»Det var ren afmagt og mine instinkter, der overtog. Det var en regulær nærdødsoplevelse«

Frihed, den ultimative frihed. Det er det største ved en cykeltur, mener forfatter og filminstruktør Daniel Dencik og sportsdirektør Brian Holm. De to venner har begge følt sig ultimativt i live på en cykel - men de har også været millimeter fra døden, mens de dyrkede deres fælles passion.

Dobbelt-interview med forfatter Daniel Dencik og cykelboss Brian Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Både Brian Holm og Daniel Dencik har haft nærdødsoplevelser på en cykel. De er begge endt i brusende floder med så stærke understrømme, at de nær ikke havde overlevet. Og de er begge drevet af kompromisløshed, behovet for frihed og at udfordre grænserne og livet. Den ene som sportsdirektør med en fortid som professionel cykelrytter, den anden som forfatter og filminstruktør.

Brian Holm og Daniel Dencik bor begge på Frederiksberg, som er udgangspunktet for mange deres cykelture – ud af byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Mens Brian Holm har været aktiv i cykelsporten, siden han var ni år, er det for vennen Daniel Dencik en stærk fascination, der har trukket ham ind i den cykelverden, han har beskrevet i bøger, artikler og film.

Brian Holm

»Man har lidt pligt til at holde sig i bare nogenlunde god form. Vi kan spise sundt og så – ja, tage en pæn skjorte på og se lidt respektabel ud. Det er da det mindste, vi kan gøre, når vi nu har fået det her utrolige liv.«


Holm og Dencik er nu på vej ind i nye epoker i deres liv. Mens Daniel Dencik netop er udkommet med romanen »Nordisk vildt«, er i gang med optagelserne til en dokumentarfilm om dansk cykelsport og snart skal være far, meddelte Brian Holm for nylig sin chef på det belgiske cykelhold Quick-Step Floors Cycling, at han ville på deltid. Med 180 rejsedage om

året siden 2004 var han ved at være nedslidt og savnede konstant familien. For nylig gav han sin chef et ultimatum.

Men uanset hvor travlt deres liv har været, har de haft et fælles fast holdepunkt: cyklen.

Farten, fascinationen og friheden

Daniel Dencik: »Jeg har et motto: Der findes ikke det problem, man ikke kan cykle sig fra.

Når jeg sidder på min røde Flandria, er det den største og reneste frihedsfølelse, som findes. Hvis jeg har et stort problem, også arbejdsmæssigt – det kan være med en bog eller film – så ved jeg, at jeg skal sætte mig op på min cykel og køre en tur. Det hjælper hver eneste gang. Ikke at jeg altid finder en løsning, men det gør alligevel noget ved mig. Jeg har også noget rastløshed i mig og har altid haft en idé om, at jeg skal være i bevægelse.

Måske er det derfor, jeg har rejst så meget og i lange perioder har boet uden for Danmark. Jeg har boet på Hawaii i fire måneder og i næsten et år på Samoa i Stillehavet.

Daniel Dencik

»Jeg var fem år, da jeg begyndte at sidde med sådan nogle små cykelrytterfigurer på gulvet derhjemme. Jeg havde både følgebiler, hold, felter, mål og landskaber. I timevis kunne jeg forsvinde ind i den verden.«


Når jeg oplever friheden så kraftfuldt på en cykel, er det måske, fordi det er noget selvskabt. Glæden ved, at man selv har skabt den fart, man er i. Det er noget andet end at sidde i en sportsvogn og blive blæst igennem. Det er også fedt, men på en anden måde. Jeg er ofte væk på lange rejser, og når jeg er tilbage i Danmark, føler jeg først, jeg er kommet rigtigt hjem, når jeg har været en tur ude på min cykel.«

Brian Holm: »Jeg kender det. Man skal lige op cyklen for at lande ordentligt. Jeg tror, det må være det tætteste, jeg kommer på en meditationsoplevelse, når jeg cykler for mig selv. Tidspunkter, hvor jeg kører og er helt i sync med mig selv – det lyder lidt langhåret. Jeg kører tit en tur på to timer op over Farum og Strandvejen – det giver mig en god energi. Der er ikke ret meget, vi selv er herre over, når det kommer til stykket. Man kan pludselig blive alvorligt syg. Det har jeg selv prøvet, og alt muligt kan ske. Men på min cykel er jeg den, der bestemmer.

