Det spiller for Steinway

Det begyndte i et tysk køkken, fortsatte i såvel koncert- som retssale og er foreløbig endt med noget, der ligner et enestående musikalsk monopol: Steinway-flyglet fyldte 150 år i år.

1853 er et mærkeår i flyglet historie. Dengang, for præcis 150 år siden, åbnede både Steinway i New York, Bechstein i Berlin og Blüthner i Leipzig, og det var virkelig et bemærkelsesværdigt sammentræf, for blandt de mange hundrede andre klaverproducerende virksomheder, der så dagens lys i samme periode, var det netop disse tre, der kom til at stå som de allerbedste.

Men verden er som bekendt ikke retfærdig for alle. Heller ikke flyglets verden. Og det er et ubestrideligt faktum, at det var Steinway, der gik af med sejren. Fabrikkens brillante instrumenter har sat sig tungt på alverdens koncertsale, og det hører til undtagelserne, at der udkommer en CD med klassisk klavermusik - eller jazz, for den sags skyld - hvor det ikke er et Steinway, der spilles på.

Det var oppe under loftet i Varick Street på Manhattan, at den indvandrede tyske møbelsnedker Henry Engelhard Steinway grundlagde sit senere så berømte firma. Hans lidenskab var klaverbygning, og da han endelig nåede så langt som til at lave en fabrik i eget navn, havde han allerede bygget flere hundrede instrumenter. (Det første blev skabt hjemme i køkkenet i Seesen i Tyskland.) I løbet af de næste 40 år udviklede Henry Engelhard og hans tre sønner det moderne flygel, der, udover at være noget af et monstrum, slet ikke er nogen simpel ting, men en teknisk særdeles avanceret størrelse med en ligeså kompliceret tilblivelseshistorie.

Den korte version af denne historie er, at flyglet afløste cembaloet som koncertinstrument i slutningen af 1700-tallet. Fra da af udvikledes forskellige lokale byggetraditioner, og der blev eksperimenteret på livet løs. Fælles for alle flygler - og klaverer, som de hedder, når strengene står op i stedet for at ligge ned - er dog, at strengene anlås med en hammer. Dette giver en helt anden klang end cembaloets, hvor strengene knipses, så det i nogens øren lyder som to skeletter, der elsker på et bølgeblikstag!

Når det gælder flygelbygning, er det ikke mindst en stor kunst at få skabt den helt rigtige begævelse fra tangent via hammer til streng, og noget af det, der kendetegnede Steinway-familien, var netop, at den tidligt var langt fremme med at udtage patenter på forbedringer af instrumentet. Her har vi en af hovedårsagerne til, at Steinway-flyglet slog alle de andre konkurrenter af klaverbanen.

Men det kostede blod, sved og tårer at nå så langt. Og kampen stod, dengang som nu, ikke kun i teknikkens og musikkens tegn, men også i reklamens ditto: Det fortælles således om den store pianist og dirigent Hans von Bülow (1830-1894), at han i forbindelse med en USA-turné havde tegnet kontrakt med pianofabrikken Chickering, men til sin rædsel opdagede, at man på siden af flyglet havde hængt et stor skilt, hvorpå der med guldbogstaver var printet ordet CHICKERING.

»Jeg er ikke nogen omrejsende reklame,« udbrød den gode mand, der lidt senere - i pausen - forsøgte at brække skiltet over flygelkanten. Vist nok uden held.

Andre pianofabrikker var lige så agressive i deres markedsføring, dengang i 1800-tallet, og selv om Steinway & Sons, som firmaet senere blev døbt - viste sig som den mest konkurrencedygtige, var der endnu nogle slag, der skulle slås, før freden kunne sænke sig. Denne gang dog ikke i koncertsalene, men i retssalene. Miseren skyldtes, at Steinway-familien (Steinway er en amerikanisering af det tyske navn Steinweg) havde delt sig i to. Nogle var blevet hjemme i Tyskland, andre var taget til USA, og hjemmefødningene mente, at den udvandrede del af familien førte ublu konkurrence. Den lange strid begyndte med, at samarbejdet mellem Tysklands-Steinwegerne og USA-Steinwayerne ophørte i 1872, og endte med et kompromis 108 år senere!

Steinway & Sons producerer for tiden ca. 5000 flygler og klaver om året, og det er ret beskedent antal, hvilket bidrager til denne berømte mærkevares eksklusivitet. Men er det også verdens bedste flygler, de laver? Det vil der nok altid være delte meninger om. Flygler af mærket Bösendorfer har været produceret siden 1828 og er af lige så høj håndværksmæssig standard, og den italienske flygelfabrik Fazioli, grundlagt i 1978, laver flygler så lækre, at det er lige før man savler ned i tangenterne. Der bygges kun 60 eksemplarer om året. Prisen er derefter.

Konkurrencen er under alle omstændigheder til at overse, så der er ingen tvivl om, at Steinway & Sons er kommet for at blive. Steinway-flygler gør pianisterne glade, og sidst, men ikke mindst, så findes det Steinway-instrumenter her, der og allevegne, hvilket er en klar og indlysende fordel for en omrejsende musiker, der ikke skal vænne sig til et nyt flygel-fabrikat, hver gang han eller hun kommer til en ny by. Eneste - ikke særligt realistiske - alternativ er at gøre som klavervirtuosen Vladimir Horowitz, der insisterede på altid at have sit eget flygel med i bagagen. Han fik sin vilje, fordi han nu engang var dén helt enestående store kunstner, han var. Men det er en helt anden historie...