Kliken fra Korsbæk

De er der alle sammen. Kliken fra Korsbæk. Maude, Misse Møhge og The Skjerns. 15. februar har musicalen »Matador« premiere. Bag musicalen står Anders Thomas Jensen, Susanne Bier og Lise Nørgaard. Musikken skrives af Burhan G og Lise Cabble.

På scenen kan blandt andet ses Annette Heick, Nicolai Jørgensen, Daimi og en masse andre skuespillere. Lise Nørgaard kommer ikke selv til at opleve sit livsværk på de skrå brædder, men hun har været en del af tilblivelsen inden sin død. Der er premiere i Falkoner Salen 15. februar, og herefter tager forestillingen ud i landet.

Ulykkelig kærlighed og de høje toner

Der er dømt ægte klassikerstemning i Operaen, når Madame Butterfly rykker ind. Puccinis opera er tilbage med en helt ny opsætning. Historien er stadig den samme. En tragisk kærlighedshistorie om den japanske geisha Cio-Cio-San, der møder en amerikansk løjtnant i Nagasaki.

Det er en historie om kærlighed, tillid og bedrag. Resten af historien skal ikke afsløres her, hvis du endnu ikke har set operaen. Sydkoreanske Karah Son synger titelrollen, som er blevet til en signaturrolle for hende over store dele af verden. Madame Butterfly synges på italiensk med danske og engelske overtekster. Der er præmiere 25. februar.

Lægen i shitstorm

Fra 7. februar kan man på Folketeatret opleve Iben Hjejle i hovedrollen som doktor Wolff i opsætningen »Lægen«, der er blevet oversat til dansk. Forestillingen har spillet på flere europæiske scener, og nu kommer den på dansk grund. Den kredser om temaer som identitetspolitik, religion og cancel culture.

Forestillingen handler om lægen Ruth Wolf, der ikke vil lade en katolsk præst give en 14-årig pige den sidste olie. Pigen er døende, efter at hun har udført en abort på sig selv. Lægen står fast på sin videnskab, og det udvikler sig til en shitstorm med alvorlige konsekvenser. På scenen kan også opleves Caspar Phillipson, Sarah Boberg og Henrik Lykkegaard.