Festival, film og fest
Lad cremen af cremen inden for dokumentarfilm krybe ind under huden på dig, når Cph:Dox er tilbage. Den store festival rammer København 13.–24. marts og byder i år på et program, der består af 83 verdenspremierer, 33 internationale premierer og ni europæiske premierer.
Kunsthal Charlottenborg er igen centrum for festivalen med en nybygget biograf, men der er visninger over hele København og også andre steder i landet. Foruden film er der også fester, talks og musik på programmet, der kan ses på cphdox.dk.
Sidste omgang med kliken
Kalder alle fans af TV 2s basker af en tv-serie: »Badehotellet« er tilbage med sin sidste sæson. Efter en lang årrække kan trofaste fans nu få afslutningen med. Hvad sker der med Amanda, hr. Weyse og alle de andre faste gæster, der år efter år er tjekket ind på hotellet ved kysten? Der er lavet i alt ti sæsoner af den populære serie, og nu skal sløjfen bindes. Premiere på TV 2 søndag 3. marts.
Oscar og en tur i biffen
Marts byder også på juleaften i Hollywood, når årets Oscar-statuetter skal uddeles. I denne guide kan du læse om alle de film, der kan ses i Danmark. Selve showet kan ses på TV 2 natten til mandag 11. marts, og her er Berlingskes filmredaktør, Sarah Iben Almbjerg, med live hele natten i tv-studiet.
I marts er der også andre film, der er værd en tur i biffen, selvom de ikke er nomineret til en Oscar. Filmatiseringen af Kim Leines bog »Kalak« har premiere 7. marts. Den handler om sygeplejersken Kim, der tager til Grønland for at arbejde. Filmen har allerede vundet flere priser, blandt andet på San Sebastián Filmfestival.