Mens Brian Holm investerer i nye racercykler, er Daniel Dencik mere til ældre cykler – her på sin røde Flandria. »De gamle cykler er meget smukkere.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Man har lidt pligt til at holde sig i bare nogenlunde god form. Det er en anden grund til, at jeg cykler. Vi kan i det mindste spise sundt og så – ja, tage en pæn skjorte på og se lidt respektabel ud over for andre mennesker. Det er da det mindste, vi kan gøre, når vi nu har fået det her utrolige liv.

Men apropos det med at blive blæst igennem, så planlægger jeg i øjeblikket en tur på motorcykel tværs over USA. Sådan en slags pilgrimstur, hvor jeg kører for mig selv, og hvor jeg planlægger kun at køre gennem de stater, hvor man ikke skal have hjelm på. Det er frihed.«

Daniel Dencik: »Hvorfor kører du ikke turen på cykel?«

Brian Holm: »Jeg har cyklet nok, så de helt store ture er det slut med. I øvrigt – er det så ikke kun folk, der aldrig har kørt rigtigt cykelløb, men kun har kørt sådan noget ekstremsportspladder, der tager den på cykel tværs over USA? Ha, ha. Nu siger jeg det, selv om de ikke kan lide at høre det. Men hvis jeg skal cykle ud over at trille en lille tur herhjemme skal der være en vindertid. Det ligger dybt i mig.«

Daniel Dencik: »For mig er cykling sammen med en stærk lyst til at fortælle historier ligesom de to ting, jeg kom til verden med. Men det er selve fascinationen af cykelsporten og alt det, der er omkring den, som jeg altid har været tiltrukket af. Jeg var fem år, da jeg begyndte at sidde med sådan nogle små cykelrytterfigurer på gulvet derhjemme. Jeg havde både følgebiler, hold, felter, mål og landskaber. I timevis kunne jeg forsvinde ind i den verden. Jeg har aldrig drømt om selv at blive professionel cykelrytter og har aldrig kørt på klubniveau, men senere har jeg fundet ud af, at jeg ikke er så dårlig til at cykle, som jeg troede.«

Hvad har du vundet af store løb?

Brian Holm: »Det største, jeg har vundet, er Brussels Cycling Classic, verdens næstældste cykelløb efter Paris-Roubaix. De første år som professionel vandt jeg cirka to-tre løb om året. Jeg har været i cykelsporten nonstop siden 1971. Men jeg har ingen romantiske forestillinger om cykelsporten overhovedet, for det er også råt. Men jeg må sige, at de gange i mit liv, hvor jeg har været i alvorlige kriser, er det altid cykelsporten, der på en eller anden måde har reddet mig. De venner, jeg har, og som jeg har haft gennem mange år, er mennesker, jeg kender gennem cykling. Uanset hvad der er sket, har vi altid en fælles reference fra cykling. Vi ved, hvad vi hver især kommer fra og er vokset op med, og de mennesker har været der for mig.«

Mens Brian Holm kører med hjelm »on and off«, har Daniel Dencik aldrig hjelm på, når han cykler. Han vil føle sig fri, og det gør han uden hjelm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Daniel Dencik: »Jeg har filmet forårsklassikerne, som er et frirum og for mig et meget legefuldt sted, som jeg elsker at være midt i. I modsætning til de spillefilm, jeg har lavet, kan en dokumentarfilm i langt højere grad fange øjeblikket og magien. Når rytterne er kørt over målstregen, har jeg stået lige ved målet med filmholdet. Her er rytterne både lettede og rystede, og følelserne sidder helt udenpå – de er helt åbne. Det er den hårdeste sport i verden.

