Det store hundeslagsmål

Det gamle København

Så længe der har boet mennesker i det fiskerleje, der siden hen blev landets hovedstad, har det også vrimlet med hunde. Nogle blev holdt som nytte-kæledyr, men de fleste strejfede om som halvvilde rovdyr.

I slutningen af 1500-tallet klagede borgerne så højlydt over de mange agressive hunde, at kongen så sig nødsaget til at gribe ind. Han krævede kort og godt, at samtlige løse hunde i byen blev udryddet, og at borgmesteren påtog ansvaret for den vigtige opgave.

Det var en drastisk befaling, men til hundenes held var den aldeles uden betydning. De var alt for talrige, og de formerede sig som aldrig før. Mange af dem holdt til på voldterrænet rundt om byen. Det var imidlertid militært område, hvor uvedkommende ikke havde adgang. Og derfor blev forsvaret sat ind i nedkæmpelsen af hundeuvæsenet. I en forordning fra 1643 står der, at hunde og høns, der antræffes på volden, skal skydes, og at vagten ved byportene skal forsynes med krudt og bly til formålet.

Siden hen kom jagten på hundene i mere faste rammer, og der blev oprettet en stilling som særlig voldskytte. Han må have haft et godt håndelag og et sikkert aftræk, for nu opstod der et nyt problem. Overalt på slagmarken lå der i perioder så mange døde hunde, at natmanden nægtede at hente dem og sørge for en forsvarlig begravelse.

I 1700-tallet var der en udbredt frygt for hundegalskab, og det udløste endnu et forsøg på at få udryddet de alt for hjemmevante rovdyr, som løb om i gaderne. De kunne være til fare for almindelige mennesker, men endnu alvorligere var det, at de også kunne gøre skade på medlemmer af den kongelige familie. I 1769 var en hund med galskab blevet observeret på Amagertorv i retning mod Vimmelskaftet, og det var netop den rute, de kongelige herskaber ofte benyttede.

Politimesteren blev sat på sagen, og herefter blev det under bødestraf forbudt at lade hunde løbe frit rundt i gaderne. Løse hunde skulle omgående slås ihjel af natmesteren og hans mandskab, der var bevæbnet med drabelige køller. Det udviklede sig til et barbarisk myrderi, som en del borgere ikke brød sig om at se på. De lagde sig imellem og forsøgte på den måde at forhindre blodsudgydelserne. Den form for barmhjertighed var imidlertid strengt forbudt, fordi den hindrede en embedsmand i at udøve sin gerning.

Hundene overlevede, og det samme gjorde den frygtede hundegalskab. Ingen vidste klart, hvordan sygdommen opstod, men de fleste mente, at der levede en orm inde i munden på de gale hunde, og derfor var det vigtigt at trække ormen ud, før den gjorde skade på mennesker og dyr.

I 1783 skrev borgmester Hersleb en betænkning om hundeproblemet, og han måtte indrømme, at »det er sandt, at København er opfyldt med alle slags køtere og onde og fæle hunde fra alle nationer, hvoraf mange ingen ejere have; disse er de farligste, da de må søge deres føde blandt det, som af husene udkastes, og sjældent kan få andet vand end af vore rendestene, som nu årlig mere og mere med de vederstyggeligste urenligheder daglig af natskrin, koskarn etc. opfyldes, så at man for stank ikke kan gå på gaden. Når slige omløbende hunde uden ejermand får rådden føde, råddent vand at drikke og ligger på gaden i solen, bliver de lettere galne end andre.«

Borgmesteren krævede, at de herreløse hunde blev slået ned, og han havde også en plan: Hver sommer skulle natmanden rense byen for herreløse køtere, men for ikke at genere fintfølende borgere skulle han udøve sit værk i stilhed tidligt om morgenen.

Således fortsatte det år efter år i jagtperioden, som naturligvis var identisk med hundedagene. De strakte sig fra Sankt Hans til udgangen af august.

I 1813 kom en ny forordning, som forbød aflivning af hunde på gade og vej. Nu skulle hunderakkeren fange dyrene med et net og transportere dem i sin lukkede vogn til Christianshavn. Her kunne eventuelle ejere afhente dem i løbet af 24 timer mod betaling af en bøde på to rigsdaler.

Det var lidt mindre barbarisk, men det løste stadig ikke problemet med de alt for mange hunde. Det gjorde det heller ikke, da man indførte hundeskat et par år senere. Hundene kunne ikke betale, og deres ejere ville tilsyneladende ikke, og så fortsatte alt som tilforn. I 1856 vedtog Rigsdagen en hundelov, og endelig kom der ordnede forhold. Alle hunde skulle nu bære et skilt, som man købte hos politiet. Kun lænkehunde og hunden på Thorvaldsens Museum var fritaget.

Det gjorde det nemmere for myndighederne, når den årlige jagt gik i ind. Hundeslagsmålet forsvandt dog ikke fra den politiske dagsorden, og der tegnede sig i Folketinget en skarp front mellem hundevenner og -fjender. Ligesom i det omgivende samfund.

Nogle elskede deres dyr så meget, at de indrettede en hundekirkegård på Østerbro, og andre tordnede imod uvæsenet: Der var stadig alt for mange hunde i København, de satte deres mærker overalt, og så overtrådte de samtlige sædelighedsparagraffer i straffeloven, når de på offentlig gade og vej rent ud sagt demoraliserede byens ungdom.

Langt op i 1900-tallet fortsatte kampen mod byens vilde hunde. De, som ikke havde et polititegn om halsen, blev indfanget og aflivet, hvis ikke ejeren meldte sig i løbet af tre døgn. Men nu foregik det uden voldskyttens og hunderakkerens medvirken.