Det sidste sted, Martin Ågerup vil bo, er i Nordvest: »Når man når en vis alder, vil man bare gerne have ordnede forhold«

Mit København: Martin Ågerup elsker at cykle rundt i København og at se den fra vandsiden. Han anbefaler, at man tager et weekendophold midt i byen, når man nu ikke kan komme ud at rejse.

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?
»Jeg bor ikke i København, men jeg har et tæt forhold til byen, fordi jeg har arbejdet der i 16 år. Jeg kommer fra Birkerød, og da jeg var barn, kom vi jo også til København. Når man dengang gik rundt i byen på en hverdagsaften, var det som at gå rundt i Slagelse i dag. Der var nogle få bodegaer, og der sad fyldebøtterne, men der var ikke noget liv i gaderne som i dag. Vi tog til i København, da byen engang i 70erne fik sit vist nok første pizzeria – dengang var pizza noget, man ellers kun spiste i Italien. Jeg og mine klassekammerater tog også derind, da Burger King åbnede sin første restaurant. Tænk, at folk valfartede til København for at spise en burger! Dengang virkede København mennesketom og vindblæst. Der var kun ganske få steder, hvor man kunne sidde udendørs. Der var ikke det samme leben med restauranter og cafeer som nu. I dag sidder folk udendørs i stor stil, og der er aftenliv i meget store dele af byen. Det er meget livsbekræftende og skønt.«

Hvilke steder/bygninger ville du vise en udenlandsk gæst?
»København er enormt spændende som cykelby. Når jeg har besøg af kolleger fra USA og Europa, sætter jeg dem op på en cykel, nogle af dem kan dårligt nok cykle, og så kører vi rundt og ser byen, blandt andet Nyhavn, Børsen og København ved vandet. Jeg elsker også at planlægge en cykeltur for min hustru og mig på en forårsdag eller en lun sommerdag med besøg på cafeer, restauranter og nogle af byens dejlige steder. På den måde er København enestående. Jeg cykler selv rundt til alt i byen. I stedet for at vente 10-15 minutter på en taxi kan man lige så godt cykle. Det er hurtigere og mindre stressende.«