Det var tider: Da Beethoven var pædagogfrit område

Konponist Ludwig van Beethoven. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

Da, da, da, daaaah ...  da, da, da, daaah ...

Beethovens 5. symfoni drønede ud af teenageværelsets nyindkøbte kæmpehøjtalere, og jeg blev ramt lige i mellemgulvet. Aldrig havde jeg hørt noget så fascinerende og stærkt og smukt, aldrig, jeg var helt solgt, og det har jeg været siden - til Beethoven og til al mulig anden kompositionsmusik, helt frem til den allernyeste og den allervildeste. Men Beethoven var den første, og han er for mig også stadigvæk den største, og den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvordan jeg som 14-årig fik den idé, at jeg ville høre netop ham.

»"Det var så dejligt at være der på musikbiblioteket, for selv om det var for voksne, var det paradoksalt nok samtidig dejlig voksenfrit"«


Der var nemlig ingen, der havde fortalt mig om ham. Eller om noget andet klassisk musik for den sags skyld. Ikke i skolen, ikke derhjemme, ikke andre steder. Klassisk musik var ikke-eksisterende i mit lille forstadsunivers, men pludselig var den der, lysten til at høre Beethoven, så jeg må jo være stødt på hans navn et sted, dette smukke og dragende navn, så jeg cyklede over til vores lokale musikbibliotek, der bugnede af LPer med alverdens musik, og jeg tog begærligt for mig af retterne. Først den 5. symfoni, derefter de andre Beethoven-symfonier, senere alt muligt andet.

Og det var så dejligt at være der på musikbiblioteket, for selv om det var for voksne, var det paradoksalt nok samtidig dejlig voksenfrit, forstået på den måde, at der ikke var nogen voksne, der blandede sig, ingen hævede pegefingre, ingen voksenforsøg på at få en ung mand som mig til at interessere sig for det ene eller det andet eller det tredje.

Jo, tingene var virkelig helt anderledes dengang, det var før den velmenende pædagogiks anmassende indtog, det var før, der gik formidling i alting, formidling til kvalmegrænsen, også til voksne, det var før en nutid, hvor - for nu at tage et aktuelt eksempel - en kapelkoncert med musik af Wagner, Brahms og Strauss bliver forsøgt solgt med den »fængende« overskrift »Til døden os skiller«. Bevar mig vel! Nej, det her var noget helt andet, for der var kun mig og hylderne, der på musikbiblioteket, som jeg fik lov til selv at udforske, uforstyrret. Og det begyndte med Beethoven, så af hjertet tak til ham og tak også til musikbiblioteket. I blev min skæbne! Da, da, da, daaah ...