»Det skal være tragisk for  at blive sjovt«

Lystspilfarcen »Den grønne elevator« har været kendt og elsket gennem generationer. Tommy Kenter, Bodil Jørgensen og Lisbet Dahl er holdet bag den nye opsætning i Tivoli.

Lisbeth Dahl og Claus Ryskjær har spillet »Den grønne elevator« hele tre gange – i 1986, 1996 og 2000. Foto: Niels Meilvang. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At spørge mennesker, der har viet det meste af deres professionelle liv til at være morsomme og få folk til at le, hvordan de bærer sig ad, er måske det tåbeligste, man som journalist kan begive sig ud i. Afregningen falder i hvert fald prompte:

»Det ved jeg sgu ikke. Jeg gør det bare,« lyder det knastørt fra Lisbet Dahl, der med flere end 40 år på danske revyscener, heraf de 25 i Cirkusrevyen som både skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder, for længst har vundet status som dronningen af dansk morskabsteater.

Lige nu er hun er hun i fuld gang med at instruere lystspilklassikeren »Den grønne elevator«, der har premiere i Glassalen i Tivoli 20. februar med Tommy Kenter og Bodil Jørgensen i de to hovedroller. Vi møder de tre efter en lang og hård prøvedag, hvor Lisbet Dahl i fem stive timer har herset med sit hold, der også omfatter Ann Eleonora Jørgensen, Peter Gantzler, Alexandre Willaume, Mathilde Norholt og Max Hansen.

»Det er sindssygt svært at tale om. Det er jo øjeblikshumor, situationskomik. Pludselig opstår der noget,« siger Lisbet Dahl i et forsøg på alligevel at forklare. Og Tommy Kenter supplerer:

»Nogle gange er intuition jo det allerstærkeste i stedet for at angribe det akademisk. Det er så skønt, når det sker. Det er intutionen, der får det til at flamme,« siger han og lader sig dumpe tungt ned i sofaen, inden han fortsætter:

»Det sværeste er alt det, vi skal lære udenad. I hvert fald, når man kommer op i min alder. Jeg er med i hele stykket, så jeg skal lære rigtig meget. Det er det, der tager flest timer, det er det kedeligste og mest møjsommelige. Arbejdet på scenen er sjovt og inspirerende, fordi man er sammen med en masse søde mennesker.«

Lige nu er holdet på det tidspunkt i processen, hvor det, som Tommy Kenter udtrykker det, »mest handler om at gå i de rigtige retninger og ikke falde over noget. Undtagen, når det er meningen, selvfølgelig. Og det er der en del af i det her stykke – de bliver meget fulde.«

»Vi har jo lavet teater hele vores liv og er vant til at skulle gennem den her proces for at få det til at blive en helstøbt forestilling,« siger Lisbet Dahl. »Så håber vi bare, at det lykkes.«

»Den grønne elevator« – med originaltitlen »Fair and Warmer« – er skrevet af den amerikanske dramatiker Avery Hopwood helt tilbage i 1915. Den heftige forviklingskomedie om den nørdede Billy og den naive Blanche, der beslutter at ruske lidt op i deres respektive ægtefæller ved at lade dem tro, at de har indledt en affære, er i de forløbne knap 100 år gået sin sejrsgang verden over. Ikke mindst i Danmark, hvor komedien blev opført første gang i 1920, er »Den grønne elevator« blevet populær. Den danske titel henviser til en yderst potent drink, som det uerfarne par mikser under deres amokløb på barskabets flasker, som stykket især er blevet berømt for.

Lystspillet slog for alvor igennem i slutningen af 1950erne i Stig Lommers instruktion på Aveny Teatret med Kjeld Petersen og Lily Broberg i de to bærende roller. Efterfølgende blev det indspillet som film med Kjeld Petersen og Birgitte Reimer. I 1970erne var det Jørgen Ryg og Kirsten Walther, der gav den hele armen på ABC Teatret. Det var også her, Lisbet Dahl selv – sammen med Claus Ryskjær – i 1986 spillede »Den grønne elevator« for første gang. En succes de gentog på Privatteatret i 1996 og igen i 2000.

