Det skrev vi om ni unge mænds død: »Det var så svært at få luft. Jeg forsøgte at hoppe så højt, jeg kunne, bare for at få luft«

For 20 år siden – den 30. juni 2000 – omkom ni mennesker under en koncert på Roskilde Festivalen foran Orange Scene. En koncert, der på sørgeligste vis har skrevet sig ind i historiebøgerne. Godt en uge efter ulykken blev denne artikel bragt i Berlingske. Den fortæller historien om ulykken, og dem der blev ramt. For der var mange der blev ramt og mærket den dag.

Billedet er taget kort efter ulykken klokken ca. 23.30. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Ingen havde selv i den vildeste fantasi forestillet sig, at Roskilde Festivalen skulle blive skueplads for den værste koncertulykke i Europanogensinde med ni omkomne. En uge efter tragedien rejser ulykken stadig flere spørgsmål end svar,

Fredag den 30. juni klokken 22.30

Den 17-årige knægt var i højt humør. Regn havde ellers skyllet ned over festivalpladsen det meste af dagen og havde forvandlet den grønne plæne til tyk mudder. Men der skulle mere end lidt køligt sommervejr til at tage modet fra den tidligere spejder og landsbrugselev, Allan, fra den lille vestjyske landsby Nordenskov ved Varde.