»Det var den bedste tid. Så meget, at jeg næsten skammer mig over det, når der nu tydeligvis var så meget ulykke at dele ud af«

Foto: Thomas Lekfeldt

»Det var den bedste tid, det var den værste tid; det var visdommens århundrede, der var dårskabens århundrede; det var troens periode, det var vantroens periode; det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente.«

Så uforglemmeligt begynder Charles Dickens sin »Fortælling om to byer« fra 1859, og med de ord på den indre rulletekst vinker jeg farvel til 2016.

Et år, som formåede at skuffe trods forventninger så lave, at min ven Rasmus ved sidste årsskifte havde skrevet sin årlige nytårssang på en melodi i mol. 2015 inviterede til det. Med mennesker på flugt fra krig, IS’ sorte skygge, der voksede fra sit epicenter i det krigsforvredne Syrien, Assads brutalitet og terror, terror, terror. Farvel og tobak 2015 – godt, vi slap af med dig. Og så kom 2016, uden at det blev bedre af den grund.

De institutioner, der har sikret fred og fremgang i Europa siden Anden Verdenskrig, er under stigende pres. Der er langt mellem de gode svar. Assad. IS. Mennesker på flugt. Terror. Mon ikke du kender remsen med 2016s genvordigheder. Dickens ord om dårskabens århundrede og fortvivlelsens vinter klinger så nutidigt som nogensinde.

Og hvad har vi i vente?

Jeg ville ønske, jeg kunne finde anledning til optimisme på verdens vegne, men oftest tænker jeg, at det bliver langt værre, inden det en dag måske bliver bedre igen. Jeg er bekymret og tungsindig på den store verdens vegne.

Og mens hele verden brænder om min vugge, for nu at låne af Aakjær, har jeg puslet rundt i et 2016, som har været velsignet i en sjælden grad.

Det var den bedste tid. Så meget, at jeg næsten skammer mig over det, når der nu tydeligvis var så meget ulykke at dele ud af.

Jeg fik et nyt og spændende arbejde, en ny og større lejlighed, og lykkeligst af alt blev jeg i år den ene halvdel af et ukompliceret, kærligt og frydefuldt parforhold – og det havde jeg faktisk efter ti år som stort set single skudt en hvid pind efter.

Og så var han der pludselig. Med smil og kys på læben, lys i øjnene, og det var den bedste tid, lysets tid, håbets vår, og vi har i sandhed alt i vente, hvis lykken bliver ved med at springe som et kildevæld her midt i mine nymalede stuer. Min lykke er så stor midt i dette morads af et år, at jeg føler, jeg skal undskylde for den. For må man godt have sin bedste tid midt i den værste tid? Er det ikke meget ufølsomt og selvisk?

Måske. Det føles lidt sådan. Men på den anden side: er det ikke netop, når det mørkner på den store himmel, at de små lys skal værdsættes? Jeg tror det, og det bliver min nytårsopfordring til den, der søger den slags her i skumringen af et udslidt år: lad dine lys skinne. Fryd dig, når du kan. Der bliver ikke mindre ulykke i verden af, at du sætter din lykkes lys under en skæppe.

Ting er ikke kun på én måde – og den bedste tid og den værste tid kan sagtens sammenfalde.