Arbejd, arbejd
Festivalen Golden Days er atter tilbage. Kan det egentlig blive rigtigt efterår uden denne københavnertradition? I år trækker festivalen i arbejdstøjet, når der sættes fokus på arbejdsliv. Hvordan har arbejdet formet os som mennesker og samfund gennem historien?
Der er mere end 200 arrangementer på plakaten, og det tæller alt lige fra talks, koncerter og quiz til fest, filmvisning og fællessang. Åbningsfesten finder sted på Thorvaldsens Museum 6. september, og der er gratis adgang.
Yoga med gamle, hvide mænd
Har du nogensinde dyrket yoga omringet af et hav af hvide mænd med blikket stift rettet mod dig? Nej, vel. Men det kan du komme til, når der er Yoga på Glyptoteket. Vinterhaven forvandles 26. september til en yogasal, og så er der dømt hundens og barnets stilling i antikke omgivelser.
Underviser Joséphine Renard har praktiseret yoga i 20 år, og hun mener, at yoga er for alle. Så kom frisk, uanset om du føler dig så stiv i leddene som dem, der bor på Glyptoteket. Du er velkommen. Namaste. Læs mere her.
Rustning på tilbud
Der er nogle loppemarkeder, der er ud over det sædvanelige. Sådan er det med Det Kongelige Teaters. 14. september sælger nationalscenen ud af gemmerne.
Så hvis du står og mangler et labert kostume, en balletdragt, en rustning, en hat eller en rekvisit fra »Svanesøen«, er det her, du skal bruge dine sparekroner. Det foregår i B&W-hallen på Refshaleøen fra kl. 10-16. Man kan kun betale med MobilePay.