Når Radiohead søndag aften spiller på Northside Festival i Aarhus, bliver det formentlig ikke med en Thom Yorke i solskinshumør. Den 48-årige frontmand i et af klodens mest respekterede rockbands er ikke kendt som den mest ubekymrede sjæl i musikbranchen. Han tager tilværelsen seriøst: I musikken besynger han eksistentiel fremmedgørelse og teknologisk paranoia og sideløbende brænder han for en bedre, grønnere og mere retfærdig verden.

Så når folk beskylder ham for at være galt på den og ikke at tage stilling, bliver han godt gammeldags gal i skralden. Det fik verden at se i sidste uge, hvor Thom Yorke efter lang tid stilhed endelig tog til genmæle overfor den sjældent hårde kritik, der i foråret blev sendt i Radioheads retning.

Sagen kort: Radiohead er lige nu på en europæisk tour, der til juli kulminerer med en koncert i Tel Aviv, Israel. Koncerten ser ud til at blive den mest kontroversielle i de ellers vellidte briters karriere. Siden 2005 har den såkaldte BDS-bevægelse arbejdet for et totalt kulturelt boykot af Israel i protest mod den israelske besættelse af palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben. Navne som Elvis Costello og Gorillaz har tidligere aflyst koncerter i Israel efter pres fra bevægelsen.

I slutningen af april reagerede en gruppe på over 50 internationale kulturpersonligheder på Radioheads forestående Israel-koncert med et åbent brev, hvor man i stærke vendinger beskyldte briterne for et vis mål af hykleri og samtidig opfordrede gruppen til at aflyse:

»Hvis det skal have nogen vægt, at man er imod adskillelsens politik, diskrimination og had, er man nødt til at være imod det alle steder - og det må også inkludere det, som palæstinenserne udsættes for hver dag… Gør hvad kunstnere gjorde i Sydafrikas æra af undertrykkelse: Hold jer væk, indtil apartheid er forbi,« lød det i brevet, der var underskrevet folk som Roger Waters, Thurston Moore, Mike Leigh, Ken Loach og Desmond Tutu.

I brevet undrede man sig derudover, hvordan Radiohead kan spille i Israel, når man tidligere har spillet til støtte for bl.a. det tibetanske folk og optrådte til 50-års fejringen af FNs Menneskerettighedserklæring.

I den forgangne uge tog en harmdirrende Thom Yorke så til genmæle i Rolling Stone Magazine:

»Det er rystende, at de i stedet for at engagere sig med os personligt, vælger at smide skidt på os offentligt. Det er dybt respektløst at antage, at vi enten er misinformerede, eller at vi er så retarderede, vi kan ikke selv træffe disse beslutninger. Jeg synes, det er ekstremt nedladende.«

Mellem alle de sårede følelser fik Yorke også klemt ind, at Radiohead ganske enkelt ikke mener, at et kulturelt boykot løser noget. Og at det er et standpunkt taget på et oplyst grundlag, da Radiohead-guitarist Jonny Greenwood er gift med en arabisk jøde og har både israelske og palæstinensiske venner.

Boykot eller ej, så er det værd at hæfte sig ved Thom Yorkes harme. Han vil simpelthen ikke have det siddende på sig, at han ikke har taget stilling. Som frontmand i Radiohead har han nærmest ikke bestilt andet.

Allerede hovedværket »OK Computer« (1997) var en slags dystopi over den fremmedgørelse, som individet oplever i det senkapitalistiske samfund. Pladen sendte Radiohead op i rockens globale og dermed økonomiske superliga, og især Thom Yorke har lige siden gjort store krumspring for at lukke hullet mellem sine politiske idealer og sin status som feteret rockstjerne.

For hvordan kan man kalde sig både anti-kapitalist og miljøaktivist og samtidig turnere verden rundt som forsanger i en millionsælgende forretning?

Yorke har forsøgt at løse det på flere måder. Først og fremmest er han gået helt uden om det glittede celebrity-liv.

Andre mere konkrete tiltag: Kid A/Amnesiac-touren i 2001 blev foretaget uden sponsorer, ligesom Radiohead generelt går langt for at begrænse deres CO₂-fodaftryk: Flyrejser begrænses til det minimale, der bruges udelukkende energibesparende LED-lys under koncerterne, der forsøges afholdt på steder med god adgang med kollektive trafik. Siden 2007 har de mere eller mindre selv udgivet deres musik uden om de etablerede (kapitalistiske) kanaler, ligesom Thom Yorke også har ligget i slagsmål med Spotify på grund af urimeligt lave udbetalinger til kunstnerne. For ikke at tale om hans udtalte modstand mod Irak-krigen, Tony Blair og George W. Bush.

Når brevet synes at ramme et ømt punkt, så hænger det nok sammen med, at Thom Yorke i modsætning til f.eks. Bono fra U2 altid har fremstået nærmest pinligt bevidst om det potentielle hykleri - om hvor åndsvagt og frelst, det kan tage sig ud - når hamrende rige rockstjerner prædiker for en bedre verden.