»Så syntes vi, at nu måtte det ligesom være nok. Men det var en stor fornøjelse at lave det, for folk ler, og der er jo ikke noget skønnere,« siger hun og tilføjer: »OK - det er der jo nok, men det er i hvert fald en stor fornøjelse, når publikum morer sig. Og netop i den tid, vi lever i nu med krise, terror og rædsel, er der brug for at kunne gå ind et sted, hvor man ikke behøver tænke og spekulere så meget, men bare kan slappe af og grine. Det er sådan noget, »Den grønne elevator« kan.«

Men hvordan kan det være, at en næsten 100 år gammel komedie stadig kan få lattermusklerne i sving?

»For det første er det et utroligt velskrevet lystspil, og det hjælper rigtig meget. Det er morsomt, allerede mens du læser det og sætter dig ind i situationerne,« siger Lisbet Dahl. »Du kan ikke lade være med at grine, fordi det er så absurd. Og samtidig så almindeligt og så menneskeligt. Det er jo det, der sker i alle ægteskaber. Folk holder op med at kommunikere, og når de holder op med det, holder de også op med at gå i seng med hinanden – eller også er det omvendt – og så går det ad helvede til med deres ægteskab.«

Men selv om der er lagt op til det store grin, skal der også være en dybere mening, understreger hun. Ellers er det ikke morsomt.

»»Den grønne elevator« er ofte – meget fejlagtigt, synes jeg – blevet bedømt som noget uden nogen som helst fornuft eller bund i. Men hvis der hverken er fornuft eller bund, er det ikke morsomt. Det er jo lige nøjagtig, når den fuldstændig naturalistiske situation bliver twistet, at tingene opstår, og man begynder at grine,« siger hun.

Tommy Kenter tilføjer: »Dybest set er der rigtig meget smerte i det her stykke. Hvis det ikke står helt klart, er der ikke noget grundlag at være sjov på. Sådan er det med komik – man skal skifte fra én tilstand til en anden. Hvis der ikke er noget alvorligt, kan man ikke skifte til noget morsomt. Denne her stakkels mand er i en frygtelig knibe, for hans kone vil gå fra ham. Det er skide tragisk, og han føler en stor smerte. Hvis det ikke står helt tydeligt, er det ikke særlig sjovt, at han flipper ud som en sindssyg.«

Tommy Kenter så selv som ganske ung »Den grønne elevator« på ABC Teatret med Jørgen Ryg og Kirsten Walther.

»Jeg var sammen med min allerførste kæreste og en god ven, og fordi vi havde hørt, at der var nogen, der blev fulde i stykket, havde vi købt en hel pose guldøl og taget billetter på bageste række, så vi kunne sidde i fred og drikke vores øl, mens vi så forestillingen. Det var helt fantastisk,« mindes han.

»Og sindssygt irriterende for dem oppe på scenen, når I sad der og klirrede,« indskyder Lisbet Dahl grinende, mens Tommy Kenter ufortrødent fortsætter:

»Efter teaterskolen havde jeg tre ambitioner, som jeg gerne ville have opfyldt i min karriere som skuespiller: Jeg ville gerne spille Lenny i Steinbecks »Mus og mænd«, jeg ville gerne være stjerne i Cirkusrevyen, og jeg ville gerne spille »Den grønne elevator«. Jeg har nået de to første, og så tænkte jeg, at hvis jeg skulle nå alle tre, skulle det være nu, inden jeg bliver for gammel. Så jeg er meget glad og taknemmelig for at være med,« siger han.

»Alene det, at nogle af mine største forbilleder, Kjeld Petersen, Jørgen Ryg og Claus Ryskjær, nogle af de store drenge, har spillet den, gør jo, at man føler sig lidt liderlig efter også selv at prøve. Det er et stykke med stolte traditioner, hver tid har sit par, og sådan cirka hvert 15. år skal der helst være de rigtige folk til at spille det. Jeg synes, det er fedt og et stort privilegium at være den, der i min tid får lov til at gøre det.«

Det var Tommy Kenter, der sammen med Bodil Jørgensen foreslog Tivoli-direktør Lars Liebst at sætte »Den grønne elevator« op med Lisbet Dahl som instruktør, og begge sagde ja uden tøven. Som Lisbet Dahl udtrykker det:

»Det er jo et berømt lystspil, som teatre, der har haft problemer med økonomien, altid har tyet til. For når man spiller »Den grønne elevator«, kommer der penge i kassen.«

Mens Tommy Kenter har snart 40 års erfaring med morskabsteater, hvor han bl.a. har medvirket i en række revyer og haft sit eget »Kentex« show, er »Den grønne elevator« Bodil Jørgensens debut i genren. Hidtil har hun især haft mere seriøse roller bl.a. på Det Kongelige Teater, men mange kender hende også fra TV-satiren »Rytteriet«, hvor hun har været med i flere sæsoner med en række sjove og skæve karakterer.

