Louise Fribo er en stor fan af tilfældige sammentræf. Eller, som hun selv kalder det, »livets mærkelige synkroniciteter«. Det fænomen, at nogle gange tager man en beslutning i sit liv, som ad uransagelige veje, og uden at det er hverken planlagt eller forventet, åbner for helt nye muligheder i tilværelsen.

Et sådant tilfældigt – og lykkeligt – sammentræf var det, da Det Ny Teaters direktør Niels Bo Valbro for snart halvandet år siden ringede og spurgte, om Louise Fribo ikke havde lyst til at synge den kvindelige hovedrolle som Christine Daae i Adrew Lloyd Webbers spritnye musical »Love Never Dies« - efterfølgeren for megasuccessen »Phantom of the Opera«.»Niels Bos opringning kom på et tidspunkt, hvor jeg havde en meget skelsættende oplevelse, en form for nervøst sammenbrud, og hvor jeg måtte tage nogle meget dyre beslutninger om, hvordan jeg ville leve mit liv i fremtiden – og hvor meget af min fortid, jeg skulle tage med mig,« siger hun.Hun havde bogstaveligt talt »hevet stikket ud«, aflyst stort set alle engagementer og meddelt sine agenter, at hun ikke ville synge en tone i mindst et halvt år og ikke vidste, om hun overhovedet ønskede at synge igen.»Så da Niels Bo ringede, havde jeg et kæmpe hul i kalenderen. Det kunne ikke være bedre, og jeg kunne ikke være lykkeligere for at få den mulighed for at samle mig op igen og styrke mig selv. Det er lige, så man kan blive fuldstændig religiøs – man føler virkelig, at der bliver lagt en bane for én,« siger hun.

Vi møder 42-årige Louise Fribo i hendes garderobe på Det Ny Teater umiddelbart efter en prøve, hvor hun har sunget duet med Fantomet, der på skift spilles af Bo Kristian Jensen og Thomas Ambt Kofod. Håret er stadig fladmast efter parykken og ansigtet smurt ind i kokosolie for at fjerne den tykke teatersminke. »Det opløser godt – og så er det billigt,« siger hun med en lys og glad latter.

Rollen i »Love Never Dies« er noget af det bedste, der kunne ske i hendes liv lige nu. Alene det, at hun otte måneder i træk har en fast arbejdsplads, oven i købet kun få minutters cykeltur fra hjemmet på Islands Brygge, hvor hun bor med sin mand, musikeren David Springborg, og sønnerne Alfred på 10 og Eskild på fem år, at hun kan hente sine børn fra skole og børnehave næsten hver dag og kan have noget, der i hvert fald minder om et normalt familieliv – det har hun ikke oplevet de seneste otte-ti år.Louise Fribo har et cv, der siger spar to til de fleste andre musicalstjerners. Som datter af professionelle musikerforældre begyndte hun allerede som fire-årig at spille violin. Da hun var syv, begyndte hun at danse ballet og kom som 16-årig på en kombineret ballet-,teater- og sangskole i England. 19 år gammel havde hun sin debut i musicalen »Cats« i Hamborg, og som 21-årig fik hun sit danske gennembrud som Cosette i »Les Misérables« først på Odense Teater og siden Østre Gasværk.Efter 8-10 år med musicals i Danmark søgte hun i 2003 ind på Operaakademiet for at udvikle sin meget høje, såkaldte koloratursopran. Og i 2004 debuterede hun på Theater Lübeck som Zerbinetta i operaen »Ariadne fra Naxos«. Siden da har hun rejst Europa tyndt og sunget på en lang række operascener, bl.a. ved Salzburger Festspillene, og i 2010-11 var hun på verdensturné med den amerikanske skuespiller John Malkowich og stykket »The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer«.»De år var et rakkerliv uden lige. Jeg boede i København og fløj frem og tilbage, til job i Wien, Milano, Berlin eller Aalborg. Man lander i en by og har måske bare 15 timer til at forberede sig, ind på scenen og synge, måske sove på et hotel og så hjem dagen efter. Og to dage efter af sted til en ny by og synge en opera dér. Hele tiden skal du have adrenalinen op at køre lynhurtigt for at levere dit bedste. Det er meget belastende og ikke særlig godt for kroppen på langt sigt,« fortæller hun.

