinden MØ i midten af august optrådte på den store scene på Smukfest i Skanderborg, var det med vanlig sans for provokation og humor. Hun indtog scenen iført mavebluse, opknappede træningsbukser, euforisk energi og en sort elefanthue, som hun dog smed lige efter første nummer. En indirekte kommentar til regeringens burkaforbud, der trådte i kraft tidligere samme måned.

MØ er ikke bare en af de eneste af Danmarks internationale stjerner, der har optrådt på nogle af de største scener på Europas festivaler. Hun er også en rebel med rødder i punkscenen og bruger gerne spotlightet til at sætte fokus på de sager, hun brænder for.