Det skal du se på museum

Michael Kviums værk »Crybaby«. Anders Sune Berg

Kvium og det våde land

Det bliver dystert og rørende på Nivaagaards Malerisamling, når Michael Kvium rykker ind med en helt ny totalinstallation. Under navnet Wetland præsenteres helt nye skulpturer og malerier på både lærreder og direkte på museets vægge. Dan danske kunstner er blandt andet inspireret af vådt land og indtrængende vandmasser, der hærger naturen. Udstillingen åbner 5. oktober.

Så til søs

Efterårets store udstilling på Louisiana er dedikeret til det våde element. Udstillingen er døbt »Havet« og lægger sig i sporet af de tidligere udstillinger »Arktis« og »Månen«. Havets mange funktioner som eksempelvis flugtrute, spisekammer og losseplads afspejles i udstillingen. Udstillingen åbner 11. oktober.

Argentinsk pop

Der er popkunst for alle pengene, når den argentinske kunstner Marta Minujín rykker ind på Copenhagen Contemporary. Gennem 60 år har hun skabt happenings, performances, installationer og videoværker, der har kunnet ses over hele verden. »Intensify Life« åbner 11. oktober.