»Jeg har aldrig set »Den grønne elevator« på en scene, men jeg så filmen i Vejen Biograf sammen med min far, og vi hulkede af grin begge to. Det betyder virkelig noget, at jeg har grinet så meget sammen med min far,« siger hun.

»Jeg grinede også rigtig meget, da jeg læste manuskriptet op til prøverne. Det er vittigt, både let og absurd. Og meget, meget sort. Det handler jo om noget så sørgeligt som to ægteskaber, der er ved at gå i opløsning, og om folk, der er hinanden utro – sådan som de fleste jo lever. Og så er det – og det er jo det, jeg elsker ved livet – at der sker et eller andet, som enten kan være frygtelig tragisk eller frygtelig komisk. Og her bliver det jo komisk.«

Hun kan også godt lide, at der er en morale i stykket. »For de finder jo hinanden igen gennem den her gigantiske brandert, der sker en eller anden form for katarsis – en renselse – hvor man får alle brikkerne kastet op i luften. Og det hele er jo så utroligt morsomt, netop fordi det slet ikke forventes, at de her to pæne mennesker kan gøre sådan noget. Det har de aldrig gjort før.«

Drukscenen, som har gjort »Den grønne elevator« berømt, varer næsten 25 minutter og er forestillingens største udfordring for både instruktør og de to hovedroller. Og hvis man tror, at man bare kan tage en lille én, så bliver det hele straks mere troværdigt, kan man godt tro om igen, understreger Tommy Kenter.

»Man kan slet ikke få det til at virke ægte, hvis man virkelig er fuld. Og man kan heller ikke tage sig selv som model. Selv om jeg har været fuld mange gange, har jeg jo aldrig set det selv udefra. Så jeg ved ikke, hvordan det ser ud. Men jeg ved, hvordan mange andre ser ud, og det må man jo så arbejde ud fra,« siger han.

»Men det er også en balanceakt. De fleste mennesker kan godt lave en karikeret revy-brandert, og det er da også vældig festligt. Men når det skal fylde så stor en del af forestillingen som her, skal det helst være lidt mere autentisk, så det ikke bare bliver en kliche. Og det er svært. Det skal faktisk gøres ret minutiøst for at de, der ser på, skal æde det.«

»Hele det her stykke handler jo utroligt meget om timing,« siger Bodil Jørgensen. »Især drukscenen er helt vildt kompliceret, der er så mange flasker, der skal passe, det er ikke tilfældigt noget af det, der sker, det er alt sammen fuldstændig tilrettelagt. Men Lisbet er så god til at se lige præcis, hvad der skal ske. Og det bliver kun sjovere af, at man kan time det lidt stramt. For så kan man mærke de steder, hvor man godt kan tillade sig at lave lidt sjov. Jeg har bl.a. en lang dykketur under vandet, mens vi er fulde. Vi svømmer under vandet, og Tommy drukner, og jeg giver ham kunstigt åndedræt. Det er noget, vi selv har lagt ind. Det er ret sjovt.«

Netop de små improvisationer, der er vokset frem, hver gang en ny generation af skuespillere har spillet stykket, gør arbejdet med »Den grønne elevator« til noget specielt, mener Lisbet Dahl.

»Det er første gang, jeg instruerer en forestilling, jeg selv tidligere har spillet en hovedrolle i. Og derfor har det været lidt spændende for mig, om jeg kan se bort fra det, Rysse og jeg lavede dengang,« siger hun.

»Men nogle gange skal man også netop tage fat i det, vi lavede – for det var jo noget, vi havde hugget fra Jørgen Ryg, og som han havde hugget fra Kjeld Petersen. Jeg stjal også selv noget fra Kjeld Petersen, en lille scene, som han og Lily Broberg havde lagt ind. Den spillede Rysse og jeg, og den spiller Tommy og Bodil nu. Det er så rasende dejligt, at man kan gøre den slags. Selvfølgelig er det ikke alt, der bliver improviseret frem af andre, som man selv kan lide. Noget vælger man til, og noget vælger man fra. På den måde udvikler stykket sig hele tiden, fra generation til generation.«

»Den grønne elevator« har premiere 20. februar i Glassalen i Tivoli og spiller til 13. april. Læs mere på tivoli.dk.