Det skal du se på scenen

Chippendales kommer til Tivoli. Linda Kastrup

Butterfly og olie

Det kan godt være, at den her deler vandene, men er du til den slags, så kommer ingen ringere end Chippendales et smut til København. Så der er altså dømt bar hud og minimale mandetrusser på scenen i Tivoli, når fænomenet fra USA viser mavemuskler – og det, der er værre.

Siden 80erne har mandegruppen turneret verden rundt, og nu kan københavnske fans få muskuløse fyre med butterfly og olie, inden aftenen måske slutter ude i Tivoli med en tur i Det Gyldne Tårn. Se dem i Tivolis Koncertsal 25. september.

Københavnske toner

Nærer du også en dyb kærlighed til København, kan du opleve hovedstaden i musikalsk form, når Østre Gasværk er klar med »Teaterkoncert København – Sange fra byens hjerte«. Forestillingen beskrives som en kærlighedserklæring til København og byens musikalske historie.

På scenen kan man opleve musikere som Stine Bramsen, Kira Skov, William Torp, Sharon Kumaraswamy, Lo Ersare (Lucky Lo) og Bjørn Fjæstad. Nogle hits vil være gamle, andre er skrevet til lejligheden. Der er premiere 20. september.

Er du bange for Virginia?

På Teatret ved Sorte Hest disker de op med en ægte klassiker, når Edward Albees »Hvem er bange for Virginia Woolf« sættes op. Stykket handler om parret Martha og George, der inviterer de yngre Nick og Honey til efterfest med fri bar.

På scenen kan man opleve Iben Hjejle, Jakob Cedergren, Marie Reuther og Lue Støvelbæk. Der er premiere på stykket 14. september.