»Det var fantastisk at opleve det fællesskab med nogen, der havde det på samme måde som jeg«

Michael Bojesen var otte år gammel, da han første gang stiftede bekendtskab med Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Mødet med snesevis af andre børn, der delte hans interesse for klassisk musik, blev et af de første afgørende skridt i en musikalsk karriere, der foreløbig er kulmineret i jobbet som chef for Malmö Opera.

I 2016 var Michael Bojesen selv dommer i konkurrencen, og 12. maj er han vært ved den festlige finalekoncert med præmieuddeling i Tivolis Koncertsal, der runder dette års konkurrence af.

»Jeg synes, det er imponerende, at Berlingske stadig – på trods af den svære tid for mediebranchen – har en ideologi og nogle visioner, der rækker videre ud end tørre salgstal,« siger han.

Michael Bojesen er opvokset i, hvad han selv kalder »et lidt råt miljø« på Amager, hvor alle de andre drenge i klassen kun gik op i fodbold.

»Så der stod jeg mutters alene med min musikinteresse og følte mig fuldstændig malplaceret og meget ensom. Og netop derfor var det så fantastisk pludselig at opleve det fællesskab med nogen, der havde det på samme måde som mig,« mindes han.

Forældrene var glade for musik – de havde mødt hinanden i Den Engelske Kirkes kor – og der fandtes også i hjemmet et opretstående klaver.

»Så jeg kommer fra et hjem med klaver,« smiler han.

»Men ellers havde mine forældre ingen særlige forudsætninger for at vide, hvordan man skulle dyrke det her musiske talent, som det ret tidligt viste sig, at jeg havde.«

Derfor blev det naboens søn, Svend, med efternavnet Rastrup-Andersen – i dag programvært på P2 – der viste vejen. Han skulle gå til spil og opfordrede Michael til at følge trop. Og spillelærerinden meldte de to til musikkonkurrencen, der dengang blev afholdt i regi af Ping Klubben under myndig ledelse af redaktør Karen Aabech, også kendt som Tante Karen.

Tilfældet ville så også, at der hos spillelærerinden gik en dreng, som var kommet ind i Tivoli-Garden, og som opfordrede Michael til også at søge ind. Hvilket han gjorde.

Det betød, at han de første fire år deltog i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence på klaver, det femte år på både klaver og saxofon og de sidste tre år på saxofon, som var det instrument, han vandt guldmedalje på. Det var i 1976.

»Noget af det særlige ved Berlingskes musikkonkurrence er, at den rummer alle de klassiske instrumenter. Det er ikke bare en Steinway-konkurrence eller en konkurrence for unge strygere. Den rummer det hele, og det er fint, fordi det skaber en fælles identitet omkring glæden ved at dyrke den klassiske musik, som jo på en eller anden måde er enormt nørdet. Og som kræver mange flere timers koncentreret indsats end så mange andre fritidsinteresser,« siger Michael Bojesen.

»Det var selvfølgelig ikke Berlingskes musikkonkurrence, der gjorde, at jeg sidder som operachef i dag. Men konkurrencen gav mig et rygstød ved at vise, at andre delte den interesse, og at der var nogen, der troede på mig. Og det har haft stor betydning for, at jeg valgte musikken som vej.«

Gennem hele sin karriere, bl.a. som chef for DR PigeKoret og som dommer i flere konkurrencer for unge, har Michael Bojesen været stærkt engageret i, hvordan man spotter og udvikler talent.

»Talent kan være mange ting, men når vi taler musisk talent, er glæden ved musik noget af det vigtigste. Men også drivkraft og vilje. Man skal virkelig ville det og være indstillet på at bruge mange timer med sit instrument for at opnå den tekniske kunnen. Jeg havde selv relativt let ved at lære det tekniske – men jeg brugte altså også mange, mange timer ved klaveret,« siger han.

»Men det er også vigtigt, at de rette betingelser er til stede. Og der var jeg heldig på mange måder – jeg var heldig, at der var nogle mennesker omkring mig, der så talentet og gav mig mulighed for at udfolde det. Jeg tror, at mange vokser op med et talent inden for noget, men aldrig bliver klar over det, fordi ingen ser det og samler det op.«

Noget af det særlige ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence er ifølge Michael Bojesen også hele den guidning, der ligger i konkurrencens form. Her kæmper man ikke mod hinanden om at komme øverst på sejrsskamlen, men først og fremmest med sig selv for at blive bedre år for år.

»I hele den forventning om, at du skal udvikle dig, og det, at man bliver individuelt vurderet af dommere, som følger deltagerne år for år, ligger der en stor opmuntring,« siger han.

Selv om der i dag er meget mere fokus på talent, end da Michael Bojesen var en lille, otteårig klavernørd, er der også større udfordringer, mener han.

»Der er så uendeligt mange tilbud for unge mennesker i dag. For mig var der ikke noget vigtigere end min musik, der var ikke en masse andre ting, jeg skulle – jeg gik ikke til fodbold, og der var ikke en masse arrangementer på skolen, som man skulle til. Det var meget mere simpelt,« siger han.

»Hvis man skal udvikle et talent, handler det først og fremmest om at prioritere. Og det er langt, langt vanskeligere i dag end før i tiden. Det at fordybe sig i en enkelt ting, have modet til at sige, at det er faktisk dét, jeg satser på nu, og måske går jeg glip af en masse andet – det er blevet langt sværere i dag. Fordi det er så tydeligt, hvad man går glip af – du åbner din skærm, og så bliver du bombarderet, ikke mindst som ungt menneske, af ting, hvor du nemt får et hurtigt fix af en oplevelse. Hvor den klassiske musik er det lange seje træk.«

Et andet benspænd er ifølge Michael Bojesen – paradoksalt nok – de mange talentkonkurrencer som »X Factor« og lignende, der fylder TV-kanalerne i disse år.

»Et fænomen som »X Factor« er efter min mening nærmest ødelæggende, fordi det handler om hurtigt at opnå en berømmelse og blive feteret for noget, som ikke nødvendigvis kræver en stor indsats,« siger han.

»TV hylder i disse år i næsten alt, hvad man foretager sig, amatører – fra madkunst til portrætmaling og pottemageri. Og det er der som sådan ikke noget galt i, bare man også husker at hylde de professionelle, der har knoklet i 20 år og brugt tre timer hver dag med deres violin for at blive så dygtige, som de overhovedet kan. Det savner jeg. Der er en tendens til at glemme dem, der tager det lange seje træk og virkelig kan deres metier.«