Det synger under skosålerne

Essays: Langsomhed, frihed, enkelhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed. Sådan præsenteres de syv nøgleord, der er med til at karakterisere en moderne protestantisk pilgrimsvækkelse, i antologien »Pilgrimsspor«.

Ad pilgrimsvejen mod Santiago de Compostela. Fold sammen
Læs mere
Foto: fra »Pilgrimsspor« af Martin Fog-Nielsen

I pyrenæerbyen Lourdes højtideligholdt man for nylig 150 året for pigen Bernadettes første syn af Jomfru Maria. Ikke et værelse var til at opdrive på Grand Hotel de la Grotte, Paradis, Christ-Roi, Notre Dame de France eller hvad hotellerne nu hedder i byen, der ellers har en værelseskapacitet, som i Frankrig kun overgås af Paris og Nice.

Lourdes er blevet indbegrebet af det moderne valfartsmål. Seks millioner pilgrimme ankommer hvert år til byen, hvor Jomfru Maria midt i fremskridtstroens tidsalder hævdes at have åbenbaret sig atten gange i perioden fra den 11. februar til den 16. juli i 1858.

Pilgrimsrejser er i høj grad et nutidigt fænomen. I virkeligheden er de kristne valfartsmål vel aldrig blevet besøgt af så mange mennesker som i disse år, og tilsyneladende har de senest tilkomne mål fra Lourdes i Sydfrankrig til Medjugorie i Bosnien en særlig tiltrækningskraft. Måske fordi de påståede miraklers bekræftelser af den traditionelle tro på de steder er nyere og mere livskraftig end omkring de gamle helgener.

Men det er ikke så meget disse moderne katolske pilgrimsspor, de 14 bidragydere til en netop udkommet dansk antologi følger. Det er i høj grad de traditionsrige middelalderlige veje, der tiltrækker det, som nærmest er kommet til at ligne det 21. århundredes protestantiske pilgrimsvækkelse. Som antologiens redaktør Elisabeth Knox-Seith skriver i sit forord til bogen »Pilgrimsspor«: »Vores fokus er hovedsageligt de nedslag, pilgrimsspiritualiteten har fået i protestantisk sammenhæng – netop fordi det er her, et afgørende nybrud er ved at ske.«

En vækkelse
Hvor ordet pilgrim i en protestantisk dansk sammenhæng igennem århundreder har haft en klang af den mørkeste middelalder og har aktiveret en række lutherske afvisninger af relikviedyrkelse, aflad og såkaldt »gerningsretfærdighed«, der oplever vi altså i disse år en slags pilgrimsrenæssance, og hos Elisabeth Lidell, Danmarks første pilgrimspræst, hedder det ligefrem:

»Måske kan pilgrimsbevægelsen på ny blive en folkelig bevægelse, hvor mennesker kan finde en anden vej til troens rødder ... ja, ligefrem en vækkelse ... Nu vil danskerne afprøve fysiske og psykiske grænser. Pilgrimsvandringen er en ny vej, og der er ingen tvivl om, at længslen er til stede også i Danmark. Længslen efter at give evangeliet ben at gå på, give kirken krop, leve sin tro ud.«

Elisabeth Lidells indlæg står i afsnittet »Udviklingen af pilgrimsbevægelsen i Danmark«, det sidste af de tre afsnit i »Pilgrimsspor«. Det første afsnit handler om pilgrimsvandringens eksistentielle udtryk, og det andet har fået overskriften »Fra middelalder til modernitet«.

Hvad er det, der bevæger os, når vi vandrer? Spørgsmålet er gennemgående blandt bogens første bidragydere. Hos Anette Foged Schultz er svaret »en længsel efter fornyelse af livet«, Anders Laugesen skriver om vandringer i verden og i hverdagen, og den tyske teolog Marcus Ansgar Friedrich viser, hvordan det at være undervejs har præget de bibelske teksters Guds- og menneskebillede, det handler om opbrud og bevægelse, om at gå, løbe, flygte, vandre og erkende.

De syv nøgleord
Hans-Erik Lindström er pilgrimspræst ved det svenske Pilgrimscentrum i Vadstena og skriver om de syv nøgle-ord, som – efter hans opfattelse – kendetegner den protestantiske pilgrims søgen: Langsomhed, frihed, enkelhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed.

Her tegnes signalementet af en pilgrim og et livssyn i åbenlys opposition til den dominerende samfundsudvikling. Pilgrimsvandringen bliver et muligt svar på en række af det moderne samfunds problemer fra stress og hverdagenes stadig mere opskruede tempo over forbrugsfeberen til informations- og underholdningskulturens støj og billedflimmer.

Historikeren Brian Patrick McGuire fortæller den forbløffende historie om kvinden Egerias rejse til Det Hellige Land i årene 381 til 384 og fører pilgrimsrejsernes historie frem til middelalderen, hvor dyrkelsen af relikvier, de hellige levn, måske er det element i pilgrimsfærden, som det er sværest for middelalderpilgrimmenes moderne protestantiske efterfølgere at håndtere og forsone sig med.

Kan personer med baggrund i den danske folkekirke overhovedet tillade sig at gå pilgrimsvandring? Spørgsmålet stilles direkte af Bent Jul i indlægget »Vandringens form og fænomener«, og forfatteren begrunder sit ja med en dybtgående analyse af den moderne pilgrimsvandring som en måde at omgås det hellige på.

Pilgrimsvejen frem for alle andre pilgrimsveje i bogens sammenhæng er Camino de Santiago, vejen til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, og netop med baggrund i vandringerne ad caminoen skriver Martin Fog-Nielsen om, hvordan en romantiseret opfattelse af middelalderpilgrimmen er med til forme de nutidige pilgrimmes opfattelse af sig selv og hinanden. Hvad er en »rigtig« og »autentisk« pilgrim? Hvad er det for en rolle traditionen og det »tidløse fællesskab« spiller?

»Pilgrimsspor« er en rummelig bog. Åndelig søgen, ny vækkelse, åbne spørgsmål og nøgtern analyse veksler i bogens 14 bidrag. Bogens fokus er pilgrimsvandringernes renæssance i en protestantisk sammenhæng, men på pilgrimsvejene mødes de fornyelsessøgende protestanter med de traditionelle eller konservative katolikker, de konfessionsløse, der drømmer om en adgang til det hellige eller som simpelthen søger sig selv, og de mange, der har kulturhistorien og den europæiske hukommelse som ledestjerne. Den moderne pilgrim har mange ansigter. I antologien »Pilgrimsspor« er det især protestanten med stav og vandrestøvler vi møder. Det er bestemt også både spændende og tankevækkende nok.