Det siger ikke nødvendigvis noget interessant om racisme at se hvide mennesker være superonde ved sorte mennesker

»Antebellum« er højaktuel i en Black Lives Matter-tid, men formår i spektakulær grad hverken at være spændende eller begavet. Det værste er næsten, at det virker, som om filmskaberne selv synes, de spidder samfundet med deres skarpe, satiriske pen.

 

»Antebellum« bliver ivrigt markedsført som værende en film »fra producerne bag »Get Out« (2017) og »Us« (2019), og dermed er den et godt eksempel på, at frasen »fra producerne bag« ikke altid skal betragtes som et kvalitetsstempel.

Især »Get Out« formåede på en og samme gang at være en knaldeffektiv gyser og samtidig sige noget interessant om raceforhold i USA. »Antebellum« forsøger det samme og taber i spektakulær grad bolden både på den ene og den anden måde.

Filmens budskab er, at selvom det er 155 år siden, at slaveriet blev afskaffet i USA, så er racismen stadig en del af nationens DNA. Det er jo bestemt ikke uinteressant og også utroligt aktuelt med en Black Lives Matter-bevægelse i fuldt flor og fjernelse af statuer og monumenter, der hylder sydstatshæren.

Sangerinden og skuespilleren Janelle Monáe (th.) er en af tidens mest interessante stjerner, men hun kan ikke redde et bøvet manuskript. Foto: Nordisk film Fold sammen
Læs mere
Foto: Matt Kennedy.

Desværre fortæller »Antebellum« sin pointe på en måde, så det havde været marginalt mere subtilt at bøje det i neon og/eller mejsle det i granit. Og så siger det altså ikke i sig selv noget begavet om race eller racisme, at se endimensionelle hvide mennesker være superonde ved lige så endimensionelle sorte mennesker.

Selve gyserelementet er en kende mere effektivt, men så heller ikke mere.

Superstjernen Janelle Monáe (kendt fra Oscar-nominerede »Hidden Figures« fra 2016 og Oscar-vindende »Moonlight« fra samme år samt en umådeligt succesfuld karriere som musiker) spiller slaven Eden, der på en bomuldsplantage bliver ydmyget, tævet, voldtaget og brændemærket i en grad, så det tangerer voldsporno.

»Film, der hverken siger noget interessant om vores tid eller har et medrivende plot er sjældent nogen fornøjelse. «


Lige indtil der er gået 40 minutter, hvor filmen pludselig radikalt skifter spor. Eden vågner nemlig op i nutiden og er en succesfuld forfatter ved navn Veronica, der turnerer rundt i landet og floskler ivrigt løs om patriarkatet og andre ting, der lyder som en gymnasieelev, der har skrevet en TED-talk af uden rigtigt at have forstået den.

Selv om hun er fuld af pep og succes, oplever hun alligevel racisme i tide og utide. Hvordan slave-Eden og succes-Veronica hænger sammen, er … ikke svært at regne ud. Filmens tåbelige trailer fortæller faktisk det hele, og selv hvis man ikke har set den, har man regnet det superforudsigelige plottvist ud, cirka en halv time inden filmen selv med store armbevægelser afslører det.

På det tidspunkt har man aldeles mistet interessen for både for de papirtynde karakterer og det gumpetunge plot.

Film, der hverken siger noget interessant om vores tid eller har et medrivende plot, er sjældent nogen fornøjelse. Men de bliver lige en tand mere irriterende, når det lugter fælt af, at filmskaberne selv synes, de spidder samfundet med deres skarpe, satiriske pen og har lavet det største mindfuck, siden det viste sig, at Bruce Willis var et spøgelse i »Den sjette sans«.

»Antebellum«. Thriller, 105 minutter. Instruktion og manus: Gerard Bush, Christopher Renz. Med: Janelle Monáe, Eric Lange, Jena Malone, Jack Huston m.fl. Premiere 17. september landet over.