Oven i alt det begyndte hendes familie for seks år siden bogstaveligt talt at dø om ørerne på hende. Og i »forkert« rækkefølge:

»Først døde mine forældre med kort mellemrum og så mine bedsteforældre, og jeg stod alene med en bror og en moster og skulle rydde dødsbo og tage stilling til både mit eget og mine forældres barndomshjem. Samtidig fik jeg mit andet barn og rejste rundt som operasanger. Det knækkede mig. For halvandet år siden kunne jeg mærke, at benzintanken var tom, jeg kunne ikke mere.«Forældrenes død fik hende imidlertid også til at se sin egen opvækst og det liv, hun levede, i et nyt lys. Og det blev klart for hende, at hun måtte gribe sin karriere an på en helt anderledes måde.»Min oldefar, min farfar og min mormor var alle musikere, begge mine forældre spillede i DR Underholdningsorkestret, og min far ledede også i 10 år Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester. Jeg er stolt over den musikalitet, jeg har arvet fra dem. Men jeg har også arvet det indre pres, at man hele tiden skal præstere lidt mere og være lidt dygtigere for at føle sig værdsat og elsket,« siger hun.»Jeg ved godt, at det går igen hos mange kunstnere, og jeg er ikke ude på at skyde skylden på nogen. Men det er et faktum, at det, du ser hos dine forældre, bliver også let din egen identitetsopfattelse. Da jeg ryddede op i mine forældres ting, læste jeg bl.a. et brev, min far skrev til min mor, da han som ganske ung var på turné i Canada. Der stod: »Ja, det var en vældig god aften. Jeg spillede næsten ingen gale noder.« Da gik det op for mig, at mine forældres forhold altid havde handlet om, hvor dygtig man var. Og jeg kan jo se, hvordan jeg selv, lige siden jeg begyndte at spille violin som fire-årig, altid har skullet præstere. Derfor var det så nødvendigt for mig at få lov til at sige, at det er OK, hvis jeg aldrig synger en tone mere. Og vide, at jeg ville blive værdsat alligevel.«

I dag har Louise Fribo genfundet glæden ved at synge.

»Jeg føler, jeg har fået en kæmpe gave netop ved at kunne sige, at jeg ikke havde lyst til at synge. Det har givet mig fred indeni og befriet mig for den præstationsangst, der har fulgt mig i mange år,« siger hun.»Jeg indså, dybest nede, at det var mine forældres liv, jeg levede. Ikke mit eget.«Hun er stadig sammen med sine agenter ved at planlægge, hvordan hendes karriere skal tilrettelægges fremover. Lige nu nyder hun bare at være med i »Love Never Dies«, og hun elsker tanken om, at der ikke står en masse opgaver og venter i kalenderen, når forestillingen har spillet færdig til næste sommer.»Det har jeg kun sjældent prøvet, og jeg er fuldstændig tryg ved det. Andre ville måske råbe: »Hjælp, jeg er arbejdsløs!«, men for mig er det en stor lettelse, at jeg nu for første gang i mange år selv har mulighed for at præge mit arbejdsliv og sige nej til ting, jeg ikke føler, jeg får nok ud af økonomisk og erfaringsmæssigt. Det er en meget stor luksus.«Hun vil gerne spille flere musicals herhjemme og samtidig skrue ned for det hektiske turnéliv, men hun har ingen planer om helt at droppe operaaktiviteten.»Der er så mange ting, jeg elsker både i opera og musical, og jeg vil gerne have den vekselvirkning i mit liv. I virkeligheden har jeg det jo som blommen i et æg, fordi jeg har mulighed for begge dele,« siger hun.