Man kan se smerten og anstrengelserne i deres ansigter, fordi det, de netop har været igennem, er så vildt. Det har altid tiltalt mig, at det liv, de professionelle lever, er så kompromisløst.«

Brian Holm: »Jeg savner ikke det professionelle liv – det gør jeg virkelig ikke. Det er selvfølgelig noget andet som sportsdirektør, men alle de mange rejsedage … Jeg har været sindssygt træt af det. Gennem de sidste ti år har jeg haft 180 rejsedage om året, og jeg har aldrig været på ferie med min familie – jeg kan ikke holde hotelværelser og lufthavne ud, når jeg har fri. Jeg er lige blevet 56 år, og jeg vil gerne være mere sammen med min familie og prøve at have gæster derhjemme.

I mange år har jeg ikke haft gæster, men har mest drukket kaffe med folk ude i byen. Jeg har så mange mennesker omkring mig, når jeg rejser som sportsdirektør, at jeg bliver nødt til at trække persiennerne ned, når jeg er hjemme, og det er ikke rimeligt over for min familie.

For nylig er det lykkedes mig at få skåret mine rejsedage hos mit hold Quick-Step ned til 50 dage om året. Jeg var villig til at sætte mit job ind på at få færre rejsedage, for jeg er SÅ færdig med at rejse så mange dage om året.«

Daniel Dencik: »Min store helt har altid været Bernard Hinault (kendt for fem sejre i Tour de France, red.). Som dreng så jeg ham i et løb, hvor rytterne skulle passere Christiansborg og køre 25 gange rundt her. Jeg så ham stå stille og løb hen og greb fat om hans ben – det var jo benene, der var de vigtigste. Det er sådan, jeg må have tænkt. Jeg tilbad ham, virkelig. Hans ravnesorte hår, hans olierede ben, hans sorte bukser, han kørte Gitane.«

Brian Holm: »Jeg synes, personlighederne var større før i tiden. I dag er det meget sjældent, jeg hører nogle ryttere sig deres mening om noget som helst. Hvis de åbner munden, sidder der tre pressechefer på bagsædet i en bil og giver rytteren mundkurv på.«

Daniel Dencik: »Dem, man holder mest af, er jo de ryttere, der taler lige ud af posen.«

Angsten, overlevelsen og taknemmeligheden

Daniel Dencik: »Jeg havde en helt vanvittig oplevelse på en cykel tilbage i april i år. For halvandet år siden købte jeg et hus oppe i Sierra Nevada bjergene i Andalusien. Min kæreste og jeg havde købt hver sin mountainbike, og en dag var jeg på tur alene. Jeg havde flere gange prøvet at krydse over dalen, kigget på kort og alt det her, men forgæves. Og til sidst tænkte jeg: Det MÅ kunne lade sig gøre.

Jeg cykler, og på et tidspunkt forsvinder vejen ud i sådan en eng, og så går der en stejl sti ned mod en flod. Jeg kan se byen ovre på den anden side af floden, og jeg kan også høre kirkeklokkerne.

Jeg er nødt til at tage cyklen over skulderen og bevæge mig ned ad en skrænt. Naturen bliver vildere og vildere, og der er torne overalt. Jeg kommer ned til floden og går ud i den – stadig med min cykel på skulderen. Så står jeg der med vand op til maven.

Jeg får kæmpet mig over på den anden side af floden, men jeg kan nu ikke komme op på kanten. Tænker, at det er bedre længere nede ad floden, og bomber af sted med min cykel. Men der er helt lukket som i en jungle. Jeg må tilbage igen, men vandet er ved at nå mig op til halsen, og jeg begynder at blive alvorligt bange. Jeg mærker sådan en urkraft i mig og får kæmpet mig hen til kanten, hvor jeg må efterlade min cykel. Jeg ved på det tidspunkt, at jeg ikke ser den igen.

Jeg kravler op gennem noget tornekrat og bliver fuldstændig forrevet for så at møde nogle vildsvin, der kan blive ret hidsige. Det er, som om hver gang jeg finder en lille åbning og løsning, lukker det sig igen og bliver kun værre og værre. Nå, men det ender med, at jeg kommer helskindet hjem, men ligner Jesus, der har hængt på korset.

Bagefter har jeg tænkt: Hver gang jeg forsøgte at handle rationelt, blev det bare værre. Det var ren afmagt og mine instinkter, der overtog. Det var en regulær nærdødsoplevelse.

Brian Holm: »Sikke en vild historie. Jeg har ikke en oplevelse, der kan måle sig med det, du lige har fortalt.«

Daniel Dencik: »Det er jo et vanvid, der åbner sig i den slags situationer, og man bliver helt grænseløs. Man stiger ligesom ind i et vanvid, der er ved at sluge én.«

Brian Holm: »Ja, så kan man for alvor mærke, at man lever. Det er jo sådan, man tænker bagefter, når man har overlevet. Så ved man, hvad taknemmelighed er.

Jeg var på et tidspunkt i Tyskland som sportsdirektør, hvor jeg ventede på mit cykelhold. Jeg havde min cykel bag i bilen og ville lige rulle en lille tur. Da jeg nåede til en flod, fik jeg lyst til lige at dyppe mig lidt og sprang i, men fandt hurtigt ud af, hvor meget kraft der var på floden, der ellers så helt stille ud.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: Fuck, nu dør du. Du drømmer ikke om, hvor stærkt det gik, og indimellem var jeg under vandet. Men kort fortalt så lykkedes det mig at komme ind til kanten og op.

Så lå jeg der bagefter og gispede højt og rystede og tænkte: Der var du en millimeter fra at drukne. Hvordan kan du også springe i en flod, du ikke kender?  Så væltede jeg tilbage til bilen og til min cykel. Jeg ved ikke, hvad jeg må have lignet i ansigtet. Jeg tror, at jeg lignede døden.

Daniel Dencik: »Det er nærdødsoplevelser, man aldrig glemmer.«

Brian Holm: »Den slags oplevelser står i skarp kontrast til det liv, vi lever, når vi bare vader rundt herinde i København. Vader ned ad Pilestræde, hilser på et par mennesker. Der er ikke meget, der er på spil.«

Daniel Dencik: »Ja, man glemmer sine instinkter, når man har sin hverdag her i byen. Der kan selvfølgelig ske trafikulykker, men man kan ligesom ikke blive grebet og fanget ind i naturens kræfter, hvor vi ikke længere rigtigt kan styre det. Da jeg havde min nærdødsoplevelse i foråret, tænkte jeg bagefter: Det er Spanien og naturen, der kommer og giver dig én over nakken og siger: Det er os, naturen, der lige nu bestemmer over dig.

Det er stærke kræfter, hvor man ikke venter det. Men så fik jeg jo blandet blod med nogle vildsvin.«

Filminstruktør Daniel Dencik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Daniel Dencik, 46 år

Aktuel med sin nye roman, »Nordisk vildt«, der netop er udkommet.

Arbejder på en dokumentarfilm om dansk cykelsport, hvor han følger de danske professionelle ryttere i nogle af de største og hårdeste løb.

Står bag flere prisbelønnede dokumentarfilm, bl.a. »Tal R: The Virgin«, som han fik en Robert for som årets bedste, korte dokumentar.

Har også instrueret dokumentarfilmene »Moon Rider« om en ung cykelrytters liv og »Ekspeditionen til verdens ende« om en ekspedition til det nordøstlige Grønland.

»Guldkysten« fra 2015 med Jakob Oftebro og Danica Curcic i hovedrollerne var hans første spillefilm som instruktør.

Har skrevet flere romaner, bl.a. »Anden person ental« fra 2014. Uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole og har studeret filosofi på universitetet.

 

Foto: Søren Bidstrup.

Brian Holm, 56 år

2012-nu: Sportsdirektør på Quick-Step Floors Cycling.

2004-2011: Sportsdirektør på T-Mobile (senere HTC).

Professionel cykelrytter fra 1986-1998, bosat i Belgien.

Vandt 14 sejre som professionel, bl.a. Brussels Cycling Classic, Paris-Camembert, GP Wielerrevue og Circuit des Frontiere.

Kørte Tour de France syv gange.

Deltaget i Tour de France mere end 20 gange som både rytter, sportsdirektør og journalist.

Med til over 50 etapesejre under Tour de France.