Det ville være nemmere, hvis nogen sagde det højt: »Du er en kvinde, derfor kan du ikke gøre det lige så godt.«

Den norske TV-serie »Hjemmebane« har alt det, man har savnet hos DRs seneste dramasatsninger. Serien formår at underholde på en måde, som DRs drama gjorde i sin storhedstid, samtidig med at den tilføjer #MeToo-debatten nogle vigtige nuancer.

Foto: DR / NRK

Engang lavede DR dramaserier, som fik folk til at sidde klar foran TVet to minutter i otte søndag aften. Hvor man næsten ikke kunne vente på næste afsnit. Den tid er forbi, men heldigvis har norsk drama taget over. Først med »Skam« og nu med den nye NRK-serie »Hjemmebane«, hvor fodboldkampe, magtkampe og ligestillingskampe går op i en elegant og fængende enhed.

I »Hjemmebane« er Helena Mikkelsen en outsider. Hun er den fremmede kvinde, der kommer til en lille bygd i Udkantsnorge for at træne byens stolthed, dens fodboldhold. Holdet er netop rykket op i Norges bedste fodboldrække, men aldrig tidligere har en kvinde trænet et herrehold i eliteserien. Fansene og klubbens hovedsponsor er ikke overbeviste om hendes evner, og samtidig har en af holdets ældre spillere øjnene stift rettet på Helena Mikkelsens trænerjob.

»Hjemmebane« er først og fremmest god underholdning, og den har det ekstra, man har savnet hos DRs seneste dramasatsninger som »Liberty« og »Bedrag«, der ikke kunne fastholde seerne og få dem til at mærke, at karaktererne havde noget på spil. »Hjemmebane« er gennemført lavet med flotte billeder af et lille industrisamfund på Norges vestkyst, godt skuespil og en velskrevet handling, som den succesrige norske forfatter Erlend Loe er medforfatter på.

Indbyggerne samler sig om fodboldholdet, og serien følger særligt Helena Mikkelsen, hendes datter og et ungt talent, der af ukendte årsager stoppede en lovende, international karriere for at vende tilbage til bygden. Deres historier bliver vævet sammen en række andre personer, som har en forbindelse til holdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR / NRK.

Fodboldholdet er midtpunktet i »Hjemmebane«, men serien handler kun på overfladen om fodbold. Den fokuserer i stedet på magtkampene i et lille samfund, hvor skibsværftet fyrer folk, og der er langt til nærmeste storby. Indbyggerne samler sig om fodboldholdet, og serien følger særligt Helena Mikkelsen, hendes datter og et ungt talent, der af ukendte årsager stoppede en lovende, international karriere for at vende tilbage til bygden. Deres historier bliver vævet sammen af en række andre personer, som har en forbindelse til holdet. Ingen er rigtig onde, og ingen er helt gode. Selvom karaktererne ikke altid forstår hinanden, afslører hvert afsnit lidt efter lidt, hvorfor de handler, som de gør.

Skal en kvinde være sød?

Det er umuligt ikke at tænke på #MeToo-debatten, når man ser »Hjemmebane« (der blev skrevet inden #MeToo). Dén diskussion har oftest handlet om ekstremer som voldtægt og overgreb, men »Hjemmebane« viser i stedet de små forskelle og fine detaljer i hverdagens magtspil, når det gælder køn og fordomme. Serien spiller også på seernes egne kulturelle forventninger. Helena Mikkelsen er til tider sympatisk, men oftest en hård nyser, der insisterer på at gøre det, der er bedst for holdet. Man kan tage sig selv i at ønske, at hun var lidt sødere. Og så kan man spørge sig selv, om man havde tænkt den tanke, hvis hun havde været en mand?

På mange måder ville det være nemmere, hvis nogen sagde det højt: »Du er en kvinde, derfor kan du ikke gøre det lige så godt.« Så ville der være noget at kæmpe mod. Men det siger ingen højt i Skandinavien, hvor vi jo har lighed mellem kønnene. Derfor er en serie som »Hjemmebane« vigtig, fordi den formår at vise de underliggende uligheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR / NRK.

Serien viser, hvor komplicerede dagligdagens magtspil er, og hvor utilstrækkelige ord kan være til at forklare situationer, hvor man bliver uretfærdigt behandlet. Helena Mikkelsen har 15 års erfaring som træner og en mastergrad i fodbold og har ført et kvindehold til Champions League-finalen. Alligevel forfølger hendes køn hende. Hendes job hænger konstant i en tynd tråd. Ingen siger åbenlyst, at det er, fordi hun er kvinde, men det ligger under overfladen. Hendes konkurrent er en af holdets spillere, som har fungeret som spillende assistenttræner i ét år. Helena Mikkelsen er betydeligt mere kvalificeret, men mon ikke han kunne gøre det bedre?

På mange måder ville det være nemmere, hvis nogen sagde det højt: »Du er en kvinde, derfor kan du ikke gøre det lige så godt.« Så ville der være noget at kæmpe mod. Men det siger ingen højt i Skandinavien, hvor vi jo har formel lighed mellem kønnene. Derfor er en serie som »Hjemmebane« vigtig, fordi den formår at vise de underliggende uligheder - de situationer, hvor man fornemmer, at man ikke helt har samme fordele, eller at man bliver behandlet anderledes, fordi man er en kvinde. Situationer, som aldrig rigtig kan beskrives, uden at det kan bortforklares som en misforståelse eller en overreaktion.

»Man kan tage sig selv i at ønske, om hun ikke kunne være lidt sødere. Og så kan man spørge sig selv, om man havde tænkt den tanke, hvis hun havde været en mand?«


»Hjemmebane« minder om DR-serierne »Sommer« og »Nikolaj og Julie«, hvor hverdagens dramaer er i centrum, og den har også fællestræk med »Skam«. De enkeltes kampe er vedkommende og minder om, at både chikane og godhed er alle vegne, og at vi ikke ved, hvad andre kæmper med. Serien har også plads til komiske elementer. Som man også så i »Skam«, har norsk TV tilsyneladende et øje for originale og skæve karakterer.

Feminisme, fodbold og fordomme forenes smukt i »Hjemmebane«. Har man savnet en serie at binge-watche, er her ti afsnit, der vil sidde i én, længe efter at man har slugt sidste afsnit.

Hjemmebane

Norsk TV-serie af Johan Fasting. Instruktion: Arild Andresen, Cecilie Mosli, Yngvild Sve Flikke, Stian Kristiansen og Eirik Svensson. Produktion: Motlys/NRK
★★★★★☆
DR TV