Hvad bringer fremtidens talenter?
Jeg er med på dette ikke er på museum, men det er en fin udstilling. Er du nysgerrig på hvad fremtidens designere og arkitekter ligger og roder med, så skal du smutte forbi Det Kongelige Akademi. Her udstiller en nyudklækket generation af arkitekter og designere 240 afgangsprojekter. Akademiets baserer sig på videnskab, kunst og praksis, og alle tre er fortolket i de mange afgangsprojekter, der også alle har en høj grad af bæredygtighed. Men du skal skynde dig forbi. Der er åbent frem til 7. juli og det er alle dage fra klokken 10-17. Herefter lukker udstillingen i to uger og er igen åben fra 29. juli til 19. august.
Danneskiold-Samsøes Allé 51, 1435 København K
Farveboom i gamle lokaler
Henover sommeren kan man gå på opdagelse i Christian IVs Bryghus ved havnen. Mange kender bygningen, men få har været inde i den. Nu forvandles bygningen i en farveeksplosion, når udstillingen Techno Mythologies rykker ind. Udstillingen er skabt af Nationalmuseet og kunstnerduoen Wang & Söderström, og udforsker techgiganternes magt. Her kan man opleve lyd, lys, digitale og fysiske værker smelte sammen i bygningen, der også rummer 384 kongelige skulpturer fra perioden 1500- til 1700-tallet. Udstillingen stiller spørgsmål til, hvordan vi lever sammen i rum, der er både fysiske og digitale. Udstillingen er åben alle dage fra kl. 12-18 frem til 9. september.
Frederiksholms Kanal 29, 1220 København K
Kunst med skæv undertone
Skal der et skud gedigen kunst ind under huden, så smut forbi Gammel Strand og se udstillingen »In the Shadow of Burning Light« af Christina Quarles. Berlingskes Holger Dahl var forbi og han gav fire stjerner. Quarles hovedmotiv er kroppen, og hun maler med en skæg og skæv undertone. Udstillingen er klart et besøg værd. Efterfølgende kan man så også lige smutte en tur på cafeen Lille Fugl, der er en del af Gammel Strand.
Kan ses frem til 8. september.