»Det vigtigste er, at børnene er glade for at spille«

Marie Rørbech er ny dommer i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, der hvert år samler flere end hundrede børn og unge til fredelig musikalsk kappestrid. Selv deltog hun første gang i konkurrencen som ni-årig i 1983.

Marie Rørbech var ni år og så lille, at hun ikke kunne nå pedalerne på flyglet, da hun i 1983 første gang deltog i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Nu er hun ny dommer i musikkonkurrencen. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skal være lysten, der driver værket, når børn spiller musik. Det kan der slet ikke herske tvivl om, hvis man spørger Marie Rørbech, den nye dommer i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Hun debuterer på posten i weekenden 25. og 26. april, når den prestigefulde konkurrence afholdes for 43. gang. Og spørger man, hvad hun glæder sig allermest til, falder svaret prompte:

»Jeg glæder mig til at se og høre en hel masse glade børn, der spiller noget god musik. Som spiller, fordi de kan lide det, og ikke fordi der står nogle forældre og siger, at de skal. Der er så mange børn, der bliver pacet frem, men det vigtigste er, at børnene er glade for at spille musik.«

Marie Rørbech begyndte selv at spille klaver, da hun var fem år gammel – inspireret af sin storesøster, der spillede violin – og deltog flere år i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, hvor hun som 14-årig sluttede af med guldmedalje i 1988.

»Første gang, jeg deltog, var jeg ni år, men stadig så lille, at jeg ikke kunne nå pedalerne. Konkurrencen var virkelig noget, jeg så frem til hvert år – ikke bare for selv at deltage, men også for at sidde og lytte til de andre og lære andre med samme interesse at kende. Man kan godt ind imellem føle sig lidt alene derhjemme med sit klaver,« smiler hun.

Læs også: Musikken bringer os sammen

Der er ingen tabere

Hun mener, at en konkurrence som Berlingskes er en vigtig drivkraft for de unge musikere.

»Børn vil rigtig gerne sammenligne sig selv med andre børn, uanset om de dyrker basket eller spiller fodbold eller violin,« siger hun.

»Det kan godt være, at ens far og mor siger, at man er dygtig, men det er altså noget andet, når der sidder nogle professionelle dommere, som ved, hvad de skal se efter og kan vurdere, om man har gjort fremskridt siden sidste år. I sådan en konkurrence handler det ikke om, at man absolut skal være den bedste – det er lige så vigtigt bare at få at vide, at man selv er blevet bedre. På den måde bliver det en glædelig konkurrence – der er ikke nogen tabere.«

Marie Rørbech vidste allerede som teenager, at hun ville være professionel musiker. Som 17-årig kom hun ind på konservatoriet og har studeret både i København, Berlin og Aarhus. Hun debuterede i 2000 og blev udråbt til én af sin generations mest lysende stjerner. Men i 2008, da hun var 34 år, fik hun en neurologisk fingerskade, der gjorde højre hånds langefinger stiv og tvang hende til at opgive karrieren.

I dag er det udelukkende døtrene på fire og otte år, der sætter sig ved det blanke sorte flygel i hjemmet i Hellerup.

»Det skal de have lov til, hvis de selv har lyst, men jeg har ikke sat dem foran klaveret,« siger Marie Rørbech, som heller ikke har ambitioner om selv at lære døtrene at spille:

»Så ryger vi bare i totterne på hinanden,« ler hun.

Teknik gør det ikke alene

Selv om hun måtte opgive karrieren som koncertpianist, fylder musik stadig meget i Marie Rørbechs liv. Efter en uddannelse i kommunikation og marketing på CBS arbejder hun i dag som manager for Det Danske Ungdomsensemble, DUEN. Hun er også projektleder for Den Internationale Carl Nielsen Kammermusik Konkurrence, der til oktober afholdes i anledning af Carl Nielsens 150 års fødselsdag, og har været dommer i flere konkurrencer for unge musiktalenter, bl.a. Steinway Festival og DRs »Spil for livet«.

»Det, jeg lytter efter, når jeg skal bedømme de unge musikere, er et samlet billede, som består af flere elementer,« forklarer hun.

»Det er selvfølgelig vigtigt, at man mestrer teknikken og kan håndtere violinen, fløjten, klaveret, eller hvilket instrument man nu har valgt. Og det er der rigtig mange, der kan – selvfølgelig afhængig af alder, og hvor længe man har spillet,« forklarer hun.

»Men det er mindst lige så vigtigt, at man har en forståelse for det rent musikalske. Der er mange, der kan flytte fingrene meget hurtigt og rable en hel masse noder af sig i en frygtelig fart, men som lidt glemmer, hvorfor det egentlig er, de spiller. Hvis hjertet ikke er med, og det virker, som om de ikke har forstået, hvad der foregår i musikken, bliver det hurtigt meget kedeligt at høre på. De rigtig dygtige får de to ting, teknikken og forståelsen af musikken, til at smelte sammen.«

I løbet af de to konkurrencedage skal Marie Rørbech høre og vurdere flere end 100 unge musikere. Det er en stor opgave, erkender hun, men også en glædelig opgave.

»Det er herligt at opleve børnenes entusiasme omkring det at spille et instrument, og jeg glæder mig til at følge dem de kommende år og være med i deres udvikling,« siger hun.

»Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at sidde og lytte efter, om der nu er et par stykker eller måske tre, som er helt fantastiske. Men det allervigtigste er at opleve nogle glade børn være rigtig glade for at spille musik.«

Læs også: Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence 2015

Læs også: Og vinderne er...