Det, svenskerne siger, er det rene kuk

Hvis vi bare tog os en smule sammen, kunne vi faktisk godt tale med vores naboer på den anden side af Øresund.

»Så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå.« Lad en svensker læse den sætning, og der er grobund for fejlslutninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT MIDSTRUP

Er der nogen her i landet, som forstår svensk længere? Underviser man overhovedet i broderfolkets tungemål i skolen? Min egen erfaring er i hvert fald, at man skal være mindst et halvt hundrede år og fra hovedstadsområdet for at turde kaste sig ud i en samtale med en svensker, som taler sit eget sprog. En sidste overlevering fra dengang, mange danskere forsødede tilværelsen ved at se svensk TV som supplement til den ene danske monopolkanal. De unge? De taler engelsk til hinanden, og det gør ondt i mit skandinaviske hjerte, hver gang jeg oplever det.

Den sproglige afvisning går begge veje. Skåningene lige ovre på den anden side orienterer sig ganske vist mod København og kontinentet. Dansk - som de jo i øvrigt selv talte engang, før de svenske besættere foretog en benhård, sproglig udrensning - lytter de gerne til.

Men straks man bevæger sig derop, hvor bindingsværkshusene og bøgeskovene forsvinder, og de svenskrøde træhuse og nåletræerne tager over, ser alle fortabte ud, hvis man taler dansk til dem. I virkeligheden handler det om dovenskab på begge sider, spørger man mig. Kunne vi dog ikke prøve at tage os lidt sammen? Ret beset er der vel cirka 50 udtryk, man skal lære, for ikke at falde i de værste faldgruber på svensk - »skratta« betyder ikke »skratte«, men grine, hvis noget er »roligt«, altså ikke fredeligt, men »morsomt«, og sådan noget.

Kuk kuk

Min egen kæreste har boet i Danmark i 16 år. Han taler i øvrigt et meget flot og flydende dansk og staver bedre end de fleste danske ofre for Folkeskolen. I begyndelsen var der dog enkelte sproglige episoder, der gav anledning til moro. Han var lige kommet til landet og var startet i et dansk firma, da en forbipasserende, morgenfrisk kvindelig advokat på cirka 60 stak de nydelige grå lokker og perlekæden indenfor på kontoret. Den unge mand rødmede chokeret, da hun muntert kvidrede: »Kuk kuk«.

Hvis man ikke ved, hvad det betyder på svensk, så må man google det.

Det var også i den periode, vi var i gang med en større istandsættelse af vores nye lejlighed, hvor der blandt andet skulle sættes en ny væg op. Peter skulle ringe til en håndværker og klage over et eller andet og ville sætte trumf på:

»Vi har haft tømmermænd hele ugen,« forklarede han damen i røret.

»Den unge mand rødmede chokeret, da hun muntert kvidrede: "Kuk kuk”. Hvis man ikke ved, hvad det betyder på svensk, så må man google det.«


Når svenskerne skal more sig med at tale dansk - og det skal de tit - lægger de alt for mange stød ind, og det er altid noget brovtende noget med »for fa’en« og »for helvede« og »skål« og »bajere«. De synes, vi taler meget sjovt.

Danskerne har til gengæld et helt arsenal af svenske udtryk, som de fleste svenskere ikke vil ane, hvad handler om. Tag for eksempel udtrykket »en ødegård«, som svenskerne i det daglige bare vil kalde »en torp«. Men vores foretrukne benævnelse understreger da, hvad vi skal bruge vores svenske besiddelser »hinsidan« til: fred og ro. Ikke mindst fra andre danskere.

»Hinsidan« er i øvrigt også et udtryk, som kun florerer i Danmark. Hvis man befinder sig »hinsidan« i Sverige, er man død. Og lad os så lige slå fast: Svenskerne spiser altså ikke noget, der hedder »svensk pølseret«. Det er ren pølsesnak. Om man